Kære dagbog,
Det var på min anden date med Henrik, at jeg for alvor mærkede, hvad dansk finesse – og måske også lidt smålig snedighed – kan gå ud på. Han havde inviteret mig på Restaurant Nordlys, et sted i hjertet af København, hvor krystallysekronerne kaster et blødt skær over travle tjenere, der lydløst glider mellem bordene. Alting var dekadent. Henrik selv lignede én, der hørte hjemme der: perfekt siddende habit, en iøjnefaldende Breitling på håndleddet og det overskudsagtige smil, som vel kommer af at være vant til at være midtpunkt.
Bestil hvad du vil, sagde han, uden at kigge på menuen. Kvinder skal aldrig holde sig tilbage.
Det lød næsten som en replik fra en gammel dansk folkekomedie om en storsindet konferencier men ordene hang lidt for længe mellem os. Måske var det måden han betragtede mig hans blik vurderede mere end det værdsatte. Samtalen kredsede hurtigt om hans tidligere forhold, og hvordan kvinder, ifølge ham, kun så ham som en bankmand.
Jeg valgte en andesalat og et glas riesling. Henrik, derimod, bestemte sig for ribeye, tatar og en flaske dyr bourgogne. Han talte om forretningsforbindelser, klagede over menneskets overfladiske natur og filosoferede om ægte værdier. Jeg nikkede og smilede, men ærligt, det føltes ikke som en date mere som en optagelsesprøve med skjulte spørgsmål.
Så kom regningen, præsenteret i en fin, sort lædermappe. Henrik talte videre, som om intet var sket, men hans hænder begyndte at fumle i lommeforet, så i jakken, og så på bukserne. Pludselig blev hans selvsikkerhed afløst af en overdrevet forlegenhed.
Shit, mumlede han og kiggede mig direkte i øjnene. Jeg har vist glemt pungen. Den ligger enten på kontoret eller i den anden bil.
Han trak på skuldrene og så afventende på mig ingen panik, ingen forsøg på at finde en løsning på mobilen eller spørge tjeneren om at vente. Han kiggede bare.
Sikke en mærkelig situation, sagde han og lænede sig tilbage. Tror du, du kan dække regningen? Jeg overfører naturligvis senere. Eller næste gang så giver jeg, inklusiv renter.
Det blev krystalklart for mig, at dette ikke var et uheld. Han ville teste mig udstille mig, som han havde snakket om i snart en time. Typisk dansk jeg skal nok lige se, hvad du egentlig er lavet af.
Jeg har hørt om sådanne historier både i venindekredse og i fjollede DR-serier men havde ærlig talt ikke forestillet mig at stå midt i en som voksen kvinde. Hans logik var latterligt simpel: Hvis jeg betalte for to, jamen, så var jeg en god og nem kvinde nøjagtigt sådan én, som kunne redde ham når som helst. Nægter jeg, ja, så er jeg bare endnu en, der går efter penge.
Han troede tydeligvis, at han havde styringen nu. At jeg ivrig efter en chance med en så attraktiv mand bare ville hive mobilen op og betale uden at blinke.
Men han kendte nok ikke Agnes fra Frederiksberg.
Jeg tog stille og roligt min pung op af tasken. Henrik smilede næsten han troede, han havde vundet.
Selvfølgelig, ikke noget problem, sagde jeg blidt og vinkede til tjeneren.
Må jeg bede om at få regningen delt? sagde jeg klart og tydeligt. Jeg betaler for mit og så kan herren tage sig af ribeye, vin og dessert.
Hans smil forsvandt fra hans læber.
Hvad mener du? hvislede han og lænede sig ind over bordet. Jeg siger jo, jeg ikke har min pung?
Det forstår jeg, sagde jeg roligt, mens jeg betalte for min del via MobilePay. Men vi kender hinanden dårligt, og at betale for dig når du selv har inviteret og bestilt det dyreste på kortet det er altså ikke min opgave. Du er voksen, Henrik. Du finder nok ud af det.
Tjeneren frøs i bevægelsen og sendte blikke mellem os. Henrik blev rød i kinderne, og ét efter ét faldt den polerede facade.
Er det din alvor over nogle penge? hvæsede han. Jeg sagde jo, jeg ville betale tilbage. Jeg ville bare teste dig.
Og du har fået dit svar, sagde jeg og rejste mig. Jeg er ikke typen, man manipulerer med.
På vej ud mærkede jeg, at jeg manglede det sidste punktum. Han sad stadig tilbage, med en ubetalt regning, rasende og forvirret, stadig uden pung.
Jeg gik derhen, rodede i min pung og fandt nogle krøllede sedler og lidt småmønter sådan noget, der altid ender i bunden af min taske.
Nå ja, forresten, sagde jeg, mens jeg lagde dem ved siden af hans halve, tomme vinglas. Hvis du ikke har penge til taxa så kan du komme hjem med metroen. Se det som min støtte til din forskning i kvindens sjæl.
Folk ved nabobordene kiggede op. Henrik lignede én, der lige havde fået en lussing.
Jeg trådte ud på fortovet, tog en dyb indånding.
Aftenen kostede mig kun en andesalat og et glas vin en beskeden pris for så megen klarhed og lidt sparet livstid. Forhåbentlig lærte Henrik noget, selvom jeg tvivler.
Hvordan mon andre havde reageret? Ville du have reddet ham, eller gjort som mig og sat grænsen der, hvor den hører hjemme?
