Kom i halsen: vores børn i udlandet, kun besøg i ferierne
Hvor jeg dog savner dem
Folk omkring mig siger ofte: “Du burde være glad! Din søn har skabt sig et liv i USA, har en familie, stabilitet. Er det ikke lykken?”
Ja, jeg er glad. Selvfølgelig er jeg glad. Hvordan skulle man ikke være det? Hvad kan en far ellers ønske sig for sit barn end at se det lykkeligt?
Men hvorfor kan jeg så ikke sove om natten? Hvorfor sidder jeg hver aften ved vinduet og håber på miraklet at høre kendte skridt ved døren? Hvorfor gør det ondt i hjertet, når jeg ser naboens børnebørn lege i haven, mens mit eget barnebarn er derude et sted, ovre på den anden side af havet?
Jeg så ikke mit barnebarn tage sine første skridt. Jeg hørte ikke de første ord. Skærme og monitorer forhindrer mig i at kramme ham, jeg kan ikke tage ham i hånden og gå en tur i efterårsparken, jeg kan ikke lære ham at cykle. Alt, hvad jeg har, er nogle få pixels på en skærm og en stemme, der hver uge føles fjernere og mere fremmed.
“Vi er alle i samme båd”
Forleden gik jeg i parken og satte mig på en gammel træbænk, hvor en flok af ligesindede allerede havde samlet sig. Ældre mennesker, der har oplevet meget, men aldrig vænnet sig til det mest skræmmende – ensomheden.
Vi begyndte at tale. Alle havde noget at fortælle, for vi delte den samme historie.
— Jeg har to døtre, — begyndte en spinkel kvinde med gråt hår at sige. — Den ældste har boet i Schweiz i femten år, den yngste tog til Spanien for syv år siden. Tidligere kom de trods alt på besøg, men nu… Det er altid arbejde, travlhed. De lover at komme om sommeren, men der kommer altid noget i vejen.
En anden, en fyldig kvinde med et venligt ansigt, fortalte smilende:
— Mit barnebarn går allerede i første klasse, og hun taler bedre tysk end dansk. Sønnen og svigerdatteren har købt hus i München og har det godt der. For ti år siden flyttede de til Tyskland. Jeg besøger dem om vinteren, og om sommeren kommer de her… Jeg mener, de tager et par dage i vores sommerhus – og så tilbage igen.
Jeg lytter, tier stille og sluger den klump i halsen.
En tredje kvinde sukkede, mens hun så ud i horisonten:
— Jeg har ikke set mine børnebørn i tre år. De er i Canada. Det sker sjældnere og sjældnere, at de kommer. De siger, det er dyrt, det er langt væk… Jeg kan ikke flyve længere, benene bærer mig ikke. Jeg strikker trøjer, sokker, halstørklæder til dem – ved jo, at det er koldt der. Og de smiler gennem skærmen: “Tak, bedstemor, du er en skat.” Men mine ting bliver liggende i skabet – ingen bruger dem, ingen bliver varmet af dem.
Liv på afstand
Nogle får dyre medicin fra deres børn, andre får 100 euro om måneden som hjælp. Nogle kan ikke få ferie, så de ikke kan komme hjem til jul, mens andre ser længselsfuldt frem til, at svigerdatteren vil komme med børnebørnene i et par uger i det mindste.
— Og jeg misunder jer, — sagde en slank kvinde omkring tres pludselig. — I har i det mindste børn, der har klaret sig godt. Min søn er arbejdsløs, og svigerdatteren tjener kun småpenge. De er ikke flyttet nogen steder hen, men lever som om de burde have gjort det… De håber på mine hjemmelavede syltetøj, om sommeren laver jeg 300 glas kompot, agurker, marmelade. Hvad skal man ellers gøre? Uden det kan de ikke holde det ud.
Og her sidder jeg, lytter og kan mærke, hvordan alt indeni strammer til. Hvorfor er det sådan? Hvorfor er vores børns skæbne et liv langt væk fra os?
Vi glæder os over deres succes, er stolte af dem, men kan ikke holde dem i vores arme, når det er tungt. Vi kan ikke give dem faderlige råd over en kop te i køkkenet, kan ikke blot sidde i stilhed, men alligevel føle hinandens nærhed.
Hvad så nu?
Vi bliver ældre. Vores børn bliver fremmede, deres verdener uigennemskuelige for os. De kender ikke vores liv. Og vi ved ikke, hvem de er blevet til.
Og så kommer den dag, hvor der ikke længere vil være Skype-opkald, ingen sjældne besøg til højtider. Lidt tid vil gå – og så kommer de, men kun for at tage afsked.
Men jeg ønsker så inderligt bare en gang mere at kramme min søn tæt, se barnebarnet i øjnene og sige: “Husk, morfar elsker dig.”
Men tiden går. Og hvem ved, om vi når det…
