Katten stirrede på kvinden, der hentede vand ved pumpen, og snusede. Han havde før været i de skure, jaget rotter og fanget mus i flokke, men han havde endnu ikke nærmet sig den forreste gård. Hele hans pels, det øje, der var beskadiget fra ungdommen, den afstumpede hale og de ører, der var frosset om vinteren, alt pegede på én ting – han ville ikke overleve de kommende kolde måneder uden et hjem.
Katten havde set på kvinden i flere dage; der var en særlig duft i hendes gård. Måske ikke særlig for alle, men for Katten var den perfekt, det duftede nemlig kun af hende. Kvinden var en ensom type. Det passede Katten godt, for han brød sig heller ikke om mennesker. Meget i hans kattekrop var blevet skadet af dem.
Katten tænkte på, om han skulle nærme sig kvinden, og om det overhovedet var nødvendigt. Måske kunne han smutte ind gennem døren, når hun gik ind i huset, ligesom han plejede i stalden til køerne. Men førhen gjorde hans knogler ikke ondt som nu; før kunne han fange flere mus uden besvær, nu var han tilfreds, hvis han blot fangede en enkelt. Katten kendte ikke til ordet ‘stabler’, men han vidste, hvordan det så ud.
Katten gik hen til kvindens ben, snoede sin stumpede hale og mødte hendes blik med sit sunde øje, mens han sagde “Purr”. Han havde engang set en sød hunkat fra nabobyen gøre det. Hendes “purr” havde været længere, blidere, men dette var hans første “purr” siden han var en killing, og han havde kun “purret” til sin mor.
— Hyggeligt at møde dig, — kvinden smilede. Hun havde også observeret Katten denne uge; hun havde før lagt mærke til, hvordan han klarede sig i skuret og gav ham madrester, når musene var skrællet op om foråret. — Så du siger, at du hedder Purr, rimeligt nok, vi har boet side om side i årevis, uden at mødes, du er en seriøs fyr, Purr, — hun smilede igen og gik mod huset. Katten accepterede navnet Purr og fulgte efter.
Inde i huset hældte kvinden lidt mælk op til Purr, han snusede og krøllede næsen utilfreds, hvorfor elskede mennesker denne lugtende, hvide væske? Purr begyndte at udforske huset.
Ved nytårstid så de allerede serier sammen. Purr havde lært at elske de varme kager, kvinden bagte. De skulle ikke fanges eller gnavs i, bare nydes og sluges. Hans pels blev skinnende, hævelsen ved øjet forsvandt. Purr syntes at forynge. Nytårsdag vidste Purr ikke, at det var nytårsdag, der stod blot en lille gran på bordet.
Kvinden faldt om i stuen. Hun var faldet før i stalden, men der var det anderledes. Her spredte sig en lugt, han kendte – som når en rotte ligger i en fælde, eller som hans mor, da hun blev forgiftet af rottegift. En klam, kvalmende lugt af ‘intet’.
Purr løb rundt om kvinden, i panik, og uden at vide hvorfor, rev han hende på benet så blodet strømmede. Kvinden stønede, fumlede sin telefon frem og skrev “hjælp” til naboen, før hun gled tilbage ned på gulvet.
Naboen kom løbende, sammen med nogle i hvide kitler, kvinden blev lagt på en båre og kørt væk. “Purr, purr, purr…,” sagde hun til naboen. Først troede naboen, hun var ved at besvime, men kvinden retter et insisterende blik mod Katten, så naboen lovede: “Jeg skal nok passe på din skræmmende kat, rolig.”
Et par dage senere fortalte lægen kvinden, at hendes kat havde sørget for, at hendes slagtilfælde blev mildere, fordi blødningen havde sænket blodtrykket. Mange flere kloge ord fulgte, men kvinden forstod, hun kom sig hurtigt og blev udskrevet til sengeleje med løfte om ikke at håndtere husarbejde i mindst en måned.
— Purr! Purr!
De siger, at katte går til “Regnbuelandet” ikke fordi de ikke vil belaste deres ejers sind. Faktisk ved katte intet om sindet. De siger, de bare går, fordi de ikke forstår, at smerten kommer indefra, at den sidder i dem selv, og de går for at gemme sig for smerten.
Purr gemte sig i stalden, stak hovedet bagved fodertruget – og smerten forsvandt. Den forsvandt sammen med livet. Nogle siger, at hvis en kat i familien bliver syg, betyder det, at en af familiens beboere undgår sygdom, så man bør holde øje med, hvor katten har haft ondt – måske er der noget, der kan forebygges. Sådan er de, de særlinge.
