Kom hjem tidligere end aftalt
Er du ved busstoppestedet? lød Mickels stemme i det helt høje toneleje. Lige nu? Hvorfor sagde du ikke noget? Vi aftalte jo torsdag!
Jeg ville overraske dig, Astrid rynkede panden. Mickel, er du slet ikke glad? Jeg er træt som en gravhund. Kom nu ned!
Vent lige! råbte han pludselig. Du skal ikke gå herop. Altså, jo, men Astrid, hør nu her, der er gabende tomt hjemme. Jeg spiste det sidste i går.
Hør engang: smut lige forbi Netto du ved, den nede om hjørnet. Køb noget oksekød af det gode slag.
Den tunge taske trak i Astrids skulder, så hun nærmest peb af smerte. En stikkende rygsmerte, som hun egentlig havde vænnet sig til igennem de seneste to måneder, skød som et lyn ned i lænden.
Hun satte forsigtigt hendes plastposer propfyldte med gaver fra mor og far: syltetøjsglas, hjemmerøgede pølser, og tunge æbler ned på det hullede fortov.
Astrid pustede ud og lagde hånden på sin bulende mave. Den lille derinde vred sig utilfreds. Seks måneder henne, og hun havde ellers tænkt sig, at det skulle være en glædelig overraskelse at komme hjem fra forældrene tre dage før tid.
Hun havde savnet Mickel så meget, at de sidste hundrede kilometer i bussen næsten føltes uendelige.
Mon han overhovedet havde gættet, at hun var lige dér kun ti minutters gang fra lejligheden?
Turen hen til opgangen føltes som en polarekspedition.
Poserne, stoppet med forældrenes småting, vejede pludselig ligeså meget som en sæk kartofler og Astrid indså hurtigt, at dét her gik ikke. Ryggen ville gå helt i protest.
Hun fiskede mobiltelefonen frem og ringede til Mickel.
Mickel, hej, hviskede hun, da han endelig svarede.
Astrid? Hvad sker der? Er der noget galt? han lød helt panisk.
Nej, hvor er du fjollet. Jeg er hjemme!
Står ved stoppestedet foran vores opgang. Vil du ikke komme ned? Jeg kan ikke bære mere, min mor har stoppet de poser som til en mindre børnefødselsdag.
Der var larmende tavshed i røret. Astrid måtte tjekke skærmen for at se, om han var røget af.
Er du ved stoppestedet? gentog Mickel, nærmest i falset. Lige nu? Hvorfor fortalte du mig det ikke vi skulle jo først ses på torsdag!
Jeg ville gøre dig glad, Astrid sukkede. Mickel, hvorfor lyder du ikke glad? Jeg er totalt flad. Kom nu ned!
Vent lige! hylede han. Gå ikke hjem, eller jo Astrid, hør nu, der er tomt hjemme. Jeg spiste alt i går.
Gør lige det: gå forbi døgnNetto om hjørnet, og køb noget god oksekød.
Jeg har fri fra arbejde i dag, tog en fridag! Tænkte jeg ville lave en rigtig frokost, gøre klar til du kom hjem.
Oksekød, Mickel? Astrid var målløs. Kan du høre mig? Jeg er gravid sekste måned og står med to kæmpestore tasker midt på gaden!
Min ryg føles som om den er blevet kørt over. Der er kartofler derhjemme, æg også. Kom nu og hent mig jeg vil bare spise og ligge ned.
Nej, Astrid, du forstår mig ikke, peb han nervøst. Jeg vil bare gøre alt klar. Det er en omvej på to minutter. Køb noget godt kød, og tag lidt nye kartofler med, for vores er blevet bløde.
Spørg naboen om hjælp eller tag det i små bidder Kom nu, det er for os to! Jeg gør klar til dig imens!
Astrid skulede ned på sine hævede hænder stropperne havde skåret lyserøde mærker i huden. Noget bittert og varmt boblede op i brystet.
Har du tabt sutten, Mickel? hendes stemme dirrede. Du beder mig, din gravide kone, at gå i supermarkedet efter oksekød, fordi du vil lave mad?
Kan du ikke selv komme ned og klare det?
Jeg er allerede altså i fuld gang med forberedelser! Går jeg nu, så går alt i vasken.
Astrid, please. Jeg har glædet mig. Køb 800 gram oksekød. Og sådan et lille net kartofler.
Jeg venter! Okay? Ses.
Han lagde på. Astrid stirrede på mobilen.
Det gav ingen mening. Hun havde lyst til at brøle på stedet, under det kolde gadelys.
I stedet for knus og varm seng skulle hun stå i kø i kødafdelingen.
Måske har han noget vildt overraskende i tankerne? tænkte hun et øjeblik.
Hun trak vejret dybt, greb efter poserne og luntede, lidt haltende, mod Netto.
***
Astrid skubbede sløvt vognen mellem hylderne, mens den morgentrætte kassedame sendte hende medlidende blikke.
Oksekødet var tungt. Kartoflerne som en mindre sæk cement.
Da hun kom ud med poserne igen, var hænderne følelsesløse fingrene bøjede sig ikke længere.
Mobilen ringede.
Fik du købt det? lød Mickel lettere begejstret.
Ja, hvæsede Astrid. Jeg er ved døren nu. Luk op.
Vent! nærmest skreg han Gå ikke op! Sæt dig på bænken foran. Ti minutter højst.
Tager du gas på mig? råbte Astrid så folk vendte sig om. Mickel, jeg føder snart af raseri! Ti minutter mere? Jeg kan knap stå op!
Overraskelsen er ikke klar! insisterede han. Hvis du kommer op nu, er det hele spildt. Sæt dig og få lidt frisk luft!
Fem minutter, Astrid jeg sværger! Jeg må smutte!
Hun dumpede ned på den slidte træbænk foran opgangen. Poserne smed hun med et brag.
Hun dagdrømte om at slynge kødet direkte op mod vinduet på tredje sal.
Der gik ti minutter, så tyve. Astrid sad, holdt om sin mave og kogte indvendig.
Hun forestillede sig, hvordan det ville være, hvis hun trådte indenfor til blomsterhav, morgenmad med stearinlys, måske en violinist i hjørnet?
Men nøj, det var ikke prisen værd at sidde her, tung, træt og ensom.
På det femogtredvende minut knirkede døren.
Ud fløj Mickel svedig, røde kinder, t-shirt vrangen ud, håret stod til alle sider.
Nåå, der er du! han forsøgte at smile og nappede straks poserne. Du ser sur ud? Se nu på vejret! Nå, kom med op!
Hvorfor er du helt våd? Astrid kneb øjnene sammen, mens hun vaklede ind med støtte mod gelænderet. Og du stinker af Ajax på kilometers afstand!
Vent og se! peb han, mens han nærmest løb mod elevatoren.
Op kom de. Mickel slog døren op med et dramatisk svung og ventede på et bifald.
Astrid trådte ind i entreen og blev straks overfaldet af en duft af klorin og havbrise billig luftfrisker.
Hun vandrede rundt: stuen, køkkenet, badeværelset.
Lejligheden var skinnende eller, rettere, gabende tom.
Det sædvanlige rod var væk. Tæppet var støvsuget (her og der våde pletter), støvet tørret, hendes porcelænsfigurer mast bagerst sammen.
Hva så? glinsede Mickel. Overraskelse!
Astrid vendte sig om mod ham.
Det er det hele? sagde hun lavt.
Hvad mener du, hele? udbrød han dramatisk. Astrid, jeg har knoklet her i tre timer!
Jeg har skuret alle gulve endda under sofaen!
Al opvasken. Toilettet kan spejle solen.
Jeg ville bare, du kom hjem til renhed, så du ikke skulle røre en finger.
Jeg svedte rundt her, mens du var i Netto.
Astrid mærkede klumpen i halsen.
Så derfor derfor skulle jeg trækkes rundt med indkøb? For du ville vaske gulv?
Kunne du ikke bare hente mig? Jeg bad dig, fordi jeg ikke kunne mere. Men du havde travlt med at moppe.
Ja da! han slog ud med hænderne. Jeg ville gøre det helt perfekt. Du siger jo altid, jeg aldrig laver noget herhjemme.
Nu ville jeg BEVISE det! Men du kom hjem for tidligt. Så blev jeg nødt til at trække tiden, for at gøre det færdigt.
Og nu står du bare der og ser ud som om, jeg har spyttet dig i suppen.
Mickel, er du idiot? brølede Astrid, stemmens grænser sprængte. Jeg er pisse ligeglad med dine gulve!
Min ryg er færdig, mine tasker VED jeg er tunge!
Jeg er gravid, fatter du det? Gra-vid! Jeg ville bare, du hentede mig og gik hjem med mig.
Mickel blev ildrød i hovedet og smed kluden i håndvasken.
Årh, så begyndte det! råbte han. Du ER bare aldrig tilfreds! Jeg har knoklet siden klokken fem i morges for DIN skyld. Og du råber bare!
Har du set, hvor rent der er? Sådan var her ikke engang til brylluppet!
Og til hvad nytte? pustede Astrid ud, tårerne stod i øjnene. Du lod mig sidde på en kold bænk i en halv time!
Mine ben dunker! Du fik mig til at købe kød og kartofler, da jeg knap kunne gå! Det her er ikke en overraskelse, det er en straf!
Straf? nu spurtede han rundt i køkkenet. Sorry, jeg ikke er perfekt! Enhver anden ville have elsket, at hendes mand går all in på rengøring, og vil lave mad. Men DIG dig kan man ikke gøre glad! Nøj, min mave, nøj, min ryg.
Måske er jeg også træt! Jeg har ikke sovet, ventet på dig, grublet over, hvordan jeg gjorde dig GLAD.
Astrid gemte ansigtet i hænderne.
Du forstår det ikke klynkede hun. Du forstår overhovedet ikke. Du valgte et støvfrit panel frem for mit velbefindende.
Panellet, hvad så? Mickel smækkede i bordet. Det var dig, der kom hjem for tidligt! Hvis du var kommet som aftalt, torsdag, så havde jeg nået ALT, og du havde været glad! Men nej, så ødelægger du min overraskelse, og jeg er pludselig den onde.
Du er simpelthen taknemmeligheds allergiker, Astrid.
Han galopperede ud af køkkenet og smækkede døren ind til soveværelset.
Den lille sparkede i maven. Astrid dumpede ned på en stol og gned tårer væk, mens hun betragtede kødpakken, som Mickel ikke havde fået lagt på køl. Hun havde fysisk ondt kvalmen stod ud til kanten.
Ti minutter senere lød en stemme fra døren.
Skal jeg begynde på kødet, eller vil du også straffe mig ved ikke at spise?
Lad bare være, Mickel, sagde Astrid sagte uden at vende sig. Giv mig fred. Jeg vil bare sove.
Fint! svarede han og smækkede døren igen.
Knapt på benene vaklede Astrid ud på badeværelset.
I spejlet så hun sig selv: bleg, sorte rande under øjnene, håret helt uglet.
Hun huskede busturen og hvordan hun havde glædet sig til Mickel ville gribe hende i et kram, sige: Hvor er det dejligt, du er hjemme.
Ja tak. Knap nok et kram.
Da hun, nu med Lego-ansigt, steg ud af badet, begyndte skænderiet igen.
Mickel råbte til hende, og endte med at kaste en kødbolle efter hende.
Hun tog sit overtøj på og smuttede heldigvis havde hun ikke skiftet tøj.
Op til forældrene igen.
***
Hele familien også svigerforældrene, svigerinde og grandtante forsøgte at overtale Astrid til ikke at gå fra Mickel.
Selv Mickel ringede støt med bøn om, at hun kom hjem.
Men for Astrid var valget klart: sådan en mand havde hun ikke brug for. Skilsmisse skulle til.
Hvad skal man med en ægtemand, der prioriterer rengøring over deres barns helbred?
