Konjunktiv
Forlovet? Han har friet til dig? Katrine, er du blevet helt skør! Hvad er der at tænke over?!
Sofie, det er mere kompliceret, end det lyder
Ej, kom nu, hvordan kan det være kompliceret? Sofie smed frakken og satte sig ned overfor. Puha! Jeg måtte spurte af sted! Jeg har kun en halv time, bagefter skal Alberte til dans og Emil til fodbold.
Sofie, han bliver seks snart. Hvor længe har du egentlig tænkt dig at kalde ham for “Lille-Emil”?
Han skal bare være glad for det! Tror du ikke, at han kom hjem i går og erklærede, at han var forelsket? I Laura fra opgangen ved siden af! Han siger, han agter at gifte sig med hende. Hvad siger du så?
Det lyder da meget rigtigt for din arving. Tænk på dig selv engang!
Det er altså lidt noget andet! Kan du huske, hvad min mor sagde dengang, jeg fortalte, jeg ville gifte mig? Sofie grinede. Hvor gammel var jeg? Femten?
Firetten! Og du gav næsten mor et hjerteanfald! “Mor, jeg har besluttet mig!” Sagde du! Og du var jo ligeglad med, at din Pavel ikke så dig som noget særligt dengang.
Tjah, han blev min mand til sidst, og nu bøder jeg så for den teenage-forelskelse. Mor kunne godt have været strengere ved mig dengang. Hun lod mig bare vaske op for hele familien i et år! Ikke noget rigtigt straf! Hun kunne jo bare have nægtet mig at gå ud.
Dig kan ingen holde inde! Og mor vidste jo, at du ikke ville gøre noget dumt. Du var altid ret fornuftig!
Især når det kom til dig! Kan du huske, hvordan vi skændtes som børn? Jeg kunne virkelig ikke døje dig! Katrine den kloge og smukke, og Sofie vildbassen!
Mor sagde da aldrig sådan.
Nej, men mormor prøvede at gøre det op for alle! Hun sagde altid, at jeg ville komme galt af sted. Og hvad så?!
Der har du ret. Jeg var ikke den klogeste, da det gjaldt det område…
Katrine skubbede kaffekoppen lidt væk og sukkede.
Kat Sofie rakte ud efter sin søsters hånd. Hvad går du og roder med?
Jeg er faktisk bange, Sofie
For hvad dog?! Du har endelig mødt en ordentlig mand, og nu trækker du følehornene til dig! Hvad er der i vejen?
Jeg tror ikke, han vil kunne acceptere Mads…
Sofie rynkede panden.
Hvorfor tror du det?
Det er meget simpelt, Sofie. I går, efter roser og den her ring, bad han mig om at sende Mads hen til mormor nogen tid…
Katrine kiggede ud af vinduet og nussede nervøst den flotte, dyre ring på fingeren.
Men sådan var det jo med Kristian. Katrines kærlige, men ambitiøse kæreste. Han havde styr på det hele egen virksomhed, træning flere gange om ugen, passion for musik og succes hos kvinder men blev blød i knæene, da han mødte Katrine og indså, hun fortjente det bedste. Hans mor havde altid sagt:
Min dreng, en kvinde kan leve med små kår for en tid, hvis manden har problemer. Men hun vil tænke sig om to gange, hvis han har, men ikke vil. Og hvis hun ser dig som sin livsledsager, så vil hun overveje: Hvis han nægter mig nu, hvad så med mit børn senere?
Kristian tog altid sin mors ord meget alvorligt og hvordan kunne det være anderledes, når han var vokset op med en stærk mor som klarede det hele alene, efter at faren smuttede, da Kristian var spæd. Han smed hende ud sammen med babyen uden at tænke på, hvor de skulle hen.
Kristians mor, Marianne, havde ingen at søge støtte hos i starten. Hendes forældre boede langt ude på landet, og hun havde ikke lyst til at vende tilbage dertil. Hun havde arbejdet og studeret, og vidste, at man måtte klare sig selv.
Hun blev gift med en ældre mand, professor Thorvald. Det var ikke kærlighed, men fornuft. Han havde aldrig fået børn og knyttede sig hurtigt til Kristian. Til sidst friede han til Marianne:
Du og Kristian, jeg kan give jer alt, hvad jeg har. Hjertet er allerede givet væk, men jeg vil gerne gøre livet lettere for jer og sikre, at han får en fremtid.
De blev stille og roligt gift. Marianne tog så en uddannelse og åbnede sin egen rengøringsvirksomhed, og Thorvald blev Kristian en rigtig far. Hans biologiske far meldte sig aldrig igen, ikke engang for at spørge om Kristian overhovedet levede.
Marianne sagde først sandheden til Kristian, da han blev voksen:
Han elskede dig virkelig, Thorvald. Næsten mere, end nogen kunne forklare. Blodsbånd garanterer ikke kærlighed!
Hun flyttede ud i sommerhus, da hun kom op i årene og overlod lejligheden til sin voksne søn. Men Kristen kunne aldrig finde en kvinde, som levede op til hans standarder.
Hvad drejer det sig om, Kristian? Du har jo mødt masser af søde piger!
Ja, mor, men de føltes ikke rigtig mine. For eksempel, Anna den perfekte jurist, men hun var kun fokuseret på karriere. Lidt for strømlinet og kold. Og Lise? Hun er fantastisk, men jeg kan bare ikke dele mit liv med hende. Forstår du?
Ja, min dreng, det forstår jeg.
Da han mødte Katrine med et barn oveni! blev Marianne bare glad.
Er du klar til den slags ansvar, Kristian?
Kom nu, mor, jeg er jo vokset op med dig!
Men alligevel kviede han sig lidt: Tænk, hvis Mads ikke ville acceptere ham?
Så må du da bare gøre dig fortjent til det, Kristian! Først drengen, så moderen. Enhver ordentlig mor sætter sit barn før alt andet, sagde hans mor.
Og han tog rådene til sig. Nu sad altså Katrine i sit yndlingscafé med Sofie og anede ikke, hvordan hun skulle tage næste skridt. Selvfølgelig elskede hun Kristian, men at bo sammen med en mand, der måske ikke ville hendes søn? Aldrig.
Sofie lænede sig tilbage og overvejede, om hun skulle give sin søster en lektion.
Hvad sagde han helt præcist?
Hvem? Katrine vågnede op fra sine triste tanker.
Kristian, selvfølgelig! Hvad var hans grund til at sende Mads til mine forældre den uge?
Han sagde ikke mere end, at han gerne ville have, Mads boede hos mormor og morfar i en uge efter brylluppet.
For første gang i lang tid slyngede Katrine teskeen, hun havde roteret i hånden, ned på bordet. Lyden var så skarp, at tjeneren kiggede over, men Sofie vinkede ham bare væk, og tog så skeen, slikkede forsigtigt lidt mælkeskum af, og daskede Katrine over panden som dengang de var børn.
Av! Hvad laver du! Jeg får jo en bule!
Nej, for jeg har teknik! Har du glemt det?
Nej, jeg husker det Sofie, vi er jo voksne nu!
Præcis. Vi voksede vel op dengang ja, da du fandt ud af, du ventede dig Mads eller faktisk lidt før.
Ja, lidt før nok
Præcis! Husker du, hvad mormor altid sagde? Ude i tide er bedre end hjemme i fejltid. Det ved du!
Og hvilken pointe har du nu?
At du burde have lært at tale med folk, Katrine. Hvad var der sket, hvis du dengang havde fortalt mig om Niklas? Ikke engang mor og far bare mig?
Jeg ved det ikke men nu er det jo sket.
Det er rigtigt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke Hvor galt skulle det have gået, før du fik talt ud?
Katrine sukkede. Nogle gange var Sofie helt urimelig, men denne gang havde hun ret. Drengen kom til verden på trods ikke på grund af, og det vidste Sofie.
Mads’ far, Niklas, gik i samme klasse. Katrine blev helt blød, hver gang han kiggede hendes vej, og hun drømte kun om, at han én dag skulle sige hej til hende. Da det endelig skete til dimissionen, fulgte hun med og pludselig var hun med barn uden at vide, hvad hun skulle gøre eller sige til nogen.
Sofie var den eneste, der lagde mærke til noget, og fik hjælp af veninderne til at få Katrine til at sige det hjem. Da hun endelig brød grædende sammen, var det både mor, Sofie og senere far, der overbeviste hende: Det skulle nok gå, der var ingen grund til skam.
Og Mads voksede op i en familie uden klassisk far-mor, men med dem, der elskede ham over alt andet. Katrine fik både uddannelse og selvstændighed takket være forældrene og Sofies hjælp, selvom hun havde nok at se til med gymnasiet og optagelsesprøver.
Nu, hvor Kristian havde friet, turde hun bare ikke satse Mads fremtid på noget, der måske bristede. Én gang havde hun kastet sig ud i noget, og kun gode folk omkring hende holdt hende oppe.
Man kunne se, hvad hun gik og tænkte på. Sofie grinede, vinkede på tjeneren og bad om en ske mere.
Skal I have suppe?
Bare en ske, tak og flere hindbærsnitter. Katrine har brug for lidt ro på nerverne.
Hun skubbede kagen hen til Katrine og rystede på hovedet.
Ses nu at tage en snak med Kristian. Du kan regne med ham, tror jeg. Bare spørg ham, hvorfor han vil have Mads hos dine forældre et stykke tid. Kan det virkelig være så svært?
Måske har du ret Bare spørge?
Bare spørg! Og gør det nu!
Sofie greb Katrines mobil og rakte hende den over bordet.
Ring!
Han har møde lige nu!
Og? Så finder du ud af, om du virkelig betyder noget for ham!
Sofie, man kan da ikke blot ringe sådan!
Vrøvl! Skriv en besked.
Hvad mon han vil tænke?
Det er slet ikke vigtigt! Du fik hans ring. Du sagde ja, ikke? Eller?
Jeg tænker stadig
Hvis du ikke sagde nej med det samme, har du reelt sagt ja! Hvordan vil du bygge et forhold, hvis du ikke engang tør stille et simpelt spørgsmål? Han kan ikke læse dine tanker, vel? Sig, hvad du vil, Katrine. Drop nu at vakle frem og tilbage tænk dig om og vælg!
Hvis jeg bare selv vidste det Hun var tæt på at græde, men tog mobilen.
Spørg bare! Sofie smilede træt.
Svaret kom hurtigt. Katrine smilede, da hun så beskeden.
Hvad sagde jeg? Nu kan du slappe af. Jeg må smutte! Undertiden ferie til nogen og praktisk gris til andre. Tag nu også en snak med din søn! Jeg tror slet ikke, han ville have noget imod at kalde Kristian for far.
Mener du?
Jeg VED det! Men det har jeg aldrig sagt.
Sofie greb frakken og løb men sendte alligevel et hurtigt farvel fra døren. “Tænk dig om!” viste hun med et fingertegn.
Og det gjorde Katrine. Og hendes valg fik betydning.
Tre år senere stak en stolt Mads hænderne frem og tog imod sin nyfødte lillesøster. Han nikkede taknemmeligt mod Kristian, som han nu havde kaldt far i flere år.
Forsigtigt, Mads! Katrine var klar til at springe til, men Kristian lagde armen om hende og holdt hende tilbage. Det skal nok gå! Ikke?
Far! Jeg kan godt finde ud af det! sagde Mads med et smil og løftede det fine baby-tæppe. Mor! Hun er godt nok smukKatrine så det lille øjeblik broderen, der bød søsteren velkommen, trygheden i Kristians blik og mærkede, hvordan alle uroer forsvandt.
Hun lænede sig ind mod Kristian og hviskede, så kun han hørte det:
Du havde ret. Vi klarer det sammen.
Kristian kyssede hendes pande, inden han svarede lavmælt:
Vi har allerede gjort det. Vi er en familie.
Udenfor vinduet svirrede foråret. Solen ramte Mads hår, da han sad der med lillesøsteren, forsigtig, stolt, tryg. Katrine tænkte på alt det, hun havde frygtet på fortidens svære beslutninger, på samtalerne, der blev holdt, og dem, der aldrig blev sagt. Alt det, hun troede var umuligt, var endt med at blive en del af noget bedre, større.
Hun lagde armen om Kristian. Mads så op.
Mor, hvorfor græder du?
Jeg er bare glad, skat. Jeg er bare virkelig, virkelig glad.
Mads smilede, og den lille pige i hans arme gurglede ganske stille. Udenfor spredtes lyden af forår, og i stuen begyndte livet bare igen fuldt af muligheder.
