Klar og tydelig: Jeg har ikke brug for en mand, som jeg skal trække med mig!
Mit navn er Ingeborg Møller, og jeg bor i Odense, hvor Fyn breder sig langs Odense Å. Svend og jeg har været sammen i næsten tre år, og det sidste år har vi delt tag over hovedet. Jeg kender hans familie, og han kender min. Siden foråret har vi begge arbejdet, og det inspirerede os til at lægge modige planer: Vi talte om bryllup, om børn, om en fremtid, der virkede så nær og reel. Men alt faldt fra hinanden en sort dag i begyndelsen af juni, da Svends liv gik i stykker. Hans mor døde – pludselig og nådesløst. Hun var på vej hjem fra arbejde, faldt om på gaden af et hjertestop og døde på vej til hospitalet. Slaget var knusende, og smerten var ulidelig for dem alle.
Jeg forlod ikke hans side. Svend er den mand, jeg elsker, som jeg har valgt at binde min fremtid med. Jeg holdt mig tæt på, delte hans søvnløse nætter, tørrede tårerne af hans kinder, tålmodigt så på, mens han druknede sorgen i snaps, glas efter glas. Jeg klemte hans hånd, mens han faldt ned i desperationens dyb, i det sorte hul, hvor intet lys findes. Selv når han skubbede mig væk, råbte, at han ikke ønskede, jeg skulle se hans svaghed, blev jeg hos ham. Jeg kunne ikke lade ham være alene i denne smerte. Han var alt for mig, og jeg var parat til at bære hans smerte med ham.
Men månederne går, og Svend er stadig den samme – knækket og fortabt. Han har lukket sig inde indenfor fire vægge, skærmet sig fra verden. Han ser ikke venner, taler ikke med mig i dagevis. Uanset hvad jeg foreslår – tage ud, fordrive tankerne, leve videre – afviser han, stirrer tomt og tier. Han sidder derhjemme dagen lang, stirrende ind i ingenting, uden at gøre noget. Han har endda taget ulønnet orlov, risikerer at miste sit job for altid. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal trække ham ud af dette myr. Jeg forstår smerten ved at miste sin mor, men det er som om, han døde sammen med hende. Når jeg forsøger at sige, at livet fortsætter, at vi må kæmpe for de levende, kaster han mine ord tilbage: “Du er følelseskold, kynisk!” Måske har han ret, men jeg kan ikke lade være med at tænke på noget andet.
Hvad hvis dette ikke er enden på vores prøvelser? Livet viser ingen nåde – nye ulykker, nye slag vil komme. Hvis han knækker ved hver tragedie som en tør kvist, hvordan skal vi klare det? Hvis jeg hele tiden skal være den, der bærer alt, vil jeg knække. Og jeg ønsker ikke sådan en skæbne! Jeg behøver en mand ved min side – stærk, pålidelig, én vi kan dele byrderne med, ikke én jeg skal slæbe med mig som en tung byrde. Jeg er træt af at være hans støtte, hans redningskrans, mens han synker i sit hav af tårer og ikke engang forsøger at svømme.
Jeg frygter at indrømme dette, selv overfor dem, der står mig nærmest. Hvad hvis de også dømmer mig, kalder mig kold, hjerteløs? Jeg forestiller mig blikkene fra mine veninder: “Hans mor døde, og du tænker på dig selv!” Men jeg er ikke lavet af sten – jeg lider også, græder om natten, ser på ham, denne fremmede, fortabte person, han er blevet til. Hvor er den mand, der grinede med mig, lavede planer, drømte om vores fremtid? Han er væk, og jeg ved ikke, om han nogensinde vender tilbage. Jeg er bange – bange for at miste vores kærlighed, bange for at blive, bange for at gå og fortryde det.
Jeg ønsker ikke at forlade ham i hans nød, men jeg kan heller ikke være hans sygeplejerske længere. Hver dag ser jeg, hvordan han svinder ind, og mærker, hvordan jeg selv mister lys. Arbejdet, hjemmet, hans tavshed – det tynger mig som en betonplade. Jeg drømte om en familie, om lykke, og endte med dette – endeløs tristhed og ensomhed sammen. Hvordan redder jeg vores kærlighed? Hvordan trækker jeg ham op af denne sump? Eller er det på tide at redde mig selv? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hjertet revner mellem medlidenhed med ham og længslen efter at leve mit eget liv. Jeg beder jer om råd – hvordan genopliver jeg ham eller finder styrken til at gå, hvis han ikke længere er den, jeg elskede? Jeg står på kanten, og jeg har brug for et lys for at finde vej.
