Uanmeldt besøg hos min mand gjorde det klart, hvorfor han altid arbejder over
I treogtyve år har Rikke Sørensen kogt kartoffelmos, strøget skjorter, holdt ud med svigermor og hendes evige bemærkning: “Åh, da Jesper var lille, spiste han havregrød uden brok.” Treogtyve år troede hun på, at Jesper blev længe på kontoret fornuftigt. Der var jo altid budgetafslutning, møder, eller noget uforudset. Det lød jo logisk.
Men så skete der et skifte. Ikke lige med det samme, selvfølgelig. Først var det bare, at han ikke tog telefonen. Jamen, manden havde travlt. Så blev aftensmaden kold tredje gang på en uge. Pludselig duftede han af en ny, blomstrende parfume, som Rikke ikke havde købt til ham.
Hun lavede ikke en scene. Rikke var ikke sådan en, der råber uden grund. Hun var mere den type, der ligger vågen og stirrer op i loftet klokken to om natten tre uger i streg, står op, tager frakken på og så kører afsted.
Så det gjorde hun.
På turen ringede hun til veninden, Lene, som sagde netop det, Rikke forventede:
Rikke, hvad vil du med det? Du tager derhen og hvad ser du? Det bliver kun værre for dig selv.
Det kan næsten ikke blive værre, svarede Rikke og lagde på.
Jesper arbejdede på tredje sal i et kontordomicil ved Rådhuspladsen, “Nordlys”, et sted Rikke havde besøgt to gange; til firmafesten for tre år siden og da hun engang kom forbi med hans glemte adgangskort. Dengang havde sikkerhedsvagten set på hende med respekt: chefens kone.
Nu var klokken snart syv. Parkeringspladsen næsten tom. Det meste af bygningen mørk.
Undtagen ét sted.
Rikke stoppede ved bilen og kiggede op. Tredje sal, det yderste vindue til højre Jespers kontor. Der var lys. To silhuetter kunne anes bag glasset.
Hun stod helt stille og så op.
Tog mobilen frem og ringede.
Der var ringetoner. En. To. Tre.
Bag vinduet bøjede én den mindre af de to sig lidt mod den anden.
Fire ring. Fem.
Abonnenten kan ikke nås…
Rikke lagde telefonen fra sig og gik ind.
Ved indgangen sad vagten, Henrik, og kiggede op, som om hun viste ham en ransagningskendelse og ikke bare et sundhedskort.
Hvem skal du op til?
Sørensen. Jesper Sørensen. Tredje.
Er du skrevet i gæstebogen?
Rikke betragtede ham roligt, så intensivt som en, der har tænkt sig at vælte en mur, uanset hvad.
Jeg er hans kone.
Henrik tyggede lidt på det. Trykkede på noget ved skranken. Ventede.
Han svarer ikke.
Det ved jeg, sagde hun. Men han er deroppe.
En pause. Henrik tænkte tydeligt over, om han burde lade chefens kone passere uden tilladelse eller følge reglerne. På den ene side: sikkerhedsinstruks. På den anden: koner… Forklar lige det.
Kom bare igennem, sagde hun, og Henrik flyttede hånden fra spærren.
Tredje etage. Lang ens gang, gråt tæppe, døre med navneskilte. På vej ned ad gangen tænkte Rikke, at hun burde have ringet til Lene igen. Eller bare slet ikke været kørt. Eller måske have sat sig et sted og fået en kop kaffe først. Bare lige for at se normal ud.
Men hvad er normalt, egentlig?
Kontoret lå for enden. Døren stod halvt på klem, en lysstribe langs kanten. Man kunne høre stemmer.
Rikke standsede to meter fra døren.
En kvindestemme lo. Let, svævende. Som om Jesper havde sagt noget virkelig sjovt.
Så lød Jespers stemme. Rikke hørte til. Tredive sekunder. Et minut. Hænderne iskolde, kinderne varme.
Så åbnede hun døren.
Jesper sad på kanten af bordet ikke ved det, men på det og forklarede et-eller-andet for en yngre kvinde, der stod med papirer i hånden. Cirka otteogtredive år, nydelig, håret sat i en opsætning.
De så begge op.
Pausen sagde det hele.
Rikke? spurgte Jesper. I navnet lå overraskelse, frygt, og værst af alt: en snert irritation. Som om hun forstyrrede ham.
Godaften, svarede Rikke roligt.
Kvinden trådte tilbage. En gang til. Så kiggede hun på papirer, som blev flyttet fra venstre til højre hånd.
Kom du bare ind uden at sige til? Jesper sprang ned fra bordet, forsøgte at gøre ansigtet neutralt.
Jeg ringede jo, sagde Rikke. Du tog ikke telefonen.
Jeg havde travlt, det kan du da se.
Det kan jeg, nikkede Rikke.
Ja, hun havde i den grad set. Så den øverste skjorteknap, han aldrig plejede at lade stå åben. To thekrus, det ene med læbestift. Kvinden, der ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sine papirer.
Det her er Emma, min nye projektleder, forklarede Jesper. Hans stemme var rolig, forklarende, præcis som når man prøver at lyde som om, man intet skjuler men skjuler noget.
Hyggeligt at møde dig, sagde Rikke.
Emma lagde papirer på bordet, nikkede og sendte et forsigtigt smil. Rikke dømte hende næsten ikke; Emma havde jo ikke lovet Jesper noget.
Jeg tror, jeg smutter, sagde Emma.
Ja, du smutter bare, sagde Rikke.
Emma var væk på sekunder. Velopdragen pige.
Jesper og Rikke var alene. Stilheden tung. Udenfor: gadelamper, regnvåde biler, fremmede liv.
Hvad ville du her? sagde Jesper. Ikke et spørgsmål, mere et bebrejdende suk.
Rikke så på kruset med læbestift. Så på Jesper.
Jeg ville forstå, hvorfor du ikke tog telefonen.
Jeg var optaget, det forklarede jeg jo.
Det forklarede du.
Pausen voksede.
Rikke, lad nu være med at gøre det her til et drama. Det var bare arbejde. Et forretningsmøde.
Klokken syv om aftenen.
Ja, det kan ske, vi har travlt med projektet, det forstår du vel?!
Jesper talte højere, mere ivrigt, lettere irriteret. Når argumenterne mangler, stiger lydstyrken det havde Rikke lært på treogtyve år.
Hun var tavs. Stirrede.
Et eller andet gav sig i Jesper. Normalt ville hun her enten have grædt, undskyldt eller være gået. Nu stod hun bare. Tavs.
Lad os tage hjem, sagde han, dæmpet.
Ja, lad os, sagde hun stille og gik foran gennem gangen med det grå tæppe. Hovedet mærkeligt tomt, men alt stod klart.
Hun havde set det hele. Nu måtte hun beslutte, hvad hun ville gøre.
Køreturen hjem var ordløs.
Jesper kiggede på vejen. Rikke så ud på de lyse vinduer bag regnens slør. Bag hver en historie, en familie, måske endnu en Emma. Eller ikke endnu.
I elevatoren trykkede Jesper på femte. Rikke tænkte: “Nu går vi ind, og han forklarer, grundigt, med referencer til arbejdspres og misforståelser. Forklare det kunne han altid.”
De gik ind. Jesper hængte jakken pænt op det havde altid irriteret Rikke, men nu irriterede det hende mærkeligt nok endnu mere.
Rikke, hør nu.
Jeg lytter.
Hun gik i køkkenet. Jesper fulgte, lænede sig op ad væggen, hænderne i lommerne.
Rikke, der var intet mellem mig og Emma.
Okay.
Vi arbejdede bare.
Okay, Jesper.
Du tror mig ikke.
Nej.
Det overraskede ham. Han havde nok forventet tårer. Skænderi, måske knust porcelæn. Men ikke et roligt nej.
Hvorfor? spurgte han.
Fordi jeg så dit ansigt, da jeg kom ind, svarede Rikke. Du kiggede på mig, som om jeg var i vejen.
Det passer ikke.
Jesper. Hun vendte sig om. Jeg har kendt dig i treogtyve år. Jeg ved, hvordan du ser ud, når du er glad for at se mig. Det var du ikke i dag.
Han tav.
Rikke, du overdriver.
Måske, trak hun på skuldrene. Men parfumen har jeg heller ikke fundet på. Den du har brugt de sidste tre måneder.
Det er min cologne.
Du har aldrig brugt sådan en. Det har altid været mig, der købte. Og den du har nu, er en anden.
Jesper ville svare, men stoppede. Hans ubehag var klart.
Rikke, jeg sværger, intet alvorligt.
Ikke noget alvorligt hun gentog ordene roligt men noget var der?
Det har jeg ikke sagt!
Men du sagde lige det.
Jesper gned ansigtet. En gestus Rikke kendte. Han gjorde det, når han skammede sig.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Det er bare let med hende. Hun er yngre, ser anderledes på mig. Jeg ved godt, det lyder dumt.
Det lyder ærligt, sagde Rikke.
Intet alvorligt er sket. Virkelig.
Men det kunne være.
Han havde ikke noget svar. Stilheden sagde alt.
Rikke nikkede for sig selv.
Klart, sagde hun.
Rikke, lad nu være med at foregribe.
Jesper, hendes stemme var rolig jeg er ikke for hurtig. Jeg har haft tre måneder til konklusionerne. Mens du brugte en andens parfume, lod mobilen ringe og så på mig, som om jeg var en møbel.
Han sådan ned.
Jeg skal sige dig noget, hun fortsatte og jeg vil gerne have, du lytter færdig. Ingen forklaringer, ingen indvendinger. Derefter siger du, hvad du vil. Er det aftale?
Jesper nikkede.
Jeg råber ikke. Jeg smadrer ikke noget. Jeg vil bare ikke længere lade som om, alt er fint. I treogtyve år har jeg ikke stillet spørgsmål, for ikke at irritere dig. Det er slut nu.
Jesper så op.
Det er ikke en trussel. Bare sådan, det er. Du må beslutte, hvad du vil. Nu.
Jesper var tavs længe. Så sagde han, næsten uhørligt:
Rikke. Jeg er en idiot.
Ja, sagde hun. Men det svarer ikke på noget.
Samme nat kørte Rikke til Lene.
Hun pakkede kofferten hurtigt. Jesper stod i døren, mens hun klappede den sidste lynlås.
Skal du være væk længe? spurgte han.
Det ved jeg ikke.
Rikke…
Jesper, hun rakte ud efter tasken vi må tænke hver for sig.
Han sagde ikke imod. Det sagde mere end tusind ord.
Lene åbnede døren, kiggede på Rikke, på kufferten, sagde ingenting. Satte bare kaffe over. Derfor havde de været veninder i tyve år.
De sad i køkkenet til klokken to om natten. Lene lyttede. Snakkede kun, så stilheden ikke blev for tung.
Den tredje dag ringede Jesper. Ikke for at forklare eller forsvare sig. Han sagde:
Rikke, jeg vil have dig hjem igen. Jeg har forstået noget.
Og hvad er det?
At jeg er en idiot. Men det har jeg sagt før, så det tæller vel ikke meget. Jeg vil vise dig det nu.
Rikke var stille.
Fint, sagde hun så.
Hun kom hjem en fredag aften. På køkkenbordet stod kartoffelmos, lidt for sammenkogt. Jesper havde altid overkogt den bange for, den ikke blev færdig. Ved siden af en buket blomster, sammensat lidt kejtet.
Rikke stillede tasken. Så på mosen. Så på blomsterne.
Jeg overkogte dem, sagde Jesper bag hende.
Jeg kan se det.
Men ellers er det vist spiseligt.
Det må vi se, sagde Rikke.
Og gik ud for at vaske hænder. Sådan er livet. Nogle gange er mosen overkogt, andre gange ikke. Det vigtigste er at tage bladet fra munden og ikke tie i årevis.
