Kom indenfor, mor, vi har ventet på dig, sagde sønnen Mikkel, mens svigerdatteren Signe tog Mariannes frakke og rakte hende et par hjemmesko. Pludselig blev Signes smil erstattet af et bekymret blik.
Marianne trådte ind i stuen, og Signe nikkede diskret mod gulvet. Mikkel så straks det samme som hun gjorde våde fodspor på trægulvet. De udvekslede et hurtigt blik, men valgte ikke at sige noget endnu.
Der var ellers glade nyheder hjemme hos Mikkel og Signe for ikke så længe siden havde de fået tvillinger, som nu var blevet lidt større, og derfor havde de inviteret den nærmeste familie for at fejre det.
Marianne, der for længst var blevet folkepensionist, havde selv strikket de smukkeste små dragter til tvillingerne og bragt dem med for at købe noget i butikken havde hun ganske enkelt ikke råd til, sådan som pensionen rakte. Hun havde ikke haft lyst til at komme uanmeldt, men Mikkel og Signe havde insisteret; på en dag som denne hørte deres mor til i familien.
Drengene havde fået navnene Niels og Jens. Marianne var stolt over valgene, for hendes mand havde heddet Jens, og hendes far hed Niels – og Mikkel havde videreført traditionen for danske drengenavne i familien, hvilket glædede hende meget.
Så yndige de er! Den ene ligner dig, Signe, og den anden… Åh nej, nu kan jeg ikke kende forskel længere de ligner jo hinanden, som to dråber vand, Marianne løb rundt om vuggen, helt forvirret over, hvem der var hvem, for de to drenge var virkelig umulige at skelne fra hinanden.
Mikkel og Signe grinede hjerteligt, for bedstemors glæde og samtidig uro bragte smil på deres læber.
Da gæsterne var gået, begyndte Marianne også at gøre sig klar til at tage hjem. Signe så på Mikkel, som sagde:
Mor, skal du ikke blive og overnatte? Det er sent nu, og bussen går måske ikke længere. Du kan jo hjælpe Signe med drengene de skal bades og puttes i seng i aften.
Jo, det kan jeg da godt, hvis I har brug for det, svarede Marianne.
Hun hjalp Signe med at rydde af bordet og vaske op, og bagefter gik de sammen ind på badeværelset for at gøre tvillingerne klar til natten. Der var så meget glæde i bedstemors øjne. Signe lagde den ene dreng på Mariannes arme, og straks sagde Marianne, at hun var lidt nervøs han var så lille, hun var bange for, han gled ud af hænderne på hende.
Mor, du fik jo engang Mikkel vokset op uden uheld, grinede Signe.
Ja, men det føles som et helt andet liv, jeg kan dårligt længere huske, hvordan jeg skal holde sådan en lille én, sukkede Marianne.
Signe rakte hende Niels, og med det samme faldt drengen i søvn, som om han kunne mærke noget velkendt og trygt. Signe vuggede Jens i armene.
De gav Marianne sit eget værelse, så hun kunne få sovet godt, men hun havde svært ved at falde til ro. Hver gang en af drengene gav lyd, lyttede hun, og efter en nat med årvågenhed faldt hun endelig hen ud på morgenen.
Da hun vågnede, duftede der af kaffe og friskbagt brød. Signe havde gjort morgenmaden klar, mens drengene stadig sov.
Hvor er Mikkel? spurgte Marianne forundret, da hun kun så svigerdatteren i køkkenet.
Sæt dig bare ned, mor, han kommer om lidt, svarede Signe og smilede beroligende.
Kort efter kom Mikkel ind med en stor papkasse under armen.
Mor, den her er til dig. Åbn den, sagde han og smilede.
Marianne åbnede låget og så et par splinternye støvler. Hun blev så overrasket, at hun næsten ikke kunne sige noget.
Kære børn, de er alt for dyre, dem kan jeg ikke tage imod, sagde hun næsten grædefærdig.
Ikke dyrere end dig, mor. Tag dem nu på og brug dem i mange år, sagde Mikkel mildt.
Marianne tog støvlerne på og kunne ikke forstå, hvor børnene vidste fra, at hun havde brug for nye de gamle var gået op i limningen og kunne ikke repareres, og råd til nye havde hun ikke haft.
Pludselig begyndte en af drengene at græde, og bedstemoren, nu i sine nye støvler, skyndte sig straks ind til dem.
Hvor er du dygtig, tak, sagde Mikkel stille til Signe. Jeg var aldrig selv kommet på det.
Det var heller ikke så svært, sagde Signe, mens hun krammede sin mand. I går da din mor kom ind med våde sko og lod våde spor på gulvet, så vidste jeg det med det samme. For os er tre tusind kroner mange penge, men vi skal nok tjene dem igen. For din mor er det et bjerg. Nu kan hun gå vinteren trygt i møde.
Og Marianne følte den varme, der kun kan findes der, hvor man ved, at man stadig betyder noget og er elsket om det så var fra støvlerne eller familiens kærlighed, var ikke til at sige.
