“Indsigt”
– Laus. – Mette kom ind i stuen med hænderne på ryggen. Hun smilede mystisk, og øjnene strålende af lykke.
Lasse smilede også og forventede at høre gode nyheder eller måske få en gave.
– Hvad har du der? – Han satte sig op på sofaen og lænkte sig frem mod hende. – Kom nu, vis mig.
– Her. – Mette rakte hånden frem, hvor der lå noget lille i håndfladen. Lasse havde ikke helt gennemskuet, hvad det var, men smilet på hans læber blev ikke længere drevet af glæde.
– Hvad er det? – Han sank tilbage mod sofaen, som om han trak sig væk fra denne uventede “overraskelse”.
– Se! – Mette tog et skridt frem, mens hun stadig holdt den lille genstand i hånden. – Jeg er gravid! – udbrød hun omsider, og stemmen dirrede af undertrykt glæde.
“Gravid,” gentog Lasse i sit stille sind. Smilet forsvandt. Han stirrede på Mette, som om hun pligteligt var blevet en fremmed.
Hendes smil slukkede langsomt, som en lyse i en teatersal, lige før forstænget går op. Mette klemte testresultatet i hånden og sænkede armen.
– Er du ikke glad? – Nu var det tårer, der dirrede i stemmen.
– Mette, vi aftalte at vente, – sagde Lasse hæst, efter at have fundet sig selv. – Holdt du op med at tage piller? – Hans stemme blev skarp som knust glas i stilleheden.
– Jeg glemte den ene gang, og så… – Mette satte sig ved siden på sofaen. Lasse skød sig straks væk, som om han var bange for at blive smittet.
– Hvad tænkte du på? Hvorfor fortalte du mig det ikke? Skal du virkelig bruge din tid på bleer og sutteflasker? Du er selv et barn endnu. – Han rejste sig og begyndte at gå nervøst rundt i stuen.
– Mette, vi må tale om det, ingen grund til at handle…
– Jeg får ikke en abort. Han er der allerede. Jeg ved det, jeg kan mærke, at det er en dreng. Han vil ligne dig, – sagde Mette. Tårer stod i hendes øjne.
Hendes ord naglede Lasse til gulvet. Hun så på ham med en desperat beslutsomhed. Tårer gled ned ad hendes kinder, og hun snøb.
– Mette, hør nu her. – Lasse satte sig igen, lagde armen om hende og trak hende tæt.
“Skrig hjælper ikke. Blød være, overtal hende med kærlighed…”
Mette skubbede hans hånd væk og sprang op, som om hun hørte hans tanker.
– Jeg. Får. Ikke. En. Abort. – Ordene kom skarpt, hver stavelse adskilt.
– Mette, jeg sagde ikke noget om det. Jeg var chokeret. Undskyld min reaktion. Kom her. – Han tog hendes hånd, trak hende ned på sit skød.
– Du dumme tøs. Hvor jeg dog elsker dig, – mumrede han og strøg hende over skulderen. – Græd nu ikke. Det er ikke godt for barnet.
– Er du virkelig glad? – spurgte hun og tog tårerne væk.
– Selvfølgelig, – svarede Lasse let, mens tankerne summede: Ni måneder til, måske mere. Alt kan ske…
Tiden gik, og alt syntes normalt. Lasse bemærkede ingen store ændringer hos Mette. Han begyndte at tvivle. Kunne testen have taget fejl? Men så kom kvalme og træthed. Hun spiste næsten intet, blev bleg og sløv.
Før var de altid ude – biograf, café, venner. Nu var hun hjemme. Kødlugt gav hende kvalme, og hun lå ofte i sengen. Lasse led af kedsomhed.
– Mette, det er Simons fødselsdag i lørdag, – sagde han undskyldende.
– Gå alene. Jeg orker ikke fem minutter ved bordet, – mumlede hun væk fra ham.
Lasse var lettet. Han havde håbet på en undskyldning, men ikke så nem en.
Til festen drab han, lo og nød frihed. Han kom sent hjem. Mette lå stadig vendt mod væggen.
Så kom maven. Hun vendte og vendte sig i sengen, græd og var irritabel, afmægtig over ham, mens hans frustration voksede med hendes omfang.
– Hvornår bliver I gift? – spurgte hans mor engang, da han besøgte hende. – Det er på tide. Jeg er måske ikke vild med din Mette, men sådan er det. Har I fundet et navn?
– Andreas. Efter hendes far. Mor, hvem gifter sig med en gravid mave?
– I kan bare melde det. Jeg advarede dig…
– Hold op! Jeg orker ikke at høre på det!
På vej hjem stoppede han på en bar. Han var lige faldet i søvn, da Mette ruskede ham.
– Laus! Vågn dog op!
– Hvad? – mumlede han søvnigt.
– Jeg har det svært. Det gør ondt, – klynede hun. Han åbnede øjnene og så hendes bekymrede ansigt.
– Skal jeg få en ambulance? – Han famlede efter telefonen.
– Jeg har ringet. Alle linjer er optagede.
– Okay. – Han tog hendes telefon og ringede efter en taxa.
I entreen sad Mette klar, med en stor taske ved fødderne.
– Har du pas? Kom så.
De standse flere gange på vej ned. Taxaen ventede.
– Kør til hospitalet, – sagde Lasse.
Mette hvæsede af smerte, bed sig i læben.
– Hold ud, snart er vi der, – forsøgte han at berolige, skjult nervøs.
Ved modtaget bankede Lasse på døren.
– Hvad skriger du for? – En søkær søster åbnede. – Ind med, skat. – Hun sendte Lasse væk. – Ring til din mand derovre.
Gennem glasset så han, hvordan Mette blev ført væk.
– Mette! – Han råbte, men hun vendte sig ikke.
Fire timer senere var Andreas født. Lasse kørte til sin mor.
– Tillykke. Lad os købe det hele, – sagde hun.
De fyldte en taxa med bleer og tøj. Om aftenen sad han med venner i en bar, drukken og højlydt. De rådede ham til tål.
– Hvad fejrer vi her? – En stemme bag ham. Bløde hænder på hans skuldre. – Hej, smukke.
– Nanna? – Han blinkede overrasket.
– Pas på, skat. Han er lige blevet far. En dreng! 3400 gram! – En ven rakte hende champagne.
Resten huskede Lasse ikke. Han vågnede nøgen i en seng.
– Op, far, – sagde Nanna.
– Er jeg hos dig? Hvordan…?
– Jeg kørte dig hjem. Havde ikke lyst til at se dit lykkelige hjem.
– Hvorfor er jeg nøgen?
– Rolig. Du var trofast. – Hun grinede. – Folk sover uden tøj. Jeg savnede dig. – Hun bøjede sig for at kysse ham, men han veg.
– Skal du have morgenmad, eller går du?
Han tog buHan så Mette og Andreas lege på gulvet, og pludselig vidste han, at han aldrig mere ville gå væk.
