Katten, der næsten havde forliget sig med tanken om, at han ville forlade denne verden alenefryse ihjel, dø af sult, forrådt og opgivendemærkede pludselig noget lille og varmt tæt ved sig
Han var blevet smidt ud. Bare sådan. Efter ti år i den samme familie.
Årsagen? Dyrlægens råd. Måske ville den nyfødte baby udvikle allergi over for pels. Netop det der vage måske blev punktummet for denne kats videre tilværelse.
En voksen, tiårig kat var alligevel ikke noget, nogen gad tage med hjem. Husets mand havde, uden de store skrupler, ganske enkelt båret hamikke bare ud, men faktisk helt over i nabogården. Ud i snedriverne, ud i den isnende vinter. Han vidste godt, katten ikke ville finde tilbage. Og meteorologerne havde meldt hård frost, så det var også tvivlsomt, om han ville overleve næste nat.
Kold logik. Nøgtern kalkule.
Og havde skæbnen ikke lige stukket en knapnål ind i det her, var alt sikkert gået som planlagt. Men livet ville det, måske, anderledes. Katten, som næsten havde overgivet sig, mærkede pludselig, at noget levende, noget småt og varmt, trykkede sig op ad siden af ham.
Han anstrengte sig for at røre på sig. Drejede hovedetog blev stående som forstenet.
Foran ham lå to bittesmå uldtotter, som trykkede sig ind til hinanden med store, undrende øjne. De så på ham med en blanding af tillid og håb.
Ej men helt ærligt tænkte han træt og let irriteret. Selv at dø får man ikke lov til at gøre i fred! Hvad har jeg dog gjort for at fortjene sådan en straf?
Killinger. De var også blevet smidt ud. To små på det samme kolde fortov. Hvorfor? Uvis. Men nu var fakta: Hvis han, den voksne kat, opgav, jaså havde killingerne da slet ingen chance. Så ville de fryse til is lige ved siden af hans, øh, ikke længere så varme side.
Han behøvede nærmest at «sætte gang» i de stivfrosne poter. Skubbede killingerne ind til sig, puttede dem tæt ind under pelsen og begyndte at vaske dem. De trykkede sig mod hamikke bare, som om han var deres mor, men nærmest selve udrykningsholdet.
Jamen dog, tænkte han, nu har man også fået børnepakken
Maven rumlede. Han sultede, så hvad mon ikke de små gjorde? Katten stak afsted på vaklende ben mod affaldscontainerneder hvor man stadig kunne snuse en snert af hakkebøf.
Han fandt mirakuløst nok to nedfrosne frikadellehapsere og lidt kyllingeindmad. Det hele blev bugseret hjem til killingerne, så de kunne spise, og resterne spiste han selv. Da de havde fået mad, puttede de sig ind under maven på ham og begyndte straks at spinde, indtil de faldt om i søvn.
Søvn overmandede også ham.
Han blev vækket af en ivrig stemme:
Mor! Far! Se! Kattemor og killinger!
Han gryntede lidt. Selvfølelig kattemor
Men pigen var ikke typen, der bare gik videre.
Ti minutter senere vendte hun tilbage. I den ene hånd havde hun en bærepose med noget, der duftede af leverpostej, og i den anden et gammelt, men solidt tæppe. Nu var trioen ikke længere bosiddende på den bare fortovscement, men puttet på noget blødt.
Efter endnu en time dukkede pigen op med sin far. Han havde bakset en primitive kattehule sammen af gamle spånplader. Foran var der et ark papir, hvor der stod med rød sprittusch: LAD DEM VÆRE. VI GIVER DEM MAD. LEJLIGHED 22.
Hen ad aftenen kom flere beboere dryssende forbi med godbidderdåsemad, madrester og endda lidt barnegrød. Hele opgangen blev ramt af kollektiv katteblødhed.
Næste dag kiggede far og datter igen forbi kattemor og killingerne. De små havde spist så godt, at de knap nok var nået hen til Jenssom katten selvfølgelig måtte heddefør de faldt om på midten af vejen.
Senere på aftenen, da familien vendte hjem, tumlede killingerne mjavende hen til pigen.
Jens kiggede ud fra hulen og gabte. Komme nærmere? Aldrig. Han var blevet svigtet nok. Troen på den slags havde han for længst strøget fra budgettet.
Mor, sagde pigen. Du har ikke givet mad til kattens mor. Hun er sikkert også sulten
Nu stopper du. Den er voksen, den klarer sig nok, svarede moren lidt afvisende.
Hvilken mor? spurgte faren forvirret. Det der er altså en hankat, ikke en hunkat.
A hva’? Moren kneb øjnene sammen. Han nusser dem jo, slikker dem klart det er en mor!
Prøv at kigge ordentligt, smålo faren. Han har hverken udseende eller attributter som killingemor.
Moren satte sig på hug, kiggede grundigereog kørte forsigtigt hånden ned langs maven på Jens. Han trak sig vredt tilbage og gav hende sit bedste bebrejdende blik.
Hold da op hviskede hun. Det er jo virkelig en hankat
Bravo, Sherlock, smågrinede Jens for sig selv.
Så du har hele denne kuldslåede nat passet småkillingerne helt alene? Holdt dem varme? Givet dem mad?
Han reagerede ikke. Hendes ord betød intet i hans bogholderi. Det eneste, der betød noget, var killingerne. At få dem nogenlunde sikkert videre, så kunne han fordufte stille og roligt.
Men skæbnen indfandt sig igen.
Moren gik ikke. Hun blev bare og begyndte at tude.
Mor, hviskede pigen og trykkede killingerne ind til sig. Se ham. Han er jo tam. Han er sikkert lige blevet smidt ud
Ja, istemte faren. Nogen fandt ham overflødig. Og i stedet for at give op blev han mor for de her små. De udskød ham, men han satte døden på pause for andres skyld.
Skal du gøre mig sentimental nu? sagde moren og snøftede.
Jeg konstaterer bare, sagde faren roligt.
Moren gik over til Jens, løftede ham forsigtigt op og krammede ham.
Han stivnede og gjorde klar til at kæmpe sig fri men i stedet kom der et uventet: MJAU! Og ja, Jens begyndte at spinde. Aner ikke hvorfor.
Han tænkte, at snart ville de fodre, børste ham så røg han ud igen alligevel. Men nej…
Endte i badekar. Med shampoo. Han protesterede højlydt, men pigen og hendes mor forsøgte at gøre ham helt rolig.
Så: varmt håndklæde. Blød sofa. Lun leverpostej. Killingerne puttede sig, og straks var hverdagen tilbage.
En rigtig helt, hviskede moren, mens hun kløede ham bag øret. Ikke alle mennesker ville gøre det samme
Nu smører hun tykt på, tænkte Jens, men okay. Måske napper jeg ikke, når jeg vågner.
Men i stedet for at kradse, spandt han igen, så pigen grinede.
Nå, vel, måske de faktisk ikke er så tossede
Han trak killingerne ind til sig og vaskede dem blidt. Moren græd lidt igen.
Skøre kvinder, sukkede Jens indvendigt. Først blir man vasket og så snøfter de. Må være dårlig samvittighed.
Han faldt i dyb søvn med killingerne tæt ind til sig. Han anede ikke, at han havde ret: det var moren, der havde forbudt at tage hele den forvildede kattefamilie og derfor havde faren og datteren bygget midlertidig bolig.
Nu lå de alle treJens og killingernekrøllet sammen i en fnugget bunke.
Familien stod omkring dem og kiggede bare på den gamle kat, som viste sig at have mere hjerte end mange mennesker.
Vi gik da ikke bare forbi? hviskede pigen.
Og både mor og far nikkede bare, stille.
Måske var det faktisk det bedste, de havde gjort længe.
