Mikkel Andersen gik ind i stuen, hvor hans far Jens sad med avisen i hænderne.
Jeg vil have en skilsmisse, far. Jeg er træt af at bære alting alene. Min kone, Lærke, er så doven hvor mange gange skal jeg selv skrabe gulvet?
Jens så på ham med et blidt blik og svarede:
Tilgiv mig, min søn.
Tilgiv mig for hvad?
For at jeg ikke altid har behandlet din mor, Kirsten, med den respekt, hun fortjente. Det er min fejl, at du bærer den mørke tanke om at give slip på ægteskabet.
Du mener, jeg skal blive hos hende?
Ja, undgå at tænke på skilsmisse. Lad den tanke aldrig komme i dine tanker igen.
Skal jeg holde ud til livets ende?
Du behøver ikke udholde. Du tåler ikke kun hende, men også din egen dårlige holdning. Hvis du ændrer dig selv, vil alt omkring dig ændre sig.
Hvordan gør jeg det?
Se på din kone, som Herren lærer os at se på. Hun er en gave fra Gud til dig din glæde, din hjælper, mor til dine børn. Hun er som en skrøbelig vase, som Gud har lagt i dine hænder, så du må holde den blidt, forsigtigt og beskytte den. Alt andet er kun småting.
Hvis hun i dag mangler noget, vil hun lære det. Du er heller ikke perfekt, men du kan vise hende vejen. Når hun ikke når at gøre noget, så dæk hendes svaghed med din styrke og kærlighed. Hvis hun er usikker på noget, så fortæl hende det ved aftenens te, mens du omfavner hende på skuldrene. Jeres vej er kun jeres egen, jeres kærlighed kun jeres. Den, som prøver at så had i jeres hjem, er fjenden af din familie selvom det er din egen mor, din bror eller din bedste ven. Døm dem ikke, tilgiv dem, og lad dem forstå, at du vil dø for din kone og din kærlighed, men du vil aldrig tillade nogen at såre din familie med et dårligt ord.
Har du også overvejet at blive skilt fra din mor?
Vi har haft vores stridigheder, selv uden hjælpere. Vi var stolte og dumme af os selv. Jeres liv er anderledes. Ingen kan jage jer fra Guds vej. Bed om visdom fra Ham, giv plads til hinanden, vær barmhjertige og trøstende. Kærlighed vokser, selv når du ikke ser den. Dens fulde værdi vil du kun mærke i den dybe alder, når du om aftenen holder Lærke i dine arme, og ord ikke længere er nødvendige.
—
Mikkel sank stille ned. For første gang i lang tid så han på Lærke, ikke som en byrde, men som et menneske, der også blev træt, havde svagheder og søgte varme og støtte. Han skammede sig over, at han kun havde set hendes fejl, ikke de øjne, der engang strålede af glæde ved hans side.
Den nat gik han hjem uden at udsætte nogen bebrejdelser. Han gik hen til Lærke, omfavnede hende og sagde lavmælt:
Undskyld, jeg har ikke set den dyrebare gave, som du er i mit liv.
Hun blev forvirret, men i hendes øjne tændtes et lille lys det samme lys, der engang band deres hjerter sammen. Ingen mange ord var nødvendige. Stilheden, berøringen og følelsen af, at de stadig var sammen, sagde nok.
Den sande kærlighed forsvinder ikke. Den kan falde i dvale under lag af sårede følelser og daglige bekymringer, men hvis du vander den med opmærksomhed, tålmodighed og ømhed, så vågner den op og bliver stærkere end før.
Livets visdom: Når du vælger at elske med hele dit hjerte og tager ansvar for din egen holdning, blomstrer forholdet, uanset hvilke storme der måtte komme.
