Hey du, du skal høre den her historie, jeg har lige oplevet på toget, den er så vild. Det hele startede på Københavns Hovedbanegård, hvor den lille orange kat gik rundt på perronen og stirrede på folk i øjnene, som om den ledte efter én helt speciel. Når den gik glip af den rigtige person, så mjavede den lidt såret og trak sig væk.
Den høje gråhårede mand, Jens Hansen, havde i flere dage prøvet at give den mad og lokke den tættere på. Han havde først lagt mærke til den, da han kom hjem fra en forretningsrejse fra Aarhus med toget. Katten løb frem og tilbage langs perronen, stoppede ved passagererne, så dem dybt i øjnene, som om den ventede på sin ejer. Når den indså, at den var på den forkerte perron, mjavede den stille og gik væk.
Jens så katten på afstand, kun et par skridt væk, stirrede ind i dens ansigt, som om den stille spurgte om noget, og så gik den igen, fordi den ikke stolede på ham. Men sulten vandt til sidst, og fem dage senere, da den lille orange kat var ved at miste både kræfter og mad, gad Jens endelig at komme tættere på. Han gav den en smule fløde og en lille skefuld yoghurt fra hånden, og Misser, som han kaldte den, spiste ved sin første mundfuld uden at stoppe.
Efter et par dage var Misser blevet lidt stærkere, så Jens prøvede at tage den med hjem. Men katten sprang ud af hans arme og løb tilbage til stationen, som om den frygtede at blive taget med til et sted, der ikke var dens. Den gik igen langs skinnegangen, mjavede og så på ansigterne som på fjernbetjeningens knapper, håbende at en dag genkende sin menneske.
Jens besluttede sig for at finde ud af, hvad der foregik. Han gik hen til en af stationens medarbejdere, han kendte fra før, og de sad sammen med en kold øl, et stykke røget laks og en lille smørrebrød med leverpostej, mens de kiggede på overvågningsbillederne. De så præcis det øjeblik, hvor en mand gik ombord på toget med en lille taske, og Misser sprang af vognen lige før afgangen og blev på perronen. De printede mandens billede og lagde det ud på internettet, men ingen reagerede. Så Jens tog en ubetalt ferie i en uge og satte sig på den samme rute som den flygtige kat.
Først lå Misser i sin transportkasse og mjavede så højt, at han næsten gik i stykker. Men de andre passagerer i kupeen, da de hørte hans historie, gav ham smørrebrød, småkager, et stykke frikadelle og endda en lille flaske mælk. Så roede katten sig, forstod, at ingen ville skade ham, og stationen, som skulle være hans hjem, lå allerede langt bagved.
Da katten slap ud af kassen, kravlede den op på Jens ben og så på ham som om han var den eneste støtte, han havde. På hver station gik de af toget, hængte plakater op med besked om at finde ejer, men det var sværere end de troede tiden løb hurtigere end forventet.
En uge gik, så gik en anden, pengene begyndte at slippe op, men Jens fortsatte, for han ville ikke opgive den, der stolede på ham. En dag tjekkede han sin telefon og så, at hundredtusinder af folk fulgte Missers eventyr på sociale medier. Folk sendte kroner, mad, legetøj og søde ord, og de stod på perronen og rakte ham poser med kattemad, tøj og varme tæpper, mens de hviskede: Hold ud.
Det var mærkeligt for Jens, for han var vant til at klare sig selv, men nu blev han hyldet som en helt, og folk begyndte at elske den lille orange kat som om den var deres egen. De andre i kupeen klappede ham på ryggen, strøg Misser, og katten begyndte at sove ved siden af Jens, med hovedet på hans højre ben, og når den vågnede, gik den stille ind i hans bukser for ikke at falde af, når toget rystede.
Om aftenen gik de ud i den åbne togkar, stod på perronen med vinden i håret, og Jens holdt katten i begge hænder, så den kunne se solnedgangen over sporet. Hjulene klaprede, vinden susede, og det blev deres fælles lille verden.
Alt i orden? sagde Jens blidt. Misser svarede med et kort mrr.
Pludselig ringede telefonen. En af læserne af den blog, Jens havde startet om deres rejse, meldte, at den store by, Odense, havde fundet ejerens adresse. Det var en kvinde ved navn Sølvi, som stod ved billedet i avisen og ventede på dem. Jens blev både spændt og tom indeni, for han havde leget sig ind i et kærligt eventyr, men nu syntes alt at glide væk. Kvinden og de andre i vognen jublede, som om det var deres egen kat, spiste, drak og grinede.
Jens sad stille, strøg Missers orange hoved og lyttede til kattebrummen, mens han tænkte på, hvordan han havde brugt så mange timer på at lede efter en fremmed, kun for at opdage, at han selv var blevet et hjem for katten.
Toget stoppede i Odense. Jens gik med Misser i armene, ledte efter et stort lokalet med journalister og fotografer. En stemme råbte: Misser! Misser! Når en lille, rund kvinde i en blå kjole dukkede op, vendte Misser sig om, sprang op på Jens bryst og snoede sig om hendes hals. Hun smilede og sagde blidt: Han har aldrig elsket mig, men I behøver ikke bekymre jer, det er bare en historie for pressen.
Hun rakte en tyk kuvert til Jens, fyldt med returbilletter, penge i kroner og en stor pose med hjemmebagte wienerbrød. Vi har samlet dette til jer, sagde hun, og vi håber, I finder fred. Hun lagde kuverten i hans gamle frakke og gik væk, mens hun filmede alt med sin telefon.
Jens og Misser satte sig i vognen, hun gav katten et sidste kram, kyssede ham på kinden og gik. Toget tog fart, og kort efter kom hendes mand forbi, tørrede sin ansigt af og sagde: Alt er gjort, de vil vente på os i lang tid. De sagde farvel til hinanden med et lille smil og gik ud i den travle station.
Misser lå igen på Jens ben, puttede hovedet på hans sko, og faldt i søvn, mens toget rullede af sted. Hjulene sang deres rytme, og folk i vognen vidste nu, hvem der rejste med dem: den høje gråhårede Jens og hans orange kat, som nu hed Misser.
Det er Misser, han hedder, sagde Jens. Misser så forvirret på ham, men så ud til at godkende, for navnet spillermere ikke så meget. Det vigtigste var, at de havde hinanden. Han lagde kattehovedet på sit knæ, snoede sine kløer i hans bukser og faldt i rolig søvn, sikker på at han endelig havde fundet sit sted.
Den lille vagttog gik videre, folk smilede, alt gik sin gang. Katten fandt sin menneske, mennesket fandt den, der aldrig ville forlade ham. Og husk, nogle gange er en lille løgn den eneste måden at gøre noget rigtigt på. Jeg synes, det er en fin tanke.
