Kattens hjerte hamrede tungt i brystet, tankerne fløj omkring og sjælen gjorde ondt. Hvad kunne dog være sket, siden hans ejerinde gav ham til fremmede mennesker, hvorfor havde hun forladt ham? Da Olesia til sin indflytterfest fik foræret en kulsort britisk korthårskat, var hun målløs i flere minutter… Den beskedne, ældre etværelseslejlighed, hun med besvær havde sparet op til, var endnu ikke indrettet. Der var også andre problemer, der krævede hendes opmærksomhed. Og nu – en killing. Da hun kom til sig selv, kiggede hun ind i killingens ravgule øjne, sukkede, smilede og spurgte gavegiveren: – Er det en han eller en hun? – En han! – Nå, så er du kat, og du skal hedde Bamse, – sagde hun til killingen. Den åbnede den lille mund og skrattede lydigt: “Mjav”… ***** Det viste sig, at britiske katte er særdeles behagelige væsener. Nu har Olesia og Bamse boet sjælesørgerligt sammen i tre år. Og med tiden har Olesia opdaget, at Bamse har en rørende sjæl og et stort hjerte. Han glæder sig, når hun kommer hjem fra arbejde, varmer hende, når hun sover, ser film med hende puttet tæt ind til og iler rundt som hendes skygge, når hun gør rent. Livet med katten har fået farver. Det er skønt at have én, der venter på én derhjemme, nogen at grine og sørge med, og som forstår én på et halvt ord. Man skulle tro, hun burde være lykkelig, men… På det sidste har Olesia bemærket smerter i højre side. Først troede hun, at hun bare havde strukket en muskel, senere skyldte hun på fed mad. Da smerterne tog til, gik hun til lægen. Da lægen fortalte, hvad hun fejlede og hvad der ventede hende, græd Olesia hele aftenen ned i puden. Bamse, som forstod hendes sindsstemning, lagde sig roligt ved siden af og forsøgte at trøste hende med sin melodiøse spinden. Ubevidst faldt Olesia i søvn til Bamses beroligende lyde. Om morgenen, forsonet med sin skæbne, besluttede hun sig for ikke at involvere familien i sin sygdom, for at undgå medlidende blikke og akavede forsøg på at hjælpe. Hun havde stadig et gran af håb for, at lægerne ville klare hendes lidelse. Hun blev tilbudt et behandlingsforløb, der kunne forbedre hendes tilstand. Nu opstod spørgsmålet: Hvem skulle tage sig af katten? Med det i baghovedet, at sygdommen kunne ende tragisk, besluttede hun at finde et nyt hjem og gode ejere til Bamse. Hun lavede en annonce på nettet og skrev, at hun gav sin racekat til gode mennesker. Da den første ringede og spurgte, hvorfor hun ville skille sig af med en voksen kat, forklarede Olesia, nærmest uden at tænke, at hun var gravid og havde fået allergi over for kattes hår. Tre dage senere var Bamse, i sin transportkasse og med alt sit udstyr, afleveret til sine nye ejere, og Olesia lagde sig ind på hospitalet… To dage senere ringede hun for at høre, hvordan det gik med Bamse, og fik – undskyldende – at vide, at katten var stukket af samme aften og at de ikke kunne finde ham. Hendes første impuls var at flygte fra hospitalet for at lede efter katten. Hun bad endda vagtsygeplejersken om at lade hende gå, men blev strengt sendt tilbage på stuen. Sengevennen opdagede hendes uro og spurgte, hvad der var sket. Olesia brød grædende sammen og fortalte det hele. – Vent med at sørge, min pige, – sagde den spinkle ældre dame, – i morgen kommer der en dygtig læge fra København. Jeg har også fået en dårlig diagnose, min søn – han er erhvervsmand – har ordnet det så jeg kan blive overført til en anden klinik, men jeg har sagt nej. Hvordan han har grejet det, ved jeg ikke, men det lykkedes. Jeg vil bede ham om, at denne specialist også ser på dig, måske er det slet ikke så slemt, – sagde hun, idet hun kærtegnede Olesia på skulderen. **** Da han kom ud af transportkassen, indså Bamse, han var i et fremmed hjem. En ukendt person rakte efter ham for at ae… Bamses nerver kunne ikke holde, og han slog vildt ud efter hånden med poten og stak af i et mørkt hjørne. – Poul, lad ham være for nu, lad ham vænne sig, – hørte Bamse en blid kvindestemme, men det var ikke hans ejers stemme. Kattens hjerte hamrede tungt i brystet, tankerne fløj omkring og sjælen gjorde ondt. Hvad kunne dog være sket, siden hans ejerinde gav ham til fremmede mennesker, hvorfor havde hun forladt ham? De ravgule øjne afsøgte rummet med et skræmt blik. Så så han et åbent vindue. Bamse pilede lynhurtigt gennem stuen og hoppede ud! Heldigvis var det kun anden sal og under vinduet lå en velholdt græsplæne. Her begyndte Bamses rejse hjem… ***** Specialisten viste sig som en venlig kvinde lidt over fyrre. Hun præsenterede sig som Maria Poulsen, studerede nøje Olesias journal, bad hende ligge på briksen og vende sig mod venstre. Havde lange undersøgelser, bankede, spurgte hvor og hvordan det gjorde ondt. Læste journalen igen. Flere undersøgelser på hospitalets udstyr. Olesia forventede intet godt. Hun blev ført tilbage på stuen, hvor sengevennen allerede lå. – Nå, hvad sagde de, min pige? – spurgte hun. – Ingenting endnu, de sagde de ville komme igen. – Forståeligt. Jeg var ikke så heldig, diagnosen er bekræftet, – sagde kvinden trist. – Det gør mig ondt, og tak for alt, – svarede Olesia, uden at vide, hvad hun skulle sige til én, der ved, hun ikke har lang tid igen. En halv time senere kom Maria Poulsen ind med flere læger. – Nå, Olesia, jeg har gode nyheder. Din sygdom kan behandles, og jeg har allerede ordineret et forløb. Bliv her to uger, tag behandlingen, og så bliver du rask, – sagde hun med et smil. Da lægerne havde forladt stuen, sagde sengekammeraten: – Sådan! Jeg er glad for, at jeg nåede at gøre én god gerning mere, før jeg skal herfra. Vær lykkelig, min pige, – tilføjede hun. ***** Bamse havde ingen nordstjerne – han kendte ikke til den. Han gik bare hjem efter sit katteinstinkt. Vejen gennem fare og eventyr var fyldt med både farlige og komiske oplevelser. Uden nogensinde at kende gader og stræder blev den adelige britte på en dag forvandlet til en vild jæger med skærpede sanser. Han undgik larmende veje, løb i sus, smøg sig afsted og sprang (sådan føltes det, når hundene jagtede ham), lynhurtigt op i et træ, på vej mod sit mål… I én lille hyggelig gård, han smuttede ind i, mødte han ansigt til ansigt med en lokal gadebissekat. Den kiggede ikke længe – genkendte straks Bamse som fremmed. Med et højt mjav kastede gadebissen sig på briten, men Bamse, nu en rasende bandit, trak sig ikke. Slaget blev kort. Stedets katteboss måtte skamfuldt ind i nærmeste busk, efterladende et flænset øre som minde. Det kunne ikke være anderledes. Bissen ønskede blot at markere sig som herre på stedet. Men Bamse var på vej hjem, og intet kunne få ham til at stoppe. Rejsen hjem fortsatte. Med sine fjerne forfædre in mente lærte Bamse at sove i trækroner på gode grene. Åh, Gud, hvor pinligt: Bamse lærte at spise fra skraldespande og stjæle mad fra andre gårdkatte, som blev fodret af de medfølende beboere. En gang mødte han en flok gadehunde. De jagede ham op i et sølle træ og gøede, hoppede og skubbede til stammen med poterne. Folk stimlede sammen, drev hundene væk. En kvinde ville tage Bamse ind. Hun lokkede ham med smagfuld pølse. Sult og frygt slørede forstanden, så han kom ned til hende, lod sig klappe og tage op. Men… Da han havde slappet af og spist sig mæt i varmen og roen, huskede han sin destination, smuttede efter kvinden ud i opgangen, og videre gennem en dør, der akkurat stod åben – på vej hjem… ***** Efter udskrivelse drog Olesia hjem. Hendes hoved svirrede stadig med ordene fra kvinden, der ønskede hende lykke. Selvsagt var hun lykkelig for, at diagnosen ikke blev bekræftet og at hun var rask. Men hjertet blødte for Bamse. Hun kunne ikke forestille sig at komme hjem til en tom lejlighed, hvor ingen ville møde hende. Så snart hun kom over dørtærsklen, ringede hun til dem, der havde taget Bamse, og bad om den nøjagtige adresse. Da hun kom frem, fik hun at vide, hvordan Bamse var sluppet væk og satte sig for at følge sporene. Folk sagde, det var umuligt, at der allerede var gået to uger, og at en privat kat næppe ville overleve på gaden, men hun nægtede at tro på det. Olesia gik til fods, kiggede ind på hver gård, søgte i nære grønne områder og garageanlæg. Hun forsøgte at tænke som en kat, der aldrig har været på gaden. Hun kaldte på Bamse og spejdede ind i mørke kældervinduer. Da hun nærmede sig hjemmet, stod det klart, at katten var borte. Det var umuligt for ham – en der ikke kendte byen – at finde hele vejen, som hun havde brugt to timer på med alle omveje. Med trist sind trådte hun ind i sin egen gård, tårerne pressede på og sjælen var tung og smertefuld. Igennem tårene så hun pludselig, på den anden side af fortovet, en sort kat komme hende i møde. “En sort kat,” lød det i hovedet. Olesia standsede og kiggede nærmere. Hun genkendte ham. Hun sprang frem og råbte: “Bamse!” Men katten løb ikke hen til hende – han havde ikke flere kræfter. Han satte sig, kneb øjnene sammen af lykke og skrattede lavt: “Jeg kom hjem!”