**Dagbog**
»Hej, Mette?« lød en velkendt stemme i telefonen.
Hjertet hamrede pludselig så højt, at det næsten kunne vække manden ved hendes side. Hvis det ikke var for tv’ets monoton duren, ville han helt sikkert have hørt det. Hun kunne ikke få et ord frem.
»Jeg har savnet dig. Jeg kunne ikke vente længere. Jeg tænker konstant på dig. Lad os mødes,« fortsatte den bløde mandestemme.
Mette gik ud på gangen og lukkede døren stille bag sig. Hun lænede sig mod væggen, benene føltes som gelé.
»Mette, er du der?« kaldte stemmen, lokkende og samtidig skræmmende i dens virvirkelighed.
Hvorfor tog hun telefonen? Hvorfor kiggede hun ikke på skærmen først?
Hun havde forsøgt at glemme ham, glemme den vanvittige nat. Hun havde overbevist sig selv om, at hendes ægteskab var stabilt, at Viktor var en god mand, at de havde været sammen i så mange år. Hun havde ikke brug for andet…
Hun og Viktor havde gået i samme klasse. Viktor var drengen, der altid fik topkarakterer, vandt matematikolympiader. I de senere år begyndte han at gå med briller, så han fik øgenavnet »Bogen« – og ikke uden grund. Han var rolig, lidt buttet og med runde kinder, som en figur lige ud af en dansk klassiker.
Mette, som alle andre piger i klassen, så ham ikke som en mulig kæreste. Men at spørge om hjælp til en matematikopgave? Det var en anden sag. Hun kunne lide drenge, der var charmerende, sporty, med humor og lidt frække.
Engang mødtes de tilfældigt på gaden, faldt i snak og mindedes gamle klassekammerater. Viktor havde skiftet brillerne ud med linser. »Han er da egentlig sød nok,« tænkte Mette dengang.
Viktor blev færdig med sit studie i København, mens Mette stadig læste til læge. De udvekslede telefonnumre – bare i tilfælde af. Fem år efter gymnasiet var der planer om et klassegenforening. Viktor lovede at ringe til hende, så hun vidste, hvornår og hvor. Mette gav ham sit nummer men havde ikke tænkt sig at tage med. Hun glemte ham igen med det samme.
Men få dage efter ringede han og inviterede hende i biografen. Hun havde da haft kærester, men intet seriøst. Dem, hun kunne lide, var altid optaget af andre, og dem, der tilbød hende noget, havde hun ikke lyst til.
»Tag afsted, ellers ender du som gammel jomfru,« sagde hendes mor.
Så Mette tog med Viktor i biografen. Sådan begyndte deres forhold. Han erklærede sin kærlighed og friede ikke længe efter. Med ham var der tryghed. Han arbejdede for et stort firma med gode udsigter.
»Hvad tøver du for? Tag imod ham,« rådede moren, og Mette sagde ja.
Deres forhold var roligt. Hvis der var skænderier, var det altid Mettes skyld.
Så fik de en datter. VikSvigermor blandede sig ikke i deres forhold, men passede gerne barnebarnet, når det var nødvendigt, og selv Mettes forældre hjalp altid, når de blev spurgt.
