Katten, som næsten havde forliget sig med tanken om at dø alene at fryse ihjel, gå til afsideshed af sult, forræderi og fortvivlelse mærkede pludselig noget småt og varmt tæt på sig…
Han var blevet smidt ud. Bare sådan. Efter ti år i samme familie.
Det hele begyndte, da lægen sagde, at den lille nyfødte muligvis kunne få allergi overfor kattehår. Netop dette vage muligvis satte et punktum for kattens skæbne.
Selvfølgelig var der ingen, der ville tage sig af en voksen hankat på ti år. Husets herre tøvede ikke han bar katten ud i vinterkulden, helt hen til nabogården, midt i snebunker. Det var isnende koldt, og han vidste, katten næppe fandt tilbage om den overhovedet ville overleve natten, for meteorologerne havde lovet skrappe frostgrader.
Kolde beregninger. Nøgtern logik.
Var det ikke for skæbnens indgriben, var det nok endt der. Men noget forandrede sig. Katten, som allerede havde opgivet håbet, mærkede pludselig liv og varme ved siden af sig.
Langsomt rørte han på sig. Han drejede hovedet og blev stående, stiv af overraskelse.
Foran ham lå to små, fnysende uldtotter tæt sammen, øjnene spændt vendt mod ham. Deres blik var fyldt med tillid og håb.
Det var da pokkers tænkte han træt og lidt vred. Ikke engang fred til at dø får jeg. Hvad har jeg dog gjort for at fortjene det her?
Killinger. Også de var smidt ud. To små unger i samme frost, i den samme ubarmhjertige kulde. Hvem vidste hvorfor? Uanset hvad, vidste han nu, at hvis han gav op, ville de fryse ihjel lige ved hans kolde side.
Han begyndte at løsne de forfrosne ben. Fik killingerne ind til sig, pressede dem ind til kroppen og slikkede dem omhyggeligt. De trykkede sig til ham med hele deres tillid, som om han ikke blot var en mor, men selve redningen.
Ja ja, jeg er virkelig røget i saksen sukkede han inden i.
Sulten gnavede i maven. Og killingerne havde det helt sikkert værre. Med vaklende gang humplede han over til skraldespandene, der hvor duften af mad stadig hang.
Han fandt to stykker af frossen frikadelle og lidt kogte indvolde. Bragte det hele til ungerne, lod dem spise sig mætte og fortærede resterne selv. Tilfredse krøb killingerne under hans mave, brummede lavt og sank ind i en tryg søvn.
Søvnen tog ham også uden varsel.
En stemme vækkede ham:
Mor! Far! Kom og se! Der ligger en kat med sine killinger!
Han kunne ikke lade være med at småle. Selvfølgelig, katten…
Men pigen var ikke en af dem, der gik forbi.
Efter et øjeblik kom hun tilbage. Med sig havde hun en pose med duftende mad, og i den anden hånd et gammelt, men varmt tæppe. Pludselig lå familien ikke længere på den kolde jord men på et blødt underlag.
En time senere dukkede hun op igen denne gang med sin far. Han slæbte et lille hus, bygget af gamle møbler. Foran klistret et stykke papir, hvorpå der stod: MÅ IKKE FJERNES. LAD DEM VÆRE. VI PASSER DEM. LEJLIGHED 22 skrevet med rød tusch.
Aftenen gik med, at naboer kom forbi med godbidder dåsemad, rester og småbakker babymad. Hele opgangen blev grebet af omsorg og medfølelse.
Næste morgen kom far og datter igen. Killingerne, mætte og tilfredse, orkede knap at bakse sig hen til ham, før de faldt om på halvvejen.
Senere på dagen, da familien kom forbi, løb killingerne glade hvinende direkte mod pigen.
Han betragtede dem fra skjulet, gabende. Han havde ingen planer om at nærme sig. Han var blevet svigtet før; han ville ikke stole igen.
Mor, sagde pigen, du har jo ikke givet katten mad. Hun vil sikkert også gerne spise
Hold nu op, svarede kvinden. Den er jo voksen, den klarer sig selv.
Hvilken mor? spurgte faderen. Det dér er jo en han-kat, ikke en hun.
Hvad snakker du om? snappede kvinden, se nu ordentligt efter den passer på killingerne, slikker dem… Det må være en hun!
Kig nu efter, lo manden sagte. Den ligner ikke spor en mor og det er tydeligvis ikke en morkat.
Kvinden satte sig ned, undersøgte forsigtigt kattemaven. Katten rykkede irriteret og sendte hende et bebrejdende blik.
Gud i himlen hviskede hun. Det er faktisk en hankat…
Ja, så har du da regnet den ud, tænkte han fornøjet.
Så du har du har siddet igennem hele denne iskolde pine og passet killinger alene? Holdt dem varme og givet dem mad?
Han rørte ikke en muskel. Hvad hjalp hendes ord ham? Alt, hvad han ville, var at finde ungerne et hjem og forsvinde. Uden publikum.
Men atter blandede skæbnen sig.
Kvinden gik ikke. Hun græd.
Mor, hviskede pigen og omfavnede killingerne. Se på ham. Han har jo boet hos nogen. De har sikkert lige smidt ham ud
Ja, tilføjede faderen. Nogen har besluttet, han var i vejen. Og alligevel blev han deres mor udsatte endda sin egen skæbne for deres skyld.
Åh, er det for at få mig til at græde! snøftede kvinden.
Jeg siger bare tingene, som de er, sagde manden stille.
Kvinden gik hen og løftede forsigtigt katten op til sig.
Han stivnede, klar til at sprælle fri men i stedet kom en sagte miaven og en spinden frem. For ham selv et mysterium.
Han regnede med, at de ville give ham mad og varme og så smide ham ud igen. Men …
Pludselig stod han i badeværelset og blev vasket i shampoo. Han brølede fornærmet, men pigen og hendes mor beroligede ham.
Så tørrede de ham i et lunt håndklæde. Han fik lov at ligge på en blød sofa, spise velduftende mad og killingerne kravlede som altid ind under hans mave og faldt til ro.
En ægte helt, hviskede kvinden og klappede hans ryg. Det er ikke mange mennesker forundt…
Nu smigrer de, tænkte han søvnigt. Nå ja. Jeg kan altid kradse lidt, når jeg vågner!
Men i stedet for kløerne, kom kun endnu et spindersavn. Pigen lo glad.
Nå, det kan være jeg lader være med at kradse dem. De virker faktisk rare.
Han strøg killingerne og begyndte at slikke dem. Endnu engang løb tårerne ned ad kvindens kinder.
De kvinder pudsige væsner, tænkte han. Først vasker de en, så græder de bagefter. Måske er det samvittigheden.
Han faldt i dyb søvn med killingerne i favnen. Uden at vide det, havde han ret; det var nemlig moderen, som tidligere havde nægtet at tage en kat ind, derfor byggede far og datteren huset i stedet.
Nu sov de alle tre katten og killingerne i et kærligt virvar af pels.
Familien stod tavse ved siden af og betragtede den gamle kat, der havde vist sig bedre end mange folk.
Men vi gik jo ikke bare forbi, vel? hviskede pigen forsigtigt.
Og hendes far og mor nikkede bare stille.
Måske var det faktisk det bedste, de havde gjort i lang tid.
