“Det er slut mellem os, Freja!” sagde Lars med en kold stemme. “Jeg vil have en rigtig familie, børn. Det kan du ikke give mig. Jeg har indgivet skilsmissepapirerne. Du har tre dage til at pakke dine ting. Hvis du tager afsted, lad mig vide det. Jeg bliver hos min mor, mens jeg gør lejligheden klar til barnet og hans mor. Ja, du hørte rigtigt min nye kæreste venter et barn! Tre dage, Freja!”
Freja stod tavs, som om jorden gik væk under hendes fødder. Hvad kunne hun sige? I fem år havde de forsøgt at få et barn, men tre graviditeter endte i tragedie. Lægerne havde forsikret hende om, at hun var rask, men hver gang gik noget galt. Freja levede sundt og var ekstra forsigtig under graviditeterne. Sidste gang besvimede hun på arbejde, og ambulancen nåede ikke at redde barnet i tide…
Døren smækkede efter Lars, og Freja, udmattet, sank sammen på sofaen. Hun havde ingen kræfter til at pakke. Hvor skulle hun tage hen? Før ægteskabet havde hun boet hos sin moster, men hun var død, og lejligheden var solgt af hendes fætter. Skulle hun vende tilbage til landsbyen Ørbæk, til bedstemoders hus? Leje et sted? Og hvad med arbejdet? Spørgsmålene myldrede i hendes hoved, men tiden tikked.
Næste morgen gik døren op, og ind kom Lars mor, Karen Mikkelsen.
“Sover du ikke? Godt,” sagde hun kort. “Jeg er her for at sikre, at du ikke tager noget, der ikke tilhører dig.”
“Jeg har ikke tænkt mig at stjæle din søns gamle sokker,” knurrede Freja. “Skal du tælle mine ting?”
“Du er så fræk! Du var så sød engang. Det var mig, der sagde til Lars efter den første graviditet, at du aldrig kunne få børn.”
“Er det derfor, du er her? Så hold mund og pas på.”
“Hvorfor tager du service?” spurgte Karen.
“Det er mit, fra min moster en erindring om hende.”
“Det bliver tomt her uden det!”
“Det er ikke mit problem. Men i det mindste får du et barnebarn.”
“Tag kun det, der er dit!”
“Laptop, kaffemaskine og mikroovnen er gaver fra kolleger. Bilen købte jeg før brylluppet. Din søn har sin egen.”
“Du har alt, hvad du skal bruge, men børn kan du ikke få!”
“Det rager ikke dig. Måske var det Guds vilje.”
“Har du ikke ondt af det? Måske gjorde du det med vilje?”
“Du taler vrøvl. Jeg kan ikke engang tænke på det uden at få ondt i hjertet.”
Freja så sig om hendes ting var væk. Børsten, makeup, sutsko… Hun havde glemt noget vigtigt. Karens tilstedeværelse irriterede hende. Så huskede hun statuetten af en kat, en erindring fra bedstemor. Indeni var et skjult rum med øreringe og en ring ikke værdifulde, men dyrebare for hjertet. Lars syntes, den var ubetydelig. Var den blevet smidt ud? Freja åbnede altandøren.
“Hvad leder du efter derude?” lød Karens stemme. “Skynd dig, tag dine ting og gå!”
Hun fandt katten alt var intakt. Nu kunne hun gå.
“Her er nøglerne, farvel. Jeg håber, vi ikke mødes igen.”
Freja tog på arbejde. Hun var på sygeorlov, men bad om ferie.
“Vi er her for dig,” sagde chefen. “Men uden dig er det svært. Er tre uger nok? Bliv i…”
Freja lukkede øjnene og følte, hvordan Niels hånd mildt pressede hendes, vidende at efter alt smerten var hendes nye liv lige begyndt.
**Livets visdom:** Nogle døre lukkes, så nye kan åbnes. Trods sorg og tab er der altid en vej fremad nogle gange skal man blot vove at træde igennem den ukendte dør.
