Køleskabet er ikke en kantineder! Hvordan min datter og hendes “venner” fik mig til at græde
Jeg har en datter der hedder Freja. Hun er livlig, venlig og utrolig åben over for folk. Måske lidt for åben. Hun er venner med stort set alle – klassekammerater, børn fra nabogården, børn fra hendes hobbyer, selv dem jeg faktisk aldrig har set før. Og på det sidste har hele den venneflok besluttet sig for at hænge ud hos os derhjemme.
De siger, det er koldt udenfor, men de vil jo gerne lege. Freja, som den gode vært, inviterer dem alle ind, sætter musik på, deler småkager ud, hælder te op og laver en masse larm. I starten lod jeg det bare gå – tænkte, det er da hyggere, når børnene samles her. Jeg var faktisk glad for, at hun havde sådan en god vennegruppe. Men på et tidspunkt gik det helt galt.
For nylig kom jeg hjem fra arbejde, træt og sulten, med bare én ting i tankerne: at spise aftensmad og så falde ned på sofaen. Men i køkkenet ventede der en overraskelse på mig. To drenge på omkring ti, som jeg aldrig havde set før, sad og spiste det sidste af en grydefuld risengrød. Direkte fra gryden! Min gryde! Jeg havde lavet nok til to dage, så jeg ikke skulle stå og lave mad hver aften.
Jeg stod bare i døren og stirrede. Drengene spiste færdig, satte tallerkenerne i vasken og gik bare, mens de sagde et muntert farvel. Jeg stod der og kunne næsten ikke tro det. Middag, aftensmad – alt var væk. Der var ikke en bid tilbage til min egen familie, min mand eller mit barn.
Jeg gik ind til Freja og forklarede roligt: at give sine venner te og slik er helt fint. Men risengrød, kødretter og mad til familien – det er til os. Mad, jeg bruger mine hårdt tjente penge og min tid på at lave. Jeg laver ikke mad for at fremmede børn skal æde det hele, mens vi ikke er hjemme.
Freja smækkede bare døren og låste den. Et par minutter efter hørte jeg hende råbe gennem døren:
“Du er så nærig! Min egen mor, og du vil ikke engang lade mine venner spise!”
Hun blev stødt, sur og forsvandt ind i sit værelse. Hun kom ikke engang ud til aftensmaden. Selvom jeg, med sammenbidte tænder, stod og lavede kartofler og frikadeller – bare for at nogen kunne få noget ordentligt at spise.
Næste morgen satte jeg Freja ned og sagde det direkte: “Mad til to dage. Jeg kommer sent hjem og gider ikke lave mad midt om natten. Hvis du er så voksen, så lær at forstå de her ting.” Hun vendte sig bare om og gik uden et ord.
Da jeg kom hjem efter 23, stod min mand og stegte kartofler. Fordi der igen ikke var noget mad tilbage. Freja havde inviteret sine venner igen. Mens vi var på arbejde, havde de tømt køleskabet helt. Ingen suppe, ingen frikadeller, ikke engang en eneste smørrebrød. Bare viklepapir og beskidt service.
Freja låste sig inde i sit værelse igen. Hun svarede ikke på vores spørgsmål. Min mand og jeg så bare på hinanden – vi vidste begge, det var gået over grænsen. Det handler ikke kun om maden. Det handler om, at hun ikke hører efter. Vil ikke høre efter. Ser os som fjender, fordi vi beder om det mest basale – respekt for hjemmet, arbejdet og grænser.
Jeg er ikke nærig. Vi har det ikke dårligt, men vi arbejder hårdt for vores penge. Jeg har ikke lyst til at fodre andres børn. Ikke mentalt, og ikke praktisk.
Jeg føler mig træt. Jeg føler mig fortvivlet. Det gør ondt, at min egen datter ser min omsorg som smålighed. Min mor siger, jeg skal tage bæltet frem. Men jeg tror ikke i slag. Jeg tror i samtaler og forklaringer. Men hvad gør man, når barnet ikke vil høre?
Har jeg misset noget i opdragelsen? Har jeg været for blød? Eller er det bare Frejas pubertet, der gør det midlertidigt? Jeg ved det ikke. Jeg er helt på bar bund.
Er der nogen, der har prøvet noget lignende? Hvordan når man frem til en teenager, der tror, at mor bare er en gratis catering-service? Hvordan får man dem til at respektere familien og lære værdien af arbejde?
Jeg vil bare gerne se taknemmelighed i min datters øjne igen.
Ikke et surt blik fordi en tallerken bøfsandwich ikke er en fællesspisning.
