Katten betragtede hende tavst. Med et dybt suk og en smule mod rakte Anne-Sofie sig forsigtigt frem og håbede, at ærmerne på hendes slidte læderjakke ville beskytte mod klør fra den behårede sortbilist.
Vagten var forbi, og Anne-Sofie bevægede sig ned bagerst i bussen og stak nysgerrigt hovedet under hvert sæde.
For hende var bussen som et andet hjemog derhjemme var der altid pinligt rent. Måske fordi der ikke var nogen til at rode?
Anne-Sofie, du burde altså få dig en mand, sagde de ældre damer på Movias vagtcentral. Du nærmer dig de tredive, og stadig ingen mand. Og det arbejde det er altså ikke for sarte damer. Mændene holder jo ikke ud i længdenisær når passagererne bliver opfarende!
Jeg får kun rare passagerer på min rute, sagde Anne-Sofie. Og jeg elsker mit job. En mand… han er vel ikke et kæledyr, man bare anskaffer sig som en kat eller en hund!
Damerne vekslede menende blikke. For sandheden var, at mænd var så meget arbejdeet kæledyr var trods alt lettere at håndtere.
Så skaf dig da en kat, foreslog de. Så er du heller ikke helt alene!
Anne-Sofie sukkede:
Katten lader vente på sig, svarede hun de omsorgsfulde kolleger, hvorefter hun gik hjem, tændte for radioen, lavede sig lidt aftensmad, læste og gik tidligt i seng.
Dagene lignede hinanden som to dråber vand. Weekend kunne hun nu ikke fordragefor så havde hun for meget fritid. På sådanne dage tog hun ud og kørte bus som passager.
Hun kunne godt lide følelsen af at blive transporteret ind i sit drømmelivaf en anden!
Denne dag skilte sig ikke ud fra mængden. Efter endt vagt gik Anne-Sofie i gang med at feje og gøre rent i bussen.
Da hun kiggede ind under det bagerste sæde, sprang hun et øjeblik tilbage. To lysende øjne mødte hendes blik!
Hej, hvem er du så? Misse-mit-mit! Hvordan i alverden er du havnet der? Anne-Sofie satte sig på hug. Er du blevet væk?
Katten talte ikke. Han så bare. Udtvivlsomt med meninger.
Med et dybt suk og nyt mod, rakte Anne-Sofie sig forsigtigt ind, håbende at læderjakken gav tilstrækkelig beskyttelse mod eventuelle klør.
Katten lod sig trække frem. Anne-Sofie fik ordentlig mulighed for at betragte ham.
Han var flamboyant.
Hvordan han var af race, hvem ved? Men den der flade snude og den overdrevne pels antydede, at han var perser. Om halsen havde han et halsbånd med medaljon.
Merlin, læste Anne-Sofie, mens hun drejede katten fra side til side. Nå, er du den store troldmand, måske?
Katten gispede og så aldeles uimponeret ud. Det kunne vel være sandt.
Hvad gør vi så, Deres Troldmandskattedhed? sagde Anne-Sofie pænt, for sådan et navn krævede en vis høflighed. Hvor finder vi dine mennesker?
Katten gispede igen og sendte hende et blik, der sagde Søg selvellers ganske rart med en snack og en lur nu!
Anne-Sofie indså hun havde eet valg. Okay, to, men hvem kan forlade en forpjusket stakkel på gaden?
Sådan er det, sagde hun afklaret. I aften bor du hos mig. I morgen hænger jeg en efterlysning op med dit foto. Nogen må da savne sådan en eksklusiv type!
Katten protesterede ikke. Men knap havde hun bevæget sig mod udgangen, før han vred sig fri og pilede tilbage under det bagerste sæde. Da han kom ud igen, havde han noget i munden.
Hvad har du nu fundet? spurgte Anne-Sofie og bøjede sig ned.
Katten slap et skrabelod i hendes hånd.
Hovsa! udbrød Anne-Sofie måbende. Har din ejer smidt både dig og et skrabelod væk?
Katten så på hende med et Skal vi ikke snart komme hjem? blik.
På vej ud spekulerede Anne-Sofie, om hun mon skulle nævne det med skrabeloddet på opslaget. Tænk hvis nogen foregav at være ejer for at få fingrene i loddet!
Hun måtte tænke sig om! Og måske købte hun lige lidt lækkerier til husets gæst.
Hvad har du lyst til? spurgte hun i supermarkedet og så opgivende på udvalget af kattemad.
Merlin tog et overblik, gav sig et elegant stræk og prikte til en bestemt pose. Anne-Sofie bøjede sig ned.
Er du sikker?
Han tog posen i munden. Ingen tvivl.
Du er en snu kat, constanterede hun.
Merlin udstødte en lyd, der nærmest sagde: Det regnede jeg med, du havde opdaget. Hun købte lidt til sig selv og gik hjem…
Slå dig løs! sagde hun, mens Merlin blev sat på gulvet.
Han gik straks ud på inspektionsrunde. Særligt katteudstyr ejer Anne-Sofie ikke, så det blev to kagetallerkener til mad og vand.
Efter han havde spist, tog hun et billede af den flotte herre og trykte efterlysningen ud. Hverken navn eller skrabelod blev nævnt.
Hun viste det til Merlin.
Se lige hvor fotogen du er! roste hun. I morgen hænger jeg opslaget i bussenmåske nogen mangler dig! Åh nej…
Hun frøs. I morgen havde hun vagt, og katten kunne hun jo ikke tage med…
At slæbe en kat med på ruten? Ikke så smartdet ville distrahere hende, og distraherede chauffører er ikke til gavn for nogen. At lade ham blive hjemme helt alene? Han var jo lige blevet væk én gang.
Så kom hun i tanke om Kristian, naboen på etagen. Han arbejdede hjemmefra og følgelig uden fast kontor og stramme mødetider. Nok bare en bærbar og wifi, og han var glad.
De stødte jævnligt på hinanden på trappen, oftest når Kristian skulle tanke forsyninger. Høj, ranglet og lettere forpjusket, altid med læsebriller på næsen.
De nikkede altid og gik så hver til sit. Men Kristian kunne sikkert passe en kat!
Med sammenbidt mod tog Anne-Sofie sig sammen og ringede på hos sin nabo. Kristian dukkede op i hjemmefutter og udtrådte joggingbukser, og så forbløffet ud.
Anne-Sofie forklarede, meget pænt og overbevisende, at hun måtte have hjælp til kattepasning. Det krævede dog ingen overtalelsehan nikkede bare og tog imod ekstranøglen.
Et øjeblik blev hun faktisk skuffet over hvor lidt han bemærkede hende. Sukkende gik hun hjem og kaldte:
Misse-mis! Merlin, hvor blev du af?
Han stod allerede ved altandøren og sendte hende et forventningsfuldt blik.
Efter en betænkningstid overlod hun døren til hamselvfølgelig ville en så klog kat ikke hoppe ud fra ottende sal! De trådte sammen ud på altanen.
Merlin sprang straks op på gelænderet, Anne-Sofie udstødte et åh nej og greb efter ham.
Han så på hende med et Nu må du lige slappe af-blik og løftede værdigt hovedet op mod stjernerne. Hun kiggede også, mens hun klappede ham forsigtigtog opdagede det store, våde danske nattehimmel, fyldt med stjerner.
En stjerne faldt, lige for næsen af hende, som en tåre på himlen.
Katten gned sig mod hendes hånd, som om han sagde: Kom så, ønsk dig noget!
Og det gjorde hun…
Anne-Sofie faldt i søvn nærmest inden hun ramte pudenuden bog, serie, noget som helst. Måske fordi der lå en spindende Merlin, og sang hende i søvn?
Næste morgen, efter grundige instrukser til en stadig søvnig Kristian, tog hun på arbejde.
Hun kørte hele København rundt med opslaget i bussen, men ingen meldte sig som savnende katteejere.
Hun burde nok have været flov, men egentlig var hun bare glad. Hun kunne næsten ikke vente med at komme hjem!
Lejligheden duftede af kafferigtig brygget, ikke den opløste hun normalt drak. Hun kunne næsten ikke kende sin egen stue, eller sin egen næse.
Jeg håbede det var i orden jeg lavede lidt kaffe, indrømmede Kristian. Ingen fornærmelse, men din smager, ærligt… af pap. Jeg havde min egen med, bryggede. Vil du have?
Meget gerne! Anne-Sofie smilede over hele ansigtet. Hvor er Merlin?
Katten materialiserede sig med øjeblikkelig virkning, og så ualmindeligt veltilpas ud. Han nussede sig op ad hendes ben, højlydt purrende.
Din Merlin klarer sig fornemt, sagde Kristian og bøjede sig for at klappe katten. Jeg har ikke slappet af på den måde i flere år. Jeg troede, jeg ville arbejde, men så begyndte jeg at skrive små historierom katten, faktisk!
Må jeg læse? spurgte Anne-Sofie nysgerrigt.
Arrh, det er bare tant og fjas, sagde han, men kunne alligevel ikke lade være med at lyde forhåbningsfuld. Du vil virkelig læse det?
Jeg elsker eventyr! Eller fantasy, som det kaldesdet er jo næsten det samme! udbrød hun entusiastisk.
Og selvfølgelig gav han hende teksten.
…
Så sad de og delte god kaffe og læste højt, mens Merlin kiggede overbærende på dem, som to ivrige killinger.
Anne-Sofie elskede historien. Da Kristian gik hjem, mærkede hun en lidt trist følelse. Men kun lidtfor hun havde stadig katten.
Så ringede det pludselig på døren. Merlin spidsede ører og traskede mod døren som en, der havde prøvet det før.
Hvem dér? spurgte Anne-Sofie.
Det er angående opslaget, lød det udefra, og hun stivnede.
Tanken om ikke at åbne, strejfede hendebut fairs fair, og hun åbnede. På måtten stod en meget høj, meget gammel mand i sort frakke. Han smilede venligt:
Slap af, min pige. Jeg er faktisk Merlins ejer, og for at du ikke er i tvivl: Han hedder Merlin. Se selv.
Katten spænede straks over og sprang op i armene på manden. Ingen tvivl.
Kom endelig ind, sagde Anne-Sofie dæmpet.
Hun følte næsten trang til at græde. Tænk, at man kan knytte sig så hurtigt!
Den gamle mand trådte ind, snusede til duften, smilede. Det virkede som om kat og mand udvekslede blikke.
I øvrigt, sagde han. Fandt du andet i bussen?
Anne-Sofies kinder blev røde. Hun rakte skrabeloddet frem. Men den gamle skubbede hånden væk.
Det er til dig, smilede han.
Men det er jo dit! protesterede hun.
Ja, men du fandt det, og Merlin godkender, smilede han.
Og tænk, hvis det er gevinst? hviskede hun.
Skal du virkelig sige nej til muligheden for lidt mere glæde? spurgte han lunt.
Hun kiggede ned. Det var jo faktisk det, hun havde ønsket sig under stjernen.
Giv dog lykken en chance, min kære, sagde han. Og hæng ikke med næbbet! Vi krydses nok igen. Når du vender hjem…
“Hjem fra hvad?” nåede hun lige at tænke, men da var han væk. Døren gled sagte i.
Nøglen drejede af sig selv, og hun stod pludselig døsig ved sengen… hun drømte eventyret, Kristian havde skrevet: om en magtfuld troldmand, der blev forvandlet til kat, fordi han kun tænkte på sig selvog måtte strejfe verden som kat, indtil magien brast…
Næste dag cyklede hun igen på arbejde, men solen skinnede, passagererne smilede, og bussen rullede som om, den havde fået ny motor.
Og ja, hun skrabede loddet og vandt et weekendophold ved Vesterhavet! Men hun blev endnu mere forbløffet, da chefen sagde:
Du trænger da til at slappe af, Anne-Sofie! Tag med god samvittighedvi klarer os uden dig.
Så kom der hav, stjerner og følelsen af fornyet lykke!
Da hun vendte hjem til Valby, glad og boblende, havde hun skjellene i tasken og havet i hjertekulen.
Da hun låste op, mødte hun Kristian ude i opgangenhøj, lidt rodet, som altid.
Der var nogen forbi i går, sagde han. De sagde jeg skulle give dig noget… men du ser da helt forvandlet ud. Og meget smuk.
Tak, smilede Anne-Sofie. Hvad skulle du give mig?
Kristian slog sig for panden og gik ind. Han vendte tilbage med en grå, fluffy killing i favnenmed et meget karakteristisk ansigt.
Alle persere har det bliklet arrogant.
Det er din kats søn, eller, altså, Merlins søn. Han hedder Arthur. Den gamle sagde, at kun du kunne tage vare på ham. Eller… faktisk sagde han “kun I”.
Hvad mente han? spurgte Anne-Sofie, mærkede sit hjerte banke.
Han sagde, at kun vi kan passe på ham, indrømmede Kristian.
Miau! sagde killingen Arthur, og rakte ud mod sin nye ejer.
Hun rakte hånden frem, mødte Kristians, og pludselig var der lidt mere venlighed, varme og hverdagshygge i verden.
