Konditionalis
Frieri? Har han friet til dig?! Ida, er du blevet skør! Hvad er det, du tøver for?
Line, det hele er så kompliceret.
Hvad i alverden er kompliceret? Line rev frakken af sig og satte sig ved bordet. Pyh! Jeg har styrtet afsted! Jeg har en halv time, før jeg skal køre Frida til dans og Jonas til fodbold.
Line, drengen er snart seks. Hvor længe har du egentlig tænkt dig at kalde ham Jonas-bassen?
Han skal bare være glad for, jeg ikke kalder ham værre! Forestil dig, han kom hjem fra børnehaven i går og proklamerede, at han var blevet forelsket! I Signe fra naboejendommen! Han siger, han vil giftes med hende. Hva siger du så?
Jeg synes da, det lyder helt normalt for din unge. Kan du ikke huske dig selv?
Lad være med at sammenligne! Kan du huske, hvordan mor reagerede, da jeg sagde, jeg ville giftes? Line lo. Hvor gammel var jeg? Femten?
Fjorten! Og jeg tror, mor var tæt på at få hjertestop! Mor, jeg har besluttet mig! Besluttet dig! Og at din Palle ikke ænsede lille smukke Line var fuldstændig ligegyldigt for dig!
Nå, men han endte jo som min mand, og nu tager jeg ansvar for mine tossede ideer. Mor kunne nu godt have straffet mig hårdere dengang. Pjat at vaske op for hele familien i et år! Det var jo ingen straf! Hun kunne da bare have nægtet mig at gå ud!
Dig kunne man alligevel ikke holde indendøre. Og mor vidste jo også, du ikke ville lave ballade alle dine vilde påfund endte jo med ingenting. Du har altid haft hovedet skruet rigtigt på.
Ahr, især når det handlede om dig! Kan du huske, hvordan vi slås i barndommen? Jeg kunne ikke fordrage dig! Hele tiden: Ida, den kloge og smukke, og Line hende man ikke vidste, om man skulle grine eller græde over!
Mor sagde aldrig sådan.
Men farmor gjorde! Hun sagde altid, at jeg ville komme galt afsted. Hvordan endte det?
Ja På det punkt var jeg ikke ligefrem mønstereleven
Jeg skubbede koppen væk og sukkede.
Ida Line rakte ud og tog min hånd. Hvad er der galt?
Jeg er bange, Line
For hvad?! Du har endelig mødt en normal mand, og nu bliver du helt ængstelig! Hvad er der galt?
Jeg tror ikke, han vil kunne acceptere Mads
Line rynkede panden.
Hvorfor tror du det?
Det er jo åbenlyst, Line. I går, efter roserne og det her ring, bad han mig sende min søn til min mor nogle dage
Jeg vendte mig mod vinduet, fingrende ved ringen på min hånd.
Ringen var smuk. Og dyr.
Men hvad andet kunne man forvente af Christian succesfuld erhvervsmand, sportsmand, lidenskabelig musikelsker og kvindebedårer, der overraskende for sig selv blev fornuftig, da han mødte mig. Han mente vist, at den kvinde, han valgte, skulle have det bedste. Han var aldrig nærig det havde han lært af sin mor:
Christian, kvinder kan klare sig med lidt, støtte mænd, selv når alt er håbløst. Men hvis han kunne, men ikke vil, så vil hun tænke sig om to gange og det er ikke ondt! Hvis hun vælger dig til livet, tænker hun Nægter han for mig, nægter han nok også for mit barn.
Men mor, hvorfor skulle hun tænke sådan? Hvad har det med barnet at gøre?
Kan du ikke huske eventyret om stakkels Elisa? Kvinder tænker langt frem. Måske for langt, og nogle gange gør det mere skade end gavn, men de, der tænker over fremtiden, ender ikke så tit på samfundets kantsten
Christian tog altid sin mors ord alvorligt. Og hvordan kunne han andet, når han havde set hende kæmpe sig op alene med ham? Hun blev hurtigt skilt eller faktisk, faren forlod dem for en anden kvinde, da Christian var spæd, uden at tænke på, hvor de skulle gå hen.
Christians mor, Karen, havde ingen steder at tage hen hendes forældre boede langt ude på landet, og hun ville ikke hjem. Hun havde talt dagene til, hun kunne rejse til byen og glemt alt om de dårlige minder og hjemmets tomme flasker. Hun boede på kollegium, tog småjob. Så hun havde lært, man skulle klare sig selv.
Karen giftede sig ikke af kærlighed, men af fornuft, men det fortalte hun aldrig Christian. Hun ville hellere have, at han troede på en anden type liv.
Måske derfor gik hun ikke i stykker, da hun stod alene, men begyndte at tænke udveje. Det var ikke nemt at finde arbejde, men veninder hjalp, og snart blev hun husholderske for en ældre professor, Søren, hvis kone var død, og havde mistet livsmodet.
Søren, du skal spise, hun satte suppen foran ham.
Senere, Karen, senere
Overhovedet ikke! Nu!
Mener du
Ved det! Skal!
Hvad hvis jeg ikke vil?
Sådan sagde din farmor sikkert også! Nu forestiller du dig bare, jeg er hende. Det er praktiske ting, du forstår! Man lever ikke af luft. Og din afdøde kone ville ikke tilgive mig, hvis jeg lod dig gå til.
Du snakker ligesom min farmor nu
Så er jeg vel filosof?
Ej, det er nu ikke nødvendigt, Karen. Men tak Nu går jeg op og fodrer Christian.
Ja. Han skal også have noget at leve af
Søren havde ingen egne børn, og han blev hurtigt tæt knyttet til Christian. En dag, efter lang tid, kaldte han Karen ind i stuen, satte hende i stolen og gik rundt med noget på hjertet.
Karen, prøv at hør. Jeg tilbyder dig ægteskab og alt, hvad jeg kan give dig og Christian. Mit hjerte tilhører en anden, som du ved, men jeg kan gøre alt, jeg kan, for drengen, som er blevet en søn for mig. Modsig mig ikke nu tænk over det: du har ingen sikkerhed, ingen bolig, ingen penge. Din løn er intet, hvis du skal opfostre din søn og give ham uddannelse. Tænk dig om! Jeg er gammel alt, hvad jeg har, kan blive dit og Christians. Ingen arvinger. Fjern familie tæller ikke. Jeg har altid ment, du var en fornuftig kvinde. Brug fornuften.
Karen svarede ikke med det samme, men hun kiggede ham i øjnene og nikkede så.
Tak. Jeg ved, hvad det betyder for dig. Jeg tager imod ikke for mig, men for Christian. Han skal have en anden fremtid.
De giftede sig stille, og Christian fik en rigtig far ikke kun på papiret, men i livet.
Et år senere begyndte Karen på universitetet, med Sørens opmuntring.
Helt rigtigt, Karen! En uddannelse er nødvendig også for at give et eksempel til barnet.
Karen vidste, hun ville mere i livet end at pudse gulve og lave suppe. Hun havde andre planer. Hun tog sin uddannelse og åbnede senere et lille rengøringsfirma, som også sørgede for catering til private fester. Det gik godt, og hun nød at arbejde. Hun vidste, Christian havde det godt hjemme hos Søren, mens hun knoklede.
Christians biologiske far gav let slip ved første opfordring.
Du har en ny en? Held og lykke! Lad bare være med at sige noget dårligt til knægten om mig. Nej tak. Hellere, han aldrig hører, jeg fandtes.
Karen holdt sit løfte. Først efter Sørens død fik Christian sandheden at vide, da han var nitten.
Mor, men han elskede jo mig
Ja, skat, mere end de fleste elsker deres egne børn. Og det gik lige op: du gav ham en farrolle, og han elskede dig som sin egen. Ikke engang ord slår til for at forklare, hvordan I havde det. Blodbånd sikrer ikke altid kærlighed eller omsorg! Din rigtige far spurgte aldrig til dig. Søren gav dig hjem, fremtid Frihed, Christian. Frihed fra bitterhed. Tro mig, det er værdifuldt!
Karen talte aldrig uforsonligt livet havde skuret hende, men uden skilsmissen og alt det kaos havde Christian ikke fået det liv, han fik.
Hun flyttede på landet og overlod lejligheden i byen til Christian og ventede på børnebørn.
Men tiden gik, og Christian fandt aldrig den kvinde, han forestillede sig skulle være hans livsledsager.
Christian, hvorfor rynker du sådan på næsen? Karen forstod det ikke. Hvor mange piger har du haft?
Mange, mor.
Præcis! Og den ene mere velskabt end den anden! Og dygtige! Hvad er galt med f.eks. Anna eller Lene, de veninder du præsenterede for mig?
Jeg ved det ikke, mor. De føltes ikke rigtige. Anna er fantastisk nok min firmas bedste jurist. Men hun tænker kun karriere. Børn vil hun ikke, og hendes hjem interesserer hende ikke. Du skulle se hendes lejlighed! Smuk, men kold. Som at være på museum. Jeg var bange for bare at spilde kaffe på tæppet måtte bare ud! Med Anna ville alt være ordnet efter farver og skemaer.
Er det så slemt?
Uudholdeligt, mor. Jeg ville blive kvalt. Hvad med Lene?
Lene er dejlig, men jeg elsker hende ikke. Er det ikke nok?
Jo. Så er den ikke længere.
Da Ida dukkede op i Christians liv, jublede Karen. Han var jo ikke nogen dreng længere, og hun havde ikke noget imod, at Ida havde et barn. Christian, er du klar til ansvaret?, spurgte hun.
Mor, hvad tror du om mig? Tror du, jeg har glemt, hvem der opfostrede mig? Kun én ting
Hvad så?
Hvad nu, hvis drengen ikke kan lide mig?
Lad nu være! Du må gøre dig umage. Vil du have kvinden, må du først vinde drengens tillid. Så nemt er det, min dreng! For enhver mor kommer barnet først.
Mor!
Det er sandheden, Christian. Fri nu og se at komme i gang fri til hende, og gør dig umage med Mads. Hvis ikke der er en far, så har du din chance. Men tænk dig godt om det er ikke leg, når det gælder børn! Ida er stærk, behøver ikke dig for at klare sig, men Mads Der er det alvor. Du må ikke bare forsvinde, hvis du bliver usikker!
Christian tog hendes ord til sig og nu sad jeg her og snakkede med Line, stadig usikker på, hvad jeg skulle gøre. Kærlighed er skønt, men kan man leve med én, der ikke vil ens barn?
Line sad og overvejede, om hun skulle bryde min tvivl, og så kunne hun ikke lade være:
Hvad sagde han helt præcist?
Hvem? Jeg blev revet ud af mine tanker og kiggede uforstående på hende.
Christian, selvfølgelig! Hvad sagde han om grunden til sin anmodning?
Ingenting konkret. Han bad mig bare sørge for, at Mads var et par dage hos min mor efter brylluppet.
Atypisk for mig røg skeen ud af min hånd og ned på bordet med et klonk. Tjeneren vendte sig, men Line rystede på hovedet, det var ingenting. Hun fiskede skeen til sig, slikkede lidt skum væk og nikkede overdrevent, som da vi var børn, og slog mig i panden.
Av! Jeg gloede forarget på hende og gned mig i panden. Du er ikke rigtig klog!
Intet nyt der jeg har træning! Har du glemt det?
Hverken eller. Hvorfor nu de løjer?
Fordi! Vi er ikke børn længere, men spørger du nogen? Mon ikke vi stoppede med at være børn, da du fandt ud af, du ventede Mads? Eller før?
Nok før
Præcis! Som farmor sagde Unge og for tidligt voksne. Livet burde lære dig noget!
Hvad mener du? Jeg tog skeen tilbage fra hende og lagde den mod panden. Jeg får en bule
Vi finder noget at dække det med! Men svar mig lige, hvad havde der været sket, hvis du for år tilbage havde sørget for at dele din affære med Nicolai med nogen? Måske bare mig?
Aner det ikke Nu har jeg gjort, hvad jeg har gjort.
Men jeg har en teori hvad skal der til for, at du tør snakke åbent med de folk, der elsker dig?
Jeg sukkede.
Måske har du ret
Ikke måske, Ida! Kan du huske, hvordan Mads kom til verden?
Lad være, Line! Jeg glemmer det ikke!
Jeg vendte mig væk og tog en dyb indånding. Nogle gange var min søster uudholdelig, men hun havde jo ret. Mads kom til verden trods alt, ikke på grund af. Og Line vidste det ligeså godt som jeg.
Nicolai gik i min klasse. Jeg dånede helt, hvis han så i min retning eller bare sagde Hej!. Jeg sad ved spejlet i stueetagen for at få et smil eller et nik, uanset at det var til flere. At det ikke lige var kun til mig, fandt jeg først senere ud af.
Til studenterfesten tog han mig i hånden og ledte mig væk, vidende at vores forældre ikke var hjemme. Hvorfor jeg gik med, ved jeg stadig ikke. Jeg, der plejede at dele alt med mor, sagde ikke et ord om min kærlighed. Da de slæbte mig med på sheltertur, sad jeg ved bredden af Gudenåen og overvejede, hvad jeg skulle stille op med hemmeligheden en hemmelighed større end åen selv med dens evige Se på mig! Jeg begyndte som en lille bæk og voksede, fordi jeg turde!
At Nicolai misbrugte min naivitet, forstod jeg hurtigt, men jeg håbede længe, han ombestemte sig. Så trak jeg at fortælle noget hjemme, indtil der ikke var mere tid.
Line, der havde set alt, allierede sig med Palle og vennerne, og en dag kom hun hjem og krammede mig voldsomt.
Ida! Vær ikke bange! Og glem ham Han er ikke værd at spilde ord på!
Hvem? Hvad taler du om?! skreg jeg, vred, og sov det sidste jeg så, var mor løbe ind.
Jeg kom hurtigt til mig selv og mærkede den fugtige hånd på min kind.
Hvorfor sagde du ingenting, Ida? Tror du, det gjorde det lettere?
Vi græd, allesammen. Og min far, der kom hjem, var den, der brød gråden.
Hvad sker der?! Hvorfor Niagaravandfald? Piger, er I da ikke kloge? I skal da juble vi skal være bedsteforældre! Ida, ro på!
Aldrig igen har jeg følt sådan en lettelse skamfuld, men alligevel fri. For mine forældre dømte mig ikke, de tog imod. Og Mads blev født ind i en familie, hvor der ikke var en klassisk far-mor, men vi var flere, der elskede ham.
Tak for det kunne jeg få både uddannelse og tryghed. At Christian meldte sig ind i vores liv, rystede mig, og derfor tvivlede jeg.
Skal jeg risikere Mads fremtid for mig selv?
Én gang havde jeg lavet en fejl hvad var endt der uden Line og mine forældre? Vi har faktisk en familie og mere kan man næppe ønske sig.
Kan jeg overhovedet tillade mig at tvivle?
Mine tanker stod tydeligt skrevet i min pande Line lo og vinkede på tjeneren.
Har du brug for suppe?
Nej, bare en ske, tak. Og gensyn med desserten. Nerverne skal have fred.
Hun skubbede min tallerken med fastelavnsboller tættere på mig.
Ida, du bliver nødt til at øve dig i at snakke med dem, der står dig nærmest. Og så sandelig med Christian! Du må bare spørge, hvorfor han sendte Mads til bedstemor lige efter brylluppet. Er det virkelig så svært?
Det ved jeg ikke… Måske er det nemt. Bare spørge?
Ja, bare spørg. Nu!
Line greb min telefon, rakte den over bordet.
Ring!
Line! Han er til møde!
Ja glimrende test af, hvor meget du betyder for ham!
Line, det er for meget…
Hold nu op! Skriv så.
Men hvad vil han så ikke tænke om mig?!
Hvad betyder det? Du har accepteret hans ring. Eller… overvejer du stadig?
Jeg tænker over det…
Men du sagde ikke nej så har du jo sagt ja! Hvordan vil du bygge et forhold, hvis du ikke engang tør stille et simpelt spørgsmål? Han kan jo ikke læse dine tanker! Giv ham en chance for at forstå dig. Slut med hviser og måskeer! Hvad VIL du, Ida?
Hvis bare jeg selv vidste… Jeg var ved at græde, men tog telefonen. Bare spørge?
Ja. Bare spørg, sukkede Line.
Der gik ikke længe, før telefonen bimlede billedet på skærmen fik mig til at smile.
Nå? Er du klogere nu? Line lo og kiggede på uret. Pokkers! Jeg kommer for sent! Nogen skal på ferie, andre skal arbejde. Op med humøret, søster! Du skal nok få det hele Christian har tænkt sig om! En uge for jer to, en uge med alle tre. Du er ingen appendiks til dit barn, du er også en kvinde. Jeg misunder dig! Palle tænkte aldrig så langt. Nå vi ses! Og snak med Mads. Jeg tror, han er klar til at kalde Christian for far.
Tror du?
Jeg ved det! Men jeg har aldrig sagt det.
Line tog frakken og fór ud. Ved døren vendte hun sig og rakte tunge. Tænk dig om, sagde hun med øjnene.
Og jeg tænkte.
Og det gav resultat.
Tre år senere modtager Mads, stolt, sin nyfødte lillesøster i armene fra sin papfar og nikker taknemmeligt til den, han har kaldt far i et par år.
Pas nu på, Mads! udbryder jeg, men Christian holder mig tilbage og lader søskende mødes, uden indblanding.
Tag det roligt, alt går godt. Ikke, søn?
Far! Nu fornærmer du mig, Mads løfter forsigtigt det blonde tæppe, som han og Christian nøje valgte sammen, og smiler. Mor Hun er smukLillesøsteren har små, knyttede hænder og en mund, der åbner sig i et tavst gab, fyldt med nyhedens skrig. Mads vugger hende, som om han har gjort det hver dag i sit liv, og rækker hende stolt frem mod mig.
Mor, vil du holde hende? Hun savner dig allerede.
Jeg tager hende fra hans favn, og han læner sig ind mod mig. Bag os står Christian med armene om os begge. For første gang i lang tid mærker jeg roen brede sig i kroppen som varmt vand. Ingen hviser, ingen men. Bare os, samlet i lyset fra eftermiddagssolen i vores lille stue.
Ved du, hvad hun skal hedde? spørger Mads og kigger på Christian.
Christian ser på mig, og i det lille øjeblik rækker hans blik fra fortiden og helt hen i fremtiden.
Hvad synes du, Mads?
Mads tænker længe, som kun en seksårig med verdens største ansvar kan gøre det, og siger så:
Elisa. Ligesom i eventyret. Fordi hun bliver stærk, hvis vi passer på hende. Og du sagde, far, at man kun vokser, hvis nogen tror på én.
Jeg nikker gennem tårer, og Christian kysser min pande. Familien sidder tæt, og der er ingen skel mere kun os, syet sammen af fortidens erfaring og fremtidens håb.
Mads læner sig op ad Christian. Far, tror du, jeg kan lære hende at cykle?
Christian griner og løfter Mads op, så han kan se efterårstræerne gennem vinduet.
Der er tid, Mads. Alt i verden er tid. Nu skal vi bare være os.
Og jeg ved, at det er sandt. Vi har fået tid. Ikke fra konditionalis, ikke fra tvivlen, men fremtid, tør og sandet og god.
Uden flere hvis.
