Kom hjem tidligere
Er du ved stoppestedet? Mikkels stemme fór pludselig helt op i det lyse. Lige nu? Hvorfor sagde du ikke noget? Vi havde da aftalt torsdag!
Jeg ville jo overraske dig, brummede Lærke og trak brynene sammen. Mikkel, er du ikke glad? Jeg er træt som en gammel gravhund. Kom nu ned!
Vent lige! råbte han meget uventet. Du må ikke komme… altså, jo, men… Lærke, huset ligner et bombet lokum. Jeg spiste det sidste i går.
Lad os gøre sådan: Hop lige over i døgnkiosken om hjørnet og køb noget ordentlig oksekød.
Den tunge taske trak så meget i Lærkes skulder, at hun lavede et lille smertenshyl.
Den velkendte, skarpe smerte i lænden hendes faste følgesvend de sidste to måneder for op gennem rygsøjlen.
Hun satte forsigtigt taskerne fra sig på det ujævne fortov.
Lærke pustede ud og lagde hånden på maven.
Babyen derinde vrikkede utilfreds. Sjette måned det er ikke for sjov, især ikke når man beslutter sig for at overraske og rejse hjem fra forældrene tre dage for tidligt.
Hun havde savnet ham så meget, at hun på busrejsens sidste 100 kilometer nærmest talte hver lygtepæl.
Mon Mikkel anede, hun var så tæt på bare ti minutters gang hjemmefra?
Vejen op til opgangen føltes uendelig.
Taskerne proppet med alt muligt forældreguf: syltetøjsglas, hjemmelavet leverpostej, tunge æbler vejede som en flyttekasse fyldt med mursten.
Efter 50 meter måtte Lærke erkende: hun kom aldrig hjem uden hjælp. Ryggen kunne ikke mere.
Hun hev mobilen frem og ringede.
Hej Mikkel, hviskede hun ind i røret, da han omsider tog den.
Lærke? Hvad sker der? Er der noget galt? Han lød som om han var ved at tabe kaffen.
Nej, din fjols. Jeg er hjemme! Står nede ved stoppestedet foran opgangen. Kom nu ned og hjælp med taskerne, min mor har lagt mad nok til et halvt regiment
En mærkelig tavshed i røret. Lærke kiggede endda på skærmen var forbindelsen røget?
Står du dér? gentog Mikkel med småpanik på stemmen. Lige nu? Hvorfor har du ikke sagt noget? Vi havde jo sagt torsdag!
Jeg ville overraske dig, gentog Lærke og himlede. Mikkel, hvorfor lyder du ikke begejstret? Jeg er dødtræt. Kom nu!
Vent! råbte han igen. Du må ikke gå… eller jo, men… Lærke, herhjemme ligner det Roskilde efter festival. Jeg åd det sidste i går.
Ej, gør nu sådan: Tag lige forbi døgnnettóen om hjørnet og køb noget ordentligt oksekød. Og måske lidt kartofler.
Jeg har taget en fridag. Ville lave rigtig frokost til dig, tage imod dig på ægte dansk manér.
Hvilket kød, Mikkel? Lærke var ved at eksplodere. Hører du overhovedet, hvad jeg siger? Jeg er gravid! På sjette måned! To kæmpetasker, fuldstændig smadret!
Min ryg er gået i baglås! Hvilket kød? Der er da kartofler og æg hjemme.
Kom nu bare, jeg vil spise og sove.
Nej, Lærke, du forstår det ikke, nu talte han hurtigt, nærmest overlappede hende. Jeg vil gøre alt klar! Kom nuuu… Det er lige rundt om hjørnet. Køb godt med oksekød, haps en pose kartofler, for vores er som kartoffelmos uden mosen.
Bed nogen om hjælp, eller tag lidt ad gangen…
Please! Det er for os. Jeg skal bare ordne det sidste så længe!
Lærke stirrede på sine røde hænder helt mærket af taskernes håndtag. Noget bittert og varmt steg op fra maven.
Mikkel, er du rigtig klog? Hendes stemme dirrede. Foreslår du virkelig, at din gravide kone skal i supermarked med to ton bagage, fordi du vil lave mad?
Kunne du ikke selv gå ned eller i det mindste hjælpe mig op?
Jeg… er ved det… Ja, jeg gør lige klar! Hvis jeg går nu, så ødelægger jeg det hele.
Lærkvæn, for min skyld! Jeg har glædet mig sådan til dig.
Køb 800 gram oksekød og en lille netkartofler. Jeg venteruu!
Han lagde på. Lærke stod og stirrede på skærmen.
Hun kunne slet ikke forstå det. Hun havde bare lyst til at tude ved det dumme stoppested i lygtepælens skarpe skær.
Så i stedet for varme kram og blød seng en tur i Netto.
“Måske har han virkelig planlagt noget vildt?” tænkte hun.
Hun sukkede, greb taskerne og stavrede videre til butikken.
***
Lærke skubbede indkøbsvognen langs gangene, mens den søvnige kassedame sendte hende medlidende blikke.
Oksekødet var tungt, og nettet med kartofler var som en sandsæk.
Da hun kom ud fra butikken, var hænderne følelsesløse og stive af kulde og anstrengelse.
Telefonen lød endnu engang.
Har du købt det? lød Mikkel overskudsagtigt.
Ja, hvæsede Lærke. Jeg står nærmest i opgangen. Åbn døren.
STOP! Mikkel peb næsten. Gå IKKE op! Vent lidt på bænken. Kun 10 minutter.
Mikkel, er du skør?! råbte Lærke, uden at bekymre sig om forbipasserende. Jeg føder herude af raseri! Ti minutter?! Mine ankler er som studenterhuer, jeg kan ikke stå!
S-sshh! Sæt dig, nyd den friske luft! Og overraskelsen er ikke klar!
Fem minutter, Lærkepigen, lover det! Nu må jeg smutte, jeg når det ikke ellers!
Lærke dumpede ned på bænken foran opgangen med et bjerg af tasker. Hun overvejede seriøst at slynge kødet op i et af vinduerne på tredje sal.
Ti minutter gik. Så tyve. Lærke sad, holdt om maven og mærkede det koge indeni.
Hun forestillede sig, hvad der ventede: blomsterhav, stearinlys, måske et lille jazzorkester fra Københavns Musikskole?
Intet af det kunne retfærdiggøre, at hun sad alene efter en søvnløs nat.
Efter en halv time knirkede døren.
Mikkel nærmest fløj ud, som havde sofaen været brandvarm. T-shirt’en var vendt på vrangen, han dryppede af sved, håret stod som halm.
Nå, du sidder her! han trak læberne ud i et monet-lignende smil, snuppede taskerne. Hvorfor så sur? Se, vejret er da… åh ja. Nå, kom!
Hvorfor ligner du én, der har været i nærkamp med Ajax-sæben? Lærke kiggede mistroisk, da hun rejste sig.
Du ser det om lidt! sagde han ivrigt og sprang mod elevatoren.
De kørte op. Mikkel slog døren op med noget, der lignede kongelig værdighed.
Lærke trådte ind og blev nærmest overfaldet af en aroma af klor og havbrise, som kun findes i discountudgaver.
Hun gik fra rum til rum stuen, køkkenet, badeværelset.
Det hele var klinisk rent og usædvanligt tomt. De ting, der plejede at flyde, var væk. Gulvtæppet var støvsuget (nogle steder stadig vådt), hylderne tørret af.
Og hendes porcelænsfigurer skuttede sig sammen i hjørnet, som om de havde fået time-out.
Hva siger du så? Mikkel strålede som et sæt nypudsede kobbergryder. Surtpris!
Lærke vendte sig langsomt om.
Er det… det hele? spurgte hun sagte.
Hvad mener du “det hele”? Mikkel tabte kæben. Lærke, se nu lige! Jeg har knoklet i tre timer!
Gulvvask overalt, endda under sofaen! Opvasken er klaret, toilettet skinner som fru Jensens sølv.
Pointen var, der skulle ikke mangle noget, når du kom. At du bare kunne slappe af.
Som besat ræsede jeg rundt, mens du… stod i Netto.
Lærke mærkede en klump stige op i halsen.
Så… fordi du ville gøre rent, tvang du din gravide kone gennem Brønshøj med indkøb? Du gik ikke engang ud til mig, for at… vaske gulv?
Ja da! Mikkel slog ud med armene. Jeg ville jo bare gøre det rigtigt for en gangs skyld! Du brokker dig altid over, jeg ikke hjælper.
Så ville jeg vise dig! Du kom før tid, jeg nåede det næsten ikke! Jeg måtte bare have dig til at vente lidt.
Og du kvitterer med dét ansigt som om jeg havde tisset i din havregrød.
Mikkel, er du idiot?! Lærke brast sammen. Mig er det ligegyldigt med dine gulve!
Jeg har ondt i ryggen, slæbte rundt på to tons varer…
Jeg er GRAVID, Mikkel! Forstår du det ord? Gra-vid. Jeg havde brug for, at du hjalp ikke rendte rundt med en gulvspand!
Mikkel blev postkasserød. Han smed kluden i vasken med et kæmpe plask.
Nej, nu begynder det igen! råbte han. Dig kan man aldrig gøre tilfreds! Her har jeg gået rundt på alle fire siden klokken fem for at glæde dig.
Så kommer du bare ind og råber ad mig! Ser du ikke, hvor rent her er? Vi havde ikke engang så pænt på bryllupsdagen!
Hvad skal jeg med pæne gulve, hvis det koster mig alt det her? Lærke hylede nærmest. Du lod mig sidde og fryse i en halv time på bænken!
Mine ben værker, jeg kunne ikke mere!
Du lod mig købe kød og kartofler, når jeg nærmest slæbte mig frem! Mikkel, det er ikke et surprise, det er tortur!
Tortur?! Mikkel drønede frem og tilbage i køkkenet. Undskyld, jeg ikke er perfekt!
Andre kvinder ville da hoppe af glæde: en mand der gør rent og vil lave mad… Men du du tænker kun på dig selv! “Uhh, min mave… uhh, min ryg…”
Måske er jeg også træt! Jeg har heller ikke sovet ventede på dig, ville gøre dig glad!
Lærke begravede ansigtet i hænderne.
Du fatter slet ikke… hulkede hun. Du byttede mit velbefindende bort for en nypudset sokkel…
Hvad har sokkelen at gøre med noget? Nu råbte Mikkel og slog i bordet. Du kom før tid! Hvis du bare havde ventet til torsdag, kunne jeg have nået det hele.
Men nej du kommer om natten, og nu er det MIG, der er skurken!
Du er bare utaknemmelig, Lærke. Utaknemmelig!
Han stormede ud af køkkenet og smækkede døren ind til soveværelset.
Babyen inde i maven puffede arrigt. Lærke satte sig på en stol og stirrede på bakken med oksekød, som Mikkel ikke engang havde fået i køleskabet.
Hun havde det fysisk dårligt kvalmen elskede hende næsten lige så meget som hendes mand på en dårlig dag.
Ti minutter senere blev køkkendøren slået på klem.
Skal jeg så lave den oksemad? snøftede Mikkel. Eller nægter du nu også mad bare for at straffe mig?
Lad være, Mikkel, svarede Lærke stille. Kan du ikke bare lade mig være? Jeg vil bare sove.
Fint! smækkede han igen.
Lærke rejste sig og stavrede ind på badeværelset.
Hun så sig selv i spejlet: bleg, mørke rande under øjnene, håret flosset til ukendelighed.
Hun mindedes busturen hvor hun forestillede sig, at Mikkel ville give hende et kæmpe kram, sige: “Endelig er du hjemme.”
Jaja. Det skulle man have set ham gøre.
Da Lærke senere kom ud igen, fortsatte skænderiet.
Manden råbte mere; på et tidspunkt kastede han endda en kødpakke efter hende. Rigtig dansk drama.
Hun endte med at tage direkte hjem til sin mor igen heldigvis havde hun ikke nået at skifte tøj.
***
Hele familien både svigerforældre, svigerinde og lange rækker af fjerne kusiner forsøgte at overtale Lærke til at blive.
Selv Mikkel ringede jævnligt og tiggede hende om at komme hjem.
Men Lærke havde besluttet sig: sådan en mand behøvede hun ikke. Der skulle skilsmisse til.
Hvem vil blive boende med en, der synes rent linoleum er vigtigere end ens gravide kones helbred?
