Tidligt om morgenen ringede min nabo og spurgte:
Har du hørt, hvad din kusine har gjort?
Nej, hvad er nu sket?
Hun vil åbenbart søge om skilsmisse som 54-årig, efter 30 års ægteskab.
Sådan en nyhed fik min kæbe til at ramme gulvet som vi siger i Danmark. Hvordan kan det nu være, de har jo altid virket som en helt normal familie? Hendes mand drikker ikke, er nu folkepensionist og ni år ældre end hende. De har tre voksne børn, alle bor for sig, og har allerede fem børnebørn. Og pludselig beslutter hun sig for at blive skilt.
Måske er der noget, jeg misforstår? Så jeg ringede straks til min kusine og foreslog, at vi mødtes. Vi aftalte at ses i Frederiksberg Have og snakke roligt sammen. Og hendes ord var som en drøm, hvor tankerne svømmede rundt:
Jeg er helt drænet, jeg har løbet rundt som en hamster i et hjul hele livet. Min mand havde sit arbejde, jeg mit, men efter dagens arbejde lagde han sig bare på sofaen, så TV eller slappede af, eller tog måske ud på den lokale café for en øl med vennerne, mens jeg begyndte på det næste skift hjemme. Jeg tror, de fleste danske kvinder kender til det her.
Du kommer hjem og starter: vasker tøj, laver aftensmad, forbereder til næste dag, for børnene skal have noget at spise efter skole. Så skal der gøres rent, vaskes op, støvsuges for manden er træt og børnene har travlt med lektier og fritidsaktiviteter. Og alt det, som alle hjemmegående ved.
Jeg håbede, det ville blive lettere, når børnene blev voksne. Men jeg tog fejl. Børnene flyttede, manden blev pensionist, og jeg fortsatte med at arbejde.
Nu er min elskede mand altid hjemme eller på fisketur, men han gør aldrig noget i huset. Hver gang jeg kommer hjem, venter han bare på, at jeg skal lave alting.
Den sidste søm i kisten kom, da jeg blev forkølet. Da han kom hjem fra fiskeri, spurgte han ikke, hvordan jeg havde det eller om jeg manglede noget, nej, han flåede døren op til køleskabet og råbte, hvorfor der ikke var noget mad, og at jeg da i det mindste kunne have kogt kartofler det er jo ikke svært.
Jeg svarede, at hvis det ikke var svært, kunne han da selv gøre det. Så sagde han:
Hvorfor skal jeg have en kone, hvis jeg selv skal lave mad?
Da jeg hørte det, sagde jeg, at jeg ikke ville mere. Nu skal vi skilles, vi deler lejligheden og lever hver for sig. Jeg vil endelig prøve at leve lidt for mig selv.
Børnene var ikke glade. De sagde, at jeg efterlod ham alene, at han ikke kunne finde ud af noget, og at han ville gå til i ensomhed.
Men det rører mig ikke mere. Han har brændt sig selv. Hvis han ikke værdsætter, hvad han har, må han opleve, hvordan det er.
Sådan står det til. Måske bliver der ro på, men min kusine virker meget beslutsom.
Jeg har mine tvivl, for det er ikke nemt at blive alene, når man bliver ældre.
Hvad synes du?
