Knappen? Jeg kaldte hende for Trille. Hun løb rundt her hele morgenen. Det kunne straks ses, hun var faret vild. Senere lagde hun sig til rette ved mine fødder. Så jeg puttede hende ind i bilen, så hun ikke skulle fryse, den stakkel, sagde manden med et drømmende smil
Alvilda, hvordan kan du bare være så uheldig? Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at Kasper ikke er noget for dig?! sukkede Alvildas mor, mens drømmefugle hakkede i tapetet, og markblomster voksede op af køkkenets brune fliser.
Alvilda stod med hovedet bøjet; selvom hun for nylig var blevet syvogtredive, føltes hun som en skolepige, der havde fået skyld i skolens kanins forsvinden. Bitterheden sad som sirup i brystet hun havde så ondt af sig selv, sin kikset kærlighed og lille Signe. Det mærkeligste var, at nu, hvor der var julelys over hele København, manglede deres lille familie dens søjle.
Jeg går fra dig, mumlede Kasper, mens han uden sammenhæng viftede med en hvid serviet. Alvilda hørte ikke rigtigt, hvad han sagde. Hun satte blot en skål varm hønsekødssuppe foran ham.
Går hvorhen? spurgte hun mekanisk.
Du forstår aldrig noget, Alvilda. Du lever i din egen verden! Hvordan kunne jeg holde det ud så længe? Han rullede teatralsk med øjnene.
Hun nåede aldrig at spørge ind, før han selv begyndte sin mærkelige monolog: Jeg kan ikke mere! Og din hund hyler konstant. Dit barn er altid syg. Ikke skyggen af eventyr, Alvilda. Se engang på dig selv hvem er du blevet? brummede Kasper.
Alvilda spejdede ind i vitrineskabets glas efter sit forvredne spejlbillede, men det løb væk, som mælk i et glas, mens tårer flød. Hun sank sammen midt på flisegulvet.
Kasper hadede tårer. Han så længselsfuldt på suppen, gik ud og begyndte at pakke mærkelige, sammenkrøllede skjorter.
Trille, den lille hund, var pludselig på vagt, cirklede omkring Alvildas ben mens hun peb sagte og forsøgte at samle resterne af stemning op.
Så kan jeg endelig sove uden det evige tuderiet, råbte Kasper, da han stod i døren med tasken på skrå.
Men Kasper, hvad så med Signe? hviskede Alvilda, og så for sig hvordan Signe, så lille i sin seng, ville vågne til tomhed.
Du finder vel på noget. Du er hendes mor, sagde han og forsvandt, mens Trille kaldte ham tilbage i natten.
Natten lang sad Alvilda i køkkenet, med Trille trykket ind til sig og duggede vinduer. Hunden slikkede hendes hænder med varm tunge hun forstod, at noget frygteligt var sket.
I flere dage vidste Alvilda ikke, hvordan hun skulle fortælle det hele til sin mor. Moren ringede dagligt, spurgte med stemme af sort kaffe og kolde rundstykker, hvordan de havde det, og Alvilda svarede hurtigt og lagde røret på.
Har du fundet noget arbejde? Hvis nu Kasper, den skarnsunge, forlader dig, hvad skal du så leve af? sagde moderen, da hun i søvne? dukkede op.
Og så brast det hele for Alvilda, hun forklarede grædende hvordan Kasper var væk og jobmarkedet koldere end havnefogedens kælder.
Moren måbede. Jeg kunne forudsige det! I har været sammen i fem år, har fået barn, og han nægtede jo altid at stille op. Din far ville aldrig nej, aldrig gøre sådan! hun trampede rundt i stuen mens hyacintblomsterne bøjede sig for vinden fra døren.
Hvad nu? spurgte hun og så ud som om hun havde tabt en gammel femmer nede mellem brædderne.
Jeg må finde på noget, sagde Alvilda stille. Måske jeg kan få job som pædagogmedhjælper i børnehaven hos Signe.
Men lønnen er sølle til sådan noget. Og så er der stadig hunden at tænke på, mumlede moren og ignorerede Trille, som om hun var en forvokset mysli. Moren sagde ikke mere, da hun så Alvilda nynne på grådkanten.
Okay, skrid ikke helt sammen. Jeg hjælper, hvis det bliver nødvendigt. Skal nok tage mig af Signe, sukkede hun, og listede ud.
Tiden blev til uger, der løb sidelæns. Alvilda fik arbejde i Signes børnehave. Signe var glad og sagde:
Mor, kan Trille ikke blive hjælper? Bedste gider aldrig gå med hende, og Trille kan jo både vaske op og vogte os, når vi sover til middag, sagde Signe med drømmestøv i øjnene.
Alvilda lo og krammede sin datter, men sorgen lå altid i kulissen som dug på græsset, især når Signe spurgte:
Mor, kommer far mon hjem til nytår? Hvad tror du?
Hun kunne ikke sige sandheden, og fantaserede om Kaspers arbejde og vigtige missioner. Når hun ringede til ham, sagde han noget om
Alvilda, du må lade mig være så jeg kan genopbygge mit liv. Sig bare til Signe at jeg er agent sendt ud i verden. Find nu mit slips, har du set det? Jeg skal jo også fejre nytår, sagde han, næsten som en fjern stemme i radioen.
Alvilda kunne ikke forstå, hvordan hun skulle forklare Signe alt dette, eller hvordan hun selv ville tage imod det nye år.
Det skete så underligt. Alvildas mor slæbte Signe til lægen gennem et København der bølgede af trafik og lys, og ud af en sidegade kom Kasper. Signe løb mod ham og råbte:
Far, endelig! Kommer du hjem?
Han skuttede sig, prøvede at smile og sagde dæmpet, at han og moren ikke længere boede sammen. Så forsvandt han, nærmest vendt om på hælene.
Måske ser jeg dig igen. Måske, mumlede han.
Signe stivnede, bed sig i læben og sagde Kom ikke igen, far.
Senere steg hendes feber, og en læge blev tilkaldt, mens urene tikkede baglæns og vintervinden slog på ruden. Signe nægtede spise, og Trille dukkede sammen hos hende.
Der er nok tale om stress, sagde lægen, som duvede frem og tilbage som en robåd.
Alvilda bebrejdede sig selv: Jeg burde have sagt det fra begyndelsen. Signe forstår jo alt. Moren rystede blot på hovedet, som om hun frøs rødgrød med fløde.
Dagen efter skete en ny mærkelig ting. Moren gik ud for at lufte Trille uden snor, og da den lille hund igen blev irettesat, løb den tværs gennem sneen og forsvandt. Moren råbte Nå, så må du fryse lidt og skyndte sig ind til Signe.
Men Signe ville intet spise, før Trille kom hjem. Når Trille kommer igen, så spiser jeg, sagde hun og vendte sig om.
Det er din skyld, hun er blevet forkælet, begyndte moren, jeg sagde jo at hunden
Mor, det havde været bedre, hvis du havde holdt øje med Trille istedet for at brokke dig, udbrød Alvilda, der ellers aldrig hævede stemmen.
Jeg gør hvad jeg kan for jer, snøftede moren, og forsvandt ud i mørket, som en sur storm på Amager.
Alvilda gik og gik den nat, rundt om blokkene, drømmende gennem tåge og skæve gadelamper. Signe sov endelig, og Alvilda håbede, at Trille naturstridigt ville finde hjem, men sneen dæmpede alle spor. Med stive fingre faldt hun til ro i sofaen og gled ind i en urolig søvn
Signe vågnede tidligt: Mor, jeg drømte om et juletræ! Vi pyntede det og så fandt vi Trille! sagde hun ivrigt.
Alvilda smilede tungt. På bordet stod en lille plastikgran. Nytåret nærmede sig, og de havde gjort hvad de kunne.
Signe surmulede og græd: Træet skal være stort og rigtigt. Så kommer Trille hjem. Ligesom i drømmen!
Alvilda sukkede. Penge var der ikke til et rigtigt træ, og moren nægtede komme forbi: Du sætter en hund over din egen mor, sagde hun fornærmet i røret.
Da weekenden kom, var Signe stadig syg og ville ikke rejse sig. Nytårsbordet var dækket, men Signe græd:
Ingen juletræ, ingen Trille. Far kommer heller aldrig igen.
Alvilda strøg hende over håret og holdt tårerne tilbage. Hun bad den rare nabo holde øje med Signe og løb ud i kulden.
Gaderne var fyldte af snefnug og mennesker, som gik baglæns og lo. Alvilda ledte efter Trille langs drømmens grænser.
Hun nåede et lille grantræsmarked med en mand i krøllet fårepels, der skiftede ben i sneen. Vil du have et træ? Der er kun disse tilbage, rabat kan sagtens gives! sagde han og rodede i sin pose af stemmer.
Hun så familieglæde bag ham, men hendes egen lomme var tom. Hun lagde mærke til nogle grangrene i bilen.
Må jeg tage nogle grene? spurgte hun sagte.
Manden kiggede og hjalp hende og sagde Selvfølgelig!
Alvilda takkede og forklarede om hendes syge datter og den forsvundne hund. Manden lyttede også han var blevet forladt, og juleaften knitrede af ensomhed.
I det samme kom en ny mand forbi og spurgte Sælger du det gran der? Men sælgeren sagde Den er solgt.
Han så længe på Alvilda. Skal vi følges, så hjælper jeg dig hjem med de grene.
Jeg har ingen penge, sagde Alvilda genert.
Det ved jeg, sagde han roligt.
Og så skete det uvirkelige, som kun kan ske på en dansk nytårsnat, hvor tider og steder bytter plads og nissehuer danser på hustagene.
Manden åbnede bilen og dér lå Trille, svøbt i et strikket halstørklæde, drømmende og glad.
Hvor har du Trille fra? Alvilda gispede.
Trille? Jeg kaldte hende Trælle. Hun løb her hele morgenen, man kunne se hun var faret vild. Så lagde hun sig ved mine fødder og jeg tog hende med, så hun ikke skulle fryse, sagde manden og lignede en julelegende.
Han hed Poul. Han elskede dyr og børn, og Alvilda følte huset fyldtes med varme.
Måske var det julens magi, og måske var det skæbnens underlige gang, men fra dén dag blev deres hus varmt og fyldt med latter. Signe lo igen, hunden havde nu to navne, og i det skæve vindue dansede stjerner fra alle drømme, de endnu ikke havde drømt.
