**Knuste hjerter og en hemmelig fortryllelse**
Mette kom hjem fra en forældremøde i en lille by nær Aarhus. Hun gik straks ind i sin søns værelse for at tale med ham.
“Mor, hold nu op, jeg er træt af alle dine formaninger!” rasede Emil.
“Hvad mener du med ‘hold op’? Jeg er lige begyndt! Frøken Mette er meget utilfreds med dig,” sagde Mette med et bebrejdende blik.
“Jeg gør, hvad jeg vil! Ligesom far! Nu forstår jeg, hvorfor han har en anden kvinde — du nager også ham, ligesom du nager mig!” skreg Emil.
“Hvilken anden kvinde? Hvad taler du om?” Mettes stemme dirrede af forvirring.
Mette havde siddet på forældremødet, hvor læreren igen klagede over Emil: han lavede ikke lektier, var uopmærksom og uforskammet. Hvad var der sket med drengen? Han var blevet fjern, indadvendt og ville ikke fortælle noget. Måske skulle hun tale med sin mand, Lars. Han kunne måske få ro på sønnen.
Pludselig så hun Lars’ bil parkeret ved fortovet. Var han kommet for at hente hende? Sikke en søde mand! Hun skyndte sig, men stoppede brat. Lars steg ud af bilen med en buket blomster — men han gik ikke mod hende, men mod en fremmed kvinde. Hun omfavnede ham, tog blomsterne, og de kørte væk.
Mette stod lamslået. Hvem var hun? Høj, med ildrødt hår og en tætsiddende kjole — en fuldstændig modsætning til Mette selv, der var lille og mørkhåret. Lars havde sagt, han ville arbejde sent for at diskutere et nyt projekt med kolleger. Var den kvinde en kollega? I deres femten år sammen havde Mette aldrig tvivlet på ham.
De var blevet gift af kærlighed lige efter universitetet. Lars’ velhavende forældre havde givet dem en lejlighed i Aarhus. Mettes svigerforældre elskede hende, og da datteren senere kom til verden, var de helt vilde med hende. Lars overtog sin fars plads i firmaet, da han gik på pension. Det var hårdt i starten, men han klarede det, og kollegerne respekterede ham. De havde råd til alt: en sommerhus ved kysten, ferier i udlandet. Lars havde foreslået, at Mette sagde sit job som sygeplejerske op, men hun elskede sit arbejde og at hjælpe mennesker.
Og nu det her? Hvis han havde en anden, måtte det betyde, han ikke elskede hende mere. Snart ville han forlade dem… Tårerne brændte på hendes kinder. Hvorfor? De havde været mere end ægtefæller — de var bedste venner, delt alt, og deres forhold havde aldrig været bedre. Hvordan kunne han svigte hende sådan? Lars havde aldrig kigget på andre.
Hjemme fortalte hun Emil, hvad hun havde set.
“Mor, jeg har også set ham i café med en flot dame,” indrømmede Emil. “Han så mig ikke.”
Mette sank sammen på sofaen og græd. Emil, der altid havde været øm over for sin mor, rakte hende et lommetørklæde.
“Det er okay, mor… Vi klarer os alligevel.”
Da Lars kom hjem senere, så han udmattet ud.
“Mette, jeg har spist med nogle kolleger. Jeg trænger til at gå i seng.”
“Lars, jeg så dig… Du gav hende blomster.”
Lars blev bleg.
“Ja… Jeg har et forhold til min nye assistent, Freja. Jeg ved ikke, hvordan det skete.”
“Skal du forlade os?”
“Jeg vil ikke… Men jeg føler mig trukket mod hende. Jeg elsker dig, men det er som en besættelse. Vi mødtes på vores sommerhus. Jeg ved det er forkert… Undskyld.”
Mette kunne knap trække vejret af smerte. “På vores sommerhus? I vores hjem?!”
“Vi bør skilles. Jeg kan ikke leve, som om intet er sket. Jeg forlader ikke Emil, og I kan beholde lejligheden.”
Næste dag forlod Lars huset, mens de var væk. Han efterlod et brev til Emil. Mette stirrede på de tomme hylder og følte, som om hendes hjerte var knust. Hun havde altid elsket ham. Penge betød intet — kun familien var vigtig.
Lars’ mor ringede i tårer:
“Mette, Lars fortalte mig alt. Hvordan kunne det ske? Freja er kun ude efter hans penge!”
“Jeg ved det ikke… Emil er såret.”
“Vi elsker jer. Vi giver jer ikke op.”
To uger senere kom Lars hjem for at hente flere ting. Han så syg ud.
“Emil ignorerer mine opkald,” sukkede han.
“Hun tømmer dig for kræfter, hva’?” spurgte Mette bittert.
“Jeg føler mig svag… Jeg kan ikke slippe hende.”
Mette fortalte en kollega, sine tvivl.
“Der er noget mystisk her. Min nabo forstår sig på sådanne ting. Kom med!”
De besøgte naboen, en enkel kvinde ved navn Birthe. Hun tog et foto af Lars, tændte et stearinlys og lukkede øjnene.
“Han elsker dig stadig,” sagde hun. “Han er blevet forhekset af en madforgiftning. Frejas mor står bag det. De vil have hans penge.”
Mette lo. “Forhekset? Han er en voksen mand!”
“Det er alvor. Han bliver sygere, hvis de ikke stoppes.”
Mette besluttede at prøve. Hun tog til sommerhuset. Der stod Freja og blokerede døren.
“Lars er min nu,” hvæsede hun.
“Han er syg. Jeg ved, hvad I har gjort.”
Freja blev bleg. “Du lyver!”
Lars kom ud, svag og bleg. “Mette… Jeg føler mig forkert.”
“Kom hjem.”
I bilen græd Lars. “Jeg ved ikke, hvad der skete…”
“De brugade magi. Men nu er du fri.”
Efter to uger med bønner og Birthes hjælp vendte Lars tilbage til sig selv. Han og Mette fandt hinanden igen. Freja forsvandt. Familien var hel igen.
