Kirstine, åben døren straks! Vi ved du er der! Lise så lys i vinduet!
Kirstine var netop ved at binde en gren af lisianthus fast til den gamle træpind. Hænderne var grønlige af plantestilke, forklædet jordet og lidt fugtigt. Hun kiggede mod glasdøren ind til værkstedet. Udenfor stod to skikkelser. Den ene genkendte hun straks, selv gennem det dugget glas. Brede skuldre, det kobberrøde, farvede hår. Louise Pedersen. Hendes eks-svigermor.
Kirstine lod sig ikke haste. Hun satte lisianthusen i spanden med vand, trak handskerne af og hængte dem på sømmet ved arbejdsbordet. Først derefter gik hun ud for at åbne.
God aften, sagde hun og skød slåen fra.
Louise Pedersen gik forrest ind, uden at vente på invitation. Efter hende kom Lise, Victors søster, med røde, grædende øjne og et knudret tørklæde sjusket kastet om halsen.
God aften, Kirstine er der noget godt ved det? Har du tabt besindelsen? sagde Louise Pedersen og lod blikket glide bebrejdende rundt i kælderværkstedet som om hun ledte efter fejl. Hun fandt hurtigt noget: Du står og dufter til blomster, mens et menneske ligger for døden.
Hvem ligger for døden? spurgte Kirstine roligt.
Victor! råbte Lise, så snøftede hun med hånden for munden. Han er på hospitalet. Bilulykke. Ryggen.
Kirstine så bare på dem. Indeni mærkede hun noget stramme sig, som det kun kan, når man én gang har brændt sig og nu trækker sig instinktivt fra ilden. Året før havde alt i hende reageret på navnet Victor. Nu føltes det anderledes. Afmålt, dermed også afklaret.
Sæt jer, sagde hun og nikkede mod to skamler ved bordet.
Vi har ikke tid til at sidde, afbrød Louise, men faldt alligevel tungt ned på en skammel. Kirstine vidste, hendes ben ikke var gode. Åreknuder, blodtryk.
Lise blev stående og drejede på tørklædet.
Fortæl nu ordentligt, bad Kirstine.
De fortalte i munden på hinanden, afbrød og modsagde. For tre dage siden kørte Victor ad motorvejen i regnvejr. Han mistede kontrollen, ramte autoværnet. Bilen var totalskadet. Han overlevede, men med brækket rygsøjle. Operationen overstået, men lægerne turde ikke love noget. Måske kunne han stå op igen måske ikke. Han havde brug for pleje, for nogen tæt på.
Hvad med Camilla? spurgte Kirstine.
Hun sagde navnet uden at bæve. For et år siden, havde det låst sig som glas i kødet. Camilla, 28 år, salgschef. Hende Victor forlod sin familie for efter 18 års ægteskab.
Louise Pedersen strammede læberne sammen.
Camilla rejste.
Hvor?
Hjem til sin mor. I Esbjerg. Lise kneb læberne sammen, denne gang af vrede. Så snart hun hørte, at han nok aldrig kan gå, pakkede hun to kufferter og tog væk. Og hun tager ikke telefonen.
Der blev stille i værkstedet, kun vandet fra den dryppende hane lød gennem skæret af jord og sødlige liljer.
Hvad forventer I af mig? spurgte Kirstine til sidst.
Louise rettede sig.
Kirstine, I levede sammen i 18 år! Du kender ham bedst. Du kan tage dig af ham. Han lytter kun til dig. Han har brug for dig.
Louise, du taler om en mand, der forlod mig for en anden. Der et år siden ikke fandt min plads i det liv, vi byggede sammen.
Lad nu det ligge i fortiden, indskød Lise. Det handler om hans liv!
Hans liv?
Lægen sagde, at hvis han ikke får kontinuerlig pleje kan der komme komplikationer liggesår, lungebetændelse! Det er alvor nu, Kirstine!
Kirstine gik hen og lukkede hanen. Stirrede på sine hænder. Tooghalvtreds år gamle hænder. Hænder, der havde bundet buketter, som folk tog billeder af og hængte op. Bagt brød, givet børnenes feber medicin, forbundet Victors snitsår, skruet stikdåser fast, båret tunge indkøb for hele familien. De kunne det hele. Men Kirstine havde aldrig tænkt over, om hun ville eller bare gjorde. Fordi det var det man gjorde. Fordi man skulle. Fordi der ikke fandtes et alternativ.
Hun tørrede hænderne, vendte sig om.
Jeg tænker over det, sagde hun blidt.
Vi har ikke tid! Louise rejste sig, stemmen blev hård, næsten truende. Mens du tænker, ligger han der alene. Lise arbejder hele dagen, jeg har dårligt ryg. Du kan ikke bare blive ved med dine blomster og lade som om, det ikke angår dig!
Men hvis ikke mig, hvem da? sagde Kirstine stille.
Ingen svarede.
Udenfor værkstedets glasdør var natten faldet på. Oktober i Danmark, mørket kom tidligt. Kirstine så ud på den ensomme bænk foran, på den stille vej. Om sommeren plejede kunder at sidde der, mens hun lavede deres buketter.
Livets historie, tænkte hun. Ikke film, ikke roman. Men livet selv. To mennesker står foran dig og forlanger, at du skal genindtræde i en rolle, du ikke mere er.
Jeg kommer i morgen tidlig. Ser, hvordan det er. Men jeg lover intet.
Louise sukkede. Lise kastede sig i armene på Kirstine, som stod med armene langs siden og ventede, til hun slap.
Da de var gået, sad Kirstine længe på skamlen, svigermoren havde brugt. Hun så på blomsterne: Lisianthus i spanden, sartrosa, knopper så stramt lukkede som gamle breve. Krysantemum i trækasserne. Physalisgrene med de orange lygter. Hun havde selv skabt dette sted, lejet efter tre måneder alene. Malet væggene lysegrå selv, skabsdørene satte hendes ven Henning op for en god rødvin. Navnet Stilken fandt hun på og det blev hængende. Hun fandt sine leverandører, lavede hjemmeside, lærte at tage billeder så folk standsede op med tomlen over skærmen.
Et år. Én lang proces med at bygge sit eget. At leve for sig selv, fandt hun, er ikke egoisme. Det er normalt.
Og nu.
Hun slukkede lyset over arbejdsbordet. Lod kun lyset ved døren være tændt, som sædvanligt. Gik hjem.
Hospitalet var en stor, betontrist bygning, lange korridorer der duftede som kun offentlige hospitaler kan: klor, institutionaliseret mad, noget udefinerbart. Kirstine fandt afdelingen, spurgte sygeplejersken til vej. Er De pårørende? Tidligere ægtefælle, svarede Kirstine. Et løftet øjenbryn, men ingen bemærkninger.
Victor lå på en firesengsstue, men kun hans seng var optaget. Han lå under dynen, hænderne hvilende ovenpå. Tyndere end før, ansigtet gråt, blå skygger under øjnene. På natbordet stod et slatnet krus og en mobilskærm.
Han så hende, et forandret udtryk. Ikke glæde, mere en ro, som den der ventede og endelig fik svar.
Kirstine, sagde han.
Hej, sagde hun, satte posen med æbler og danskvand på bordet ikke fordi hun ville glæde ham, bare fordi man ikke besøger nogen på hospitalet tomhændet.
Hun satte sig på stolen ved vinduet, ikke på sengen.
Har du ondt?
Til at holde ud. Får piller. Pause. Du kom.
Jeg kom.
Mor ringede. Sagde, de havde været hos dig.
Ja.
Han så i loftet. Jeg troede, du ikke ville komme.
Jeg troede også, jeg ikke ville.
Stilhed. Blæsten klaprede på vinduet. November nærmede sig udenfor.
Camilla tog af sted, sagde Victor.
Jeg ved det.
Sådan endte det. Han forsøgte at smile, gloede mod loftet. Som i en film. Regnen kom. Manden slog korsets tegn. For sent.
Kirstine var tavs. Hun ville ikke have ondt af ham, men heller ikke jorde ham. Bare sidde og se på ham, denne mand hun havde delt atten år, et barn, hytter i Jylland, diskussioner om penge, forsoning igen og igen, og havde troet det var livet. At sådan var det bare.
Kirstine, sagde han, stemmen blødere, sådan som hun huskede. Når han ville have noget. Jeg har tænkt meget, mens jeg lå her. Når man ikke kan stå op, får man god tid. Jeg forstod, jeg var en idiot. At alt ægte jeg havde, det var dig. Hjemmet, familien. Camilla… Han fnes tørt. Det forstår du jo. Jeg beder ikke om tilgivelse, det er for sent. Men du er den nærmeste, jeg har. Den mest betydningsfulde.
Kirstine lyttede, iagttog ordenes rytme. Mest betydningsfulde. Jeg forstod. Alt det var ord for at overtale, få hende til at bære læsset. Ikke på grund af kærlighed, men fordi ingen andre ville skifte drop, tale med lægerne, bringe hjemmelavet mad, gøre det hun nu engang kunne.
Sådan kan relationer se ud efter en skilsmisse, tænkte hun. Man finder dig, når det gør ondt. Ikke af kærlighed, men fordi det er bekvemt.
Victor, jeg er glad for at du lever, og for at operationen gik godt. Men jeg kommer ikke tilbage. Hverken for at pleje, eller bare sån. Vi er skilt.
Jeg ved det…
Jeg er ikke færdig.
Han var overrasket hun plejede altid at lade sig afbryde.
Jeg skal nok undersøge mulighederne for en ordentlig plejer. Betale første måned, for jeg ved du ikke kan ordne det nu. Mere gør jeg ikke. Hun fandt en mappe frem, ledte længe. Her er papirer på bodelingen. Vi nåede aldrig at få det afsluttet. Nu beder jeg om, du skriver under.
Victor stirrede på mappen.
Mener du det seriøst?
Fuldt ud.
Jeg ligger her efter en rygoperation, og får papirer stukket i hånden.
Ja. For i morgen kan du påstå, du ikke var ved sans og samling. Nu er du det. Lægen kan bekræfte det.
Længe så han bare på hende. Hun veg ikke med blikket.
Du har forandret dig, sagde han.
Ja.
Du kunne aldrig før.
Måske ikke.
Han tog pennen. Skrev under.
Netop da kom lægen ind, Anders Møller, omkring 45, grå kitel, mappe under armen. Et ansigt præget af ro, det slags man får, hvis man arbejder meget og ikke længere forsøger at ligne én der ikke er træt.
Goddag, sagde han, så spørgende på Kirstine. Jeg er Anders Møller, ansvarlig læge.
Kirstine, sagde hun.
De er…
Tidligere ægtefælle, svarede hun. Igen. Hun begyndte at vænne sig til ordene.
Anders nikkede, intet mærkeligt her, og vendte sig mod Victor.
Hvordan gik natten?
Fint. Sov meget.
Godt. I dag hæver vi hovedgærdet. Vi ser, hvordan det går. Alt afhænger af genoptræningen, men tegner positivt indtil videre.
Doktor, sagde Kirstine, må jeg tale et øjeblik?
De gik ud i gangen.
Jeg vil gerne få en professionel plejer ind, sagde hun. Hvad vil du anbefale, hvilke kvalifikationer bør hun have, skal han have særligt udstyr?
Anders så hende direkte i øjnene.
Du ønsker ikke selv at pleje?
Nej.
Klog beslutning. Dem, der plejer ud af skyld, er sjældent gode. Patienten har brug for ro ikke skyld, ikke tårer. En rutineret hjælper kan det. Pårørende sjældent.
Siger du det til alle?
Kun til dem der spørger.
Hun smilede svagt.
Lav mig en liste, sagde hun, fandt mobilen frem.
Han remsede op hun noterede. Tilføjede adresser på firmaer via sygeplejen.
En sidste ting. Han har rimelige chancer for at gå igen. Han er ikke gammel, og operationen gik uden problemer. Måske om et halvt år. Men ingen garanti, og det går langsomt.
Det forstår jeg.
Det vigtigste er, at han selv forstår det.
Hun returnerede til stuen. Victor havde mappen liggende på maven.
Skriver du under?
Han så mod loftet.
Og hvis jeg beder om tid til at tænke?
Victor.
Jeg gør det. Han tog pennen. Du får altid din vilje, du er blevet sådan nu.
Jeg har altid været sådan. Jeg skjulte det bare før. Ved ikke hvorfor.
Hun samlede dokumenterne sammen.
Jeg får fundet en plejer i løbet af ugen. Ringer til Lise. Betaler for første måned via bureauet. Så må I klare resten.
Kirstine…
Hvad?
Tak. Fordi du kom.
Hun så på ham. Længe. Ikke med vrede eller medfølelse. Som på noget, der engang var ens og nu ikke længere.
God bedring, sagde hun.
Hun gik.
Ude på gangen standsede hun ved vinduet. Hospitalets gård, bladløse træer, regnvåd bænk. En ældre mand sad derude i slåbrok, så ud i luften uden direkte mål.
Kirstine åndede dybt. Noget forlod hende. Ikke alt, men noget væsentligt. Som at stille en tung taske fra sig ikke smide, bare sætte den fra sig. Rette ryggen ud.
Hvordan slipper man fortiden, tænkte hun. Det sker ikke på én gang, ikke med én beslutning. Men et skridt ad gangen.
Plejen fandt hun gennem et dansk bureau på to dage. Kvinden hed Gitte, 58, erfaring indenfor genoptræning. Rolig, praktisk, masse referencer. De mødtes på en café ved hospitalet. Gitte spurgte ind om Victors humør, hans smertetærskel, om pårørendes adfærd.
Pårørende hjælper sjældent, snarere omvendt, sagde Gitte.
Jeg ved det, sagde Kirstine.
De aftalte vilkår. Da Lise ringede og protesterede, forklarede Kirstine det roligt, næsten overrasket over sin egen ro. Tidligere havde hun enten overgivet sig eller hævet stemmen nu var det et midtpunkt.
Du kan komme hver dag hvis du vil, sagde hun til Lise. Men jeg kan ikke mere. Jeg har mit, og det må jeg vælge nu.
Javel, sagde Lise.
Bare dét. Ingen bebrejdelser, ingen tårer. Måske var hun også blevet træt. Måske forstod hun.
Louise ringede en uge senere. Stemmen var anderledes mildere.
Gitte er god, sagde hun. Victor virker tryg ved hende. Tak, fordi du tog dig af det.
Selv tak, Louise.
Sig ikke helt farvel. Ring af og til.
Kirstine svarede ikke ja eller nej. Hun sagde pænt farvel og lagde mobilen væk. For hun stod i sit værksted, hvor hun hørte til. Hvis nogen spurgte nu: Hvordan slipper man fortiden? Ville hun sige: Lev bare videre. Ikke heltemodigt, bare videre. Giften fra gamle relationer forsvinder ikke helt, de holder bare op med at bestemme alt.
Vinteren kom tidligt det år. Allerede november lå sneen, og Kirstine opdagede pludselig at hun faktisk kunne lide vinter. Før havde hun aldrig rigtigt tænkt over det mens Victor altid klagede over kulde og kun ville have te serveret præcist på et fast tidspunkt. Nu kunne hun bare se på sneen og tænke: Smukt.
I december tog bestillingerne fart. Firma-buketter, gavekurve, nytårsdekorationer. Kirstine ansatte en hjælper, en ung kvinde ved navn Mette, 23, studerende, energisk og lærenem. De fungerede godt sammen. Kirstine lærte hende, at blomster ikke bare er varer, men materiale som farve på en palet. Mette lyttede og improviserede, så Kirstine blev overrasket.
Hvor får du det fra? spurgte hun.
Jeg ser på kunden og tænker, hvad slags blomst ville ligne ham eller hende.
Det er en god metode.
Det er jo dig, der har lært mig at blomster skal leve.
Kirstine kunne ikke huske at have sagt det. Men det havde hun nok.
Januar, februar. Livet gik. Kirstine meldte sig på floristik-kursus, mens Mette sagde, det trængte hun da ikke til. Man kan altid lære mere, forklarer Kirstine. Ikke fordi man mangler, bare fordi det er interessant. Det var nyt for hende: At gøre noget for ens egen skyld.
At leve for sig selv lyder egoistisk, men i virkeligheden er det bare: En tilmelding til kursus, en lang aften med en bog i stolen, ingen der siger du læser for meget. En dagsudflugt til Viborg for at se gamle bygninger, fordi det altid havde fascineret hende.
I februar ringede Lise. Victor var på vej frem. Begyndt på krykker. Gitte arbejdede tålmodigt med ham. Kirstine blev glad, helt uden bitterhed. Hun ønskede bare det bedste for ham ikke mere.
Marts. Foråret begyndte at slå igennem, og med det kom de første bestillinger på buketter med tulipaner, hyacinter og anemoner. Kirstine elskede det: Overgangen fra vinterens bomuld og eucalyptus til alt det pågående, nærmest råbende.
Det var også i marts, han kom.
Kirstine stod bag arbejdsbordet og pakkede en bestilt buket gule og hvide, påskeliljer og margueritter. Døren gik. Hun løftede ikke hovedet med det samme.
Goddag, sagde hun.
Goddag, lød svaret.
Stemmen den kendte hun før hun så ham. Rolig, en smule træt, men jævn.
Anders Møller stod ved indgangen, så rundt i værkstedet, som om han allerede havde forestillet sig stedet. Ingen kittel, men en mørk frakke og et let halstørklæde.
Det er Dem, sagde Kirstine.
Det er det.
Mette forsvandt ud i baglokalet efter papir. De to var alene.
Victor er udskrevet for ti dage siden, sagde Anders. Er derhjemme, stadig med Gitte. Fremtiden ser god ud.
Det ved jeg, sagde Kirstine. Lise fortalte det.
Godt. Han pausede øjeblikkeligt. Jeg kom faktisk herop med vilje. Jeg huskede navnet. Stilken. Fandt adressen på nettet.
Kirstine lagde silkebåndet fra sig.
Vil du købe blomster?
Ja. Og måske mere.
Der var stille. Det duftede af hyacint og fugtig jord.
Hvad skal du have? spurgte hun.
Han nærmede sig anemonerne. Rødviolette, mørke, hvide med sort midte.
De her vil jeg gerne have. Tre, eller fem?
Ulige antal, sagde Kirstine. Tre eller fem. Til hvem?
Ved endnu ikke. Måske kan du hjælpe mig.
Kirstine plukkede tre, tilføjede to mørkerøde.
Fem. De klæder hinanden.
Hun pakkede dem ind. Hænderne arbejdede af sig selv: brunt papir, fugtig bund, silkebånd.
Kirstine, sagde han.
Ja?
Tillad mig at være ligefrem? Jeg kan ikke andet.
Bare vær det.
Jeg vil gerne invitere dig ud. Ikke fordi vi skal tale om noget. Bare i teateret, hvis du kan lide det, eller på café, måske en tur. Jeg ved godt, det måske virker underligt. Men vi er voksne nu, vi kan vel godt sige det her almindeligt.
Kirstine kiggede op.
Han lagde ikke pres. Så bare roligt på hende som om hun havde god tid.
Har du bestemt dig for det længe? spurgte hun.
I tre måneder. Den dag på gangen, hvor du noterede det vigtige for plejen.
Hun huskede hospitalets vindue, de nøgne træer.
Der var jeg stadig gift. Formelt.
Det ved jeg, så jeg ventede.
Bevidstheden om forårsdag udenfor. Sneen var næsten væk, kun resterne lå i kanten af vejen. Spurvene skændtes ved bænken. Gadelampen lyste stadig, skønt det var lyst.
Jeg ved det ikke, sagde Kirstine.
Hvad er det, du ikke ved?
Jeg ved ikke hvordan man gør det mere. Jeg har været gift i atten år, nu boet alene i ét. Jeg forstår ikke hvordan det foregår nu.
Jeg forstår heller ikke alt, svarede han. Jeg blev skilt for seks år siden. Min datter på sytten, bor hos sin mor. Vi snakker fint. Jeg arbejdede bare løs for ikke at mærke noget. Siden vænnede jeg mig til at tænke og nu tænkte jeg, måske skal man også prøve at leve.
Mette kom ind, nikkede til kunden og gik ud igen.
Kirstine rakte ham buketten.
Hvad bliver det?
Vent lidt.
Han ventede.
Hun så på anemonerne. Mørkerøde, fløjlsbløde. Hun havde altid syntes de lignede valmuer, bare mere ædruelige. Ikke larmende, men heller ikke gemte.
En historie om blomster, tænkte hun. Hun havde bygget hele sit liv op om dem. Det blev hendes helle. Nu stod en mand her, ikke krævende, ikke trængende. Spurgte bare, stille og uden forventning.
Godt, sagde hun.
Han løftede brynene.
Godt, hvordan?
Teater. Jeg har ikke været der længe.
Anders smilede, rigtigt denne gang.
Glad for det.
Bare ikke i dag. Jeg har tre bestillinger der skal ud inden lukketid.
Selvfølgelig. Måske fredag? Eller lørdag, hvis det er bedre.
Lørdag, sagde Kirstine.
Hun nævnte prisen. Han betalte kontant. Ventede med at gå.
Kirstine, må jeg spørge om noget?
Ja.
Hvor lang tid har du egentlig arbejdet med blomster?
Værkstedet har eksisteret lidt over et år. Selve blomster, hele mit liv, men mest som hobby.
Fantastisk hvis hobbyen kan blive til arbejde.
Ja, nikkede hun. Det er det.
Han nikkede, tog buketten, gik mod døren. Stoppede.
På lørdag, Kirstine.
På lørdag, Anders.
Han smilede, næsten drilsk.
Bare Anders.
På lørdag, Anders.
Døren lukkede. Kirstine stod ved disken og så efter ham, der gik forbi bænken og spurvene i sin frakke. Han så sig ikke tilbage.
Mette dukkede op.
Hvem var det? spurgte hun nysgerrigt.
En kunde, sagde Kirstine.
En kunde, du snakkede med i et kvarter?
Mette.
Ja?
Pak de krysantemum til Fru Bengtsson. Hun henter dem klokken fire.
Mette gik, tilfreds med at have set det hele. Kirstine tog hul på sit arbejde. Routine, håndtag, papir der knasede, lyden af vand i spanden. Duften af hyacint.
Lørdag. Fire dage med blomster, leverancer, Mettes spørgsmål, mails fra leverandører. Dage ikke forskellig fra andre i dette år, hun havde bygget selv.
Hun tænkte ikke meget over lørdagen. Engang imellem, når værkstedet var tomt, huskede hun stemme, blomster i hånden, På lørdag, Anders.
Voksne mennesker kan sige ting, sagde han.
Måske, tænkte hun.
Hun vidste ikke, hvad lørdagen ville bringe. Om de ville have noget sammen, om de kunne snakke om andet end arbejde og sygdom. Noget vidste hun dog: Hun besluttede selv nu. Ikke svigermor, ikke Victor, ikke pligtfølelse eller frygt for ensomhed. Det var hende.
Det var nyt. Ikke berusende, bare solidt. Som at sætte foden på asfalt efter sne.
Fredag, da butikken var lukket og Mette var gået, satte Kirstine en håndfuld anemoner i et glas på vindueskarmen mørkerøde, til sig selv alene.
Hun betragtede dem.
De holder sammen, tænkte hun.
Det gjorde de.
Hun slukkede lyset og gik hjem. I morgen var lørdag.
Lørdag startede med grå himmel og duften af kaffe fra maskinen, hun for nyligt havde købt, den slags Victor aldrig havde givet samtykke til pga. pris og unødvendigt. Unødvendigt var sådan et ord, der sniger sig ind i ægteskaber, som ukrudt i haven, indtil alt det, man kunne vælge, er forsvundet.
Hun sad ved vinduet og drak. Gaden udenfor, byens tagetage, en due på gesimsen, en bil, der forsigtigt snoede sig forbi en pyt.
Telefonen lå på bordet. En besked, sendt for en time siden, ikke lige nu som om han måtte tage mod til sig:
God morgen. Teateret starter kl. 19. Vi kan spise noget først, hvis du vil? Ellers bare teater. Hilsen Anders.
Hun smilede lidt over fejlen i God morgen.
Hun svarede:
God morgen. Kan godt nå lidt mad før. Kl. 18?
Han svarede straks: Aftale.
Hun drak kaffe færdig.
Marts-morgen udenfor. Vandplask, blæst, en spurv jog duen væk. Byen vågnede, ligeglad med fremmede lørdage og små første skridt. Byrummet bemærker ikke, når et menneske gør noget vigtigt. Det fortsætter bare.
Kirstine rejste sig, satte koppen væk. Slog forklædet om for otte timer skulle hun på arbejde. Hun samlede nøglerne op.
I døren vendte hun sig og kiggede på lejligheden. Lys, lille, anemonerne stod i et glas, bare for sig selv. Hendes. Hendes kaffe, hendes blomster, hendes lørdag.
Hun gik ud.
Døren smækkede sagte bag hende som noget, der lukker rigtigt til.
Anders ventede allerede foran caféen, da hun kom ti minutter i syv. Han stod lidt til siden, lagde straks telefonen væk da han så hende. Den samme frakke, halstørklæde. Ingen blomster i hånden denne gang.
God aften, sagde han.
God aften, svarede Kirstine.
De kiggede på hinanden et øjeblik. To voksne, på regnvåd marts-aften, der var kommet her ikke fordi de skulle, men fordi de ville.
Skal vi gå ind? sagde Anders.
Ja, lad os gøre det, sagde Kirstine.
Og sådan gik de ind.
