Næppe var jeg fyldt atten, før jeg blev gift. At det skete så pludseligt, er nok den mest præcise beskrivelse det overraskede både mig selv og alle omkring os. Men gjort var gjort. Jeg stod nu midt i et helt nyt liv, noget helt ukendt for mig, og det inkluderede også at skulle lære mine unge mands forældre at kende, mens han var lige så forvirret som jeg. Vi var begge sprunget ud af reden, uden rigtigt at have lært at flyve.
En morgen, mens min tante Anna som sædvanligt satte ekstra gode sager på morgenbordet foran mig og nærmest tiggede mig om at spise lidt mere, kom vores gamle nabokone ind. Hun så på hvordan jeg blev vartet op, og sagde med et suk:
Du er forkælet, unge pige, du har aldrig kendt til modgang, bare vent, svigermoren skal nok give dig lidt kamp til stregen.
Nu må du ikke skræmme barnet, irettesatte tante Anna hende venligt.
Det var faktisk rigtigt, jeg kendte ikke meget til modgang. Vores lidt anderledes familie bestod af mormor og hendes tre døtre. Min mor og min bror Jens var børn af den yngste, Josefine, og jeg var den ældste søster Annas yndling. Der var ingen mænd, alle søstrene havde mistet deres mænd i krigen. Vi levede tæt og kærligt sammen, og børnene fik al den omsorg, måske endda lidt til.
Som den yngste blev jeg særligt forkælet. Nabokonen havde ret jeg anede ikke, hvad det ville sige at være ked af det. Men ordet svigermor lød så hårdt og fjendtligt. Det bed sig fast og virkede mere som en trussel end nogensinde før.
Men min svigermor viste sig at være alt andet. Hun var høj, smilende og varm. Hun sagde: Kom indenfor, datter og smilte til mig. Hun havde bagt boller, serverede kaffe, og viste mig sin lille have, hvor de lige havde sået nye kartofler og løg. Hun præsenterede mig for sin glade gris, Børge, som brægende hilste på hende.
Børge, nu får du mad! Du er sådan en dygtig fyr, sagde hun kærligt, og på mærkværdig vis følte jeg, at hun også roste mig.
Det hele virkede så bekendt. Vi havde også altid haft grise derhjemme, som vi talte kærligt til. Der var noget trygt og hjemligt over det, og jeg begyndte at kunne lide det.
Om morgenen tog mændene på arbejde på et byggeprojekt, mens vi passede huset. Men jeg syntes stadig, det var svært at kalde hende noget, når jeg skulle have hendes opmærksomhed. En dag, da hun roste mit navn, begyndte jeg at fortælle om den græske Taïs. Hun lo og sagde: Kald mig bare Thais, min pige, det passer jo nærmest sammen! Så gik det hele meget nemmere og jeg begyndte at sige Thais til hende, med hendes mellemnavn, Petersen. Livet faldt på plads igen. Hun arbejdede hurtigt og ubemærket, og når jeg vågnede, var morgenmaden klar, gulvet skinnende og haven luget. Børge var allerede fodret.
Vi sad på trappestenen og talte sammen, mens hun med lune smil fortalte mig om krigens hårde år med tre små drenge hvordan hun for at klare sig måtte arbejde i skoven, og hvordan de en dag mistede deres rationeringsmærker til brød. Men slagteren gav hende job som rengøringskone i butikken, og lod hende tage de krummer, der var tilbage på bakkerne, med hjem til børnene. Det hjalp dem igennem. Hendes varme historier malede levende billeder i mit sind, og verden åbnede sig med nye indtryk.
Alt var fredeligt, indtil det uundgåelige skete. En morgen vækkede Thais mig og sagde:
Pige, de andre kvinder skal ud at plukke bær i skoven. Jeg tager med, måske kan jeg samle lidt til jer. Men du, kan du ikke give Børge lidt foder? Jeg har gjort det hele klar i spanden.
Selvfølgelig, det klarer jeg let, svarede jeg muntert, da jeg blev alene hjemme.
Det tog ikke lang tid, før Børge mindede mig om sin sult med et højt grynt. Jeg tog spanden og gik ud til grisehuset for at fodre ham. Det skulle da være nemt men nej!
Så snart jeg åbnede døren, fløg Børge med et kraftspring ud, væltede spanden ud af mine hænder, og galoperede ud i haven direkte på de nydelige, grønne kartoffelbede. Frihedens rus fik Børge til at spæne rundt, vælte planter og rode sig rundt i alt, hvad han kunne finde. Med grynt og fryd slog han kolbøtter og smadrede løs. Jeg stod lammet af rædsel hvad skulle jeg gøre? Jeg måtte jo stoppe dette svineri og redde alt, hvad jeg kunne af det, min svigermor så omhyggeligt havde passet.
Jeg forstod pludselig, hvad det ville sige at frygte sin svigermors vrede. Nu ødelægger jeg det hele! tænkte jeg desperat. Men give op? Nej, nu skulle Børge ind i stien igen!
Flere gange fik jeg næsten fat på ham, men hver gang smuttede han ud af mine hænder som en sæbe, når jeg havde fat i hans glatte, mudrede krop. Han havde ikke tænkt sig at opgive friheden. Jeg måtte ændre taktik. Mad måtte til.
Ind i huset igen efter brød og så måtte jeg forsøge at lokke ham ind. Børge kom forsigtigt over, og jeg fik lirket os nærmere stien. Men hver gang vi var tæt på, stak han af med endnu vildere grynten rundt i haven, og jeg løb hjælpeløst bagefter, grædende over alt det, der var tabt.
Endelig, da Børge blev træt, satte han sig ned midt i ødelæggelserne og begyndte at gnide maven på jorden, mens han nød hvert sekund. Da kom jeg i tanke om, hvordan vi altid havde kløet vores egne kæledyr på maven, når de skulle beroliges.
Han så ikke længere mig som fjende, og jeg fik lov at klappe ham, væltede ham forsigtigt om på siden og begyndte at klø ham på maven. Han lukkede tilfreds øjnene og gryntede saligt. Jeg kløede og klappede, mens sveden og tårerne blandede sig på mit ansigt. Solen bagte, og alt virkede tabt.
Så hørte jeg porten smække. Thais var hjemme, og løb hen til os.
Din lille bandit, du har da pint pigen! råbte hun, greb Børge resolut i bagbenet, og med et snuptag fik hun ham ind i stien igen og smækkede døren.
Jeg prøvede at rejse mig, men benene ville ingenting. Hun hjalp mig op, og dryppede straks koldt vand over mine mudrede ben og arme, som hun selv havde hentet i morges fra den kolde brønd.
Det sorte jordvand løb ned ad mig, sammen med tårerne, og jeg mærkede, at det ubehagelige ord svigermor løb væk sammen med resterne af mudderet. Friheden føltes overvældende.
Ak, min pige, sagde jeg, som det bare kom fra hjertet, Mor! Hun lo, trak mig ind til sig og bød på bær fra skoven.
Om den ødelagte have blev der kun sagt ganske lidt hun trak på skuldrene:
Det er kun grøntsager, det vokser op igen og tomatplanterne skal du bare se, de klarer sig. Og hvad kan vi forvente af en gris; han skulle bare løbe lidt. Nu skal du hvile mens mændene er ude, jeg ordner hurtigt lidt frokost.
Hvor kom hendes tålmodighed fra, og den styrke efter sådan et liv? Hvor lå kilden til al hendes varme og forståelse? Jeg ved det ikke, men jeg ved nu, hvorfor stærke, gode og kærlige sønner vokser op, klar til at give deres venlighed videre også til unge piger, der ellers kun havde hørt det kolde ord svigermor.Den aften, da mørket faldt på, sad vi to på bænken ved køkkendøren. Der lå stadig lidt jord under neglene, og mine hænder rystede svagt af dagens strabadser. Thais lod blikket glide ud over haven, hvor kartoffeltoppene lå i skæve rækker, og hvor Børge allerede snorkede i sin stald. Vi sagde ikke meget. Men en ro gled ind mellem os, som om hverken ord eller forklaringer længere var nødvendige.
Som duggen lagde sig i græsset, mærkede jeg for første gang, at mit nye liv kunne vokse her. At fejl og kaos, selv mudrede grise på frihjul, hørte med til noget større, noget varmere. Thais lagde sin stærke hånd over min og smilede. I dét smil var alle svar. Jeg så på hende og tænkte, at familie ikke altid kommer ad blodets vej nogle gange mødes man, når man mindst venter det, og bygger et bånd, stærkere end nogen forventning.
Og lige dér, mellem den ødelagte have og kærligheden, forstod jeg, at alting nok skulle gå.
