Jon ventede på sin brud. Gæsterne var samlet, dagen planlagt ned i mindste detalje, men Grethe ellers altid så punktlig var forsinket uden at have sagt et ord.
»Hun kommer nok ikke,« spøgede en ven og klappede ham på skulderen.
Men Jon stirrede på uret, hvis nådeløse visere sled sekunderne i stykker, og håbet blev ved at blafre som et flag i stormen
Grethe, den yngste af tre børn af Karl Mikkelsen og hans kone Inge, hadede stilheden. Men i deres lille lejlighed i en arbejderforstad til København var alting gråt og tavst. Faderen, der skiftede job som andre skiftede sokker én dag fejede han gader, den næste arbejdede på en fabrik, den tredje hjalp den lokale slagter kom altid hjem udmattet, spiste aftensmad og begravede sig i aviser.
Moden reparerede gamle klæder eller syede om til de små, hvad der var blevet for småt til de store. Og børnene, samlet i deres hjørne, hviskede eller tav helt for ikke at forstyrre.
Sådan huskede Grethe sin barndom lange, grå aftener og en stilhed, der skulle beskyttes for enhver pris. Kun uden for hjemmet kunne hun være sig selv. Ofte blev hun hængende efter skole sammen med venner i det lokale amatørteater, hvor hun følte sig som en anden lyslevende og fri.
I arbejderkvarterer ender barndommen tidligt. Da Grethe blev 13 i 1918, var hendes skolegang forbi. Familien havde ikke råd til mere. Den unge pige fik arbejde i en frisørsalon, hvor hun vaskede hår, og senere i en stormagasin, hvor hun solgte hatte.
Den smukke ekspeditrice blev bemærket af en reklamefilmsinstruktør, der arbejdede for butikken. Grethe fik tilbudt en lille rolle for ekstra penge og hun takkede ja. For efter at Mikkelsens havde mistet forsørgeren, faderen, var pengene blevet knappe. Sygdomsbehandlingen havde slugt deres små opsparinger.
Den korte film, som endda blev vist i biografer, tiltrak opmærksomhed fra instruktøren Erik Møller, der inviterede hende til en komedie, »Peter Landstrygeren.« Han sikrede hende også et stipendium til Den Kongelige Teaters skole. En uddannelse på så prestigiøst et sted kunne den 17-årige Grethe aldrig selv have betalt!
Skolen blev drevet af berømte danske skuespillere og instruktører. Og en af dem den 40-årige Morten Stenberg kunne ikke overse den talentfulde pige. Hans protektion gav Grethe hovedrollen i en film baseret på en roman af nobelprisvinderen Johannes V. Jensen. Og det var ham, der gav hende det nye, kraftfulde navn, hun blev berømt under: Grethe Mikkelsen blev Grethe Mørk.
Men Stenbergs beskyttelse kom med en pris. Han skældte hende ud for hvert ekstra kilo, valgte hendes tøj og forlangte, at hun adlød hans ønsker. På filmsettet vendte folk sig væk, når Stenberg rasede mod sin unge muse og fik hende til at græde.
Hun tav. Hun huskede sin fattige, glædesløse barndom. Alt var bedre end at vende tilbage til den lille lejlighed i arbejderkvarteret.
Lydigheden bar frugt. Da den berømte filmproducent Lars Madsen, en af grundlæggerne af »Nordisk Film«, tilbød Stenberg at komme til Hollywood, insisterede den danske instruktør: kun hvis hans skuespillerinde kom med! Grethe lignede ikke de pikante amerikanske stjerner fra 1920erne, men Madsen gik med på det.
Men da Stenberg og Grethe, fulde af håb, ankom til New York mødte de tavshed. Ingen fra studiet svarede. Efter to måneders venten tog det fortvivlede par til Hollywood. Men også her var der stilhed.
Til sidst tog Grethe sagen i egen hånd og mødte op til en prøve hos instruktøren Ib Thomsen, en anden leder hos »Nordisk Film.« Han blev imponeret. Grethe skulle laves til en stjerne engelsklærere, danselærere, streng diæt, tandlæge, kosmetolog
Da hun dukkede op i »Forføjersken« som en elegant grevinde, var der ingen, der genkendte pigen fra arbejderforstaden.
Stumfilm med Grethe Mørk blev en kæmpe succes. I 1928 var hun stud
