Signe, gider du gå over i Brugsen efter et brød? Den slørede stemme fra den femogfyrreårige kvinde flød ud i stuen, hendes blik kunne ikke længere holde fast i den spinkle syvårige pige, hvis mund løb i vand bare ved tanken om frisk brød.
Ja mamma
Pigen stod høfligt og ventede på mønterne, for de var nødvendige Fru Larsen, natkassedamen i det evigt åbne supermarked, ville ellers ikke sælge Signe brød, men nogle gange rakte hun hende også en lille mælkechokolade eller nogle bolsjer.
Jamen dog, det stakkels barn. Sådan en fin lille en, og hendes forældre drikker, sukkede Fru Larsen, mens hun rørte i sin instant kaffe.
Signe løb alt, hvad hun kunne hjemad, forsøgende at ignorere den fortryllende duft af sprød skorpe, der omringede hende. Hvis hun havde opført sig ordentligt, plejede mor at knække skorpe til hende, og ovenpå lagde hun to-tre stykker lækre fiskefileter på dåse makrel i tomat flydende med dansk smør. Hun spiste langsomt, mens hun betragtede det gyldne fedt suge sig ned i brødet. I dag var der ingen anden aftensmad i vente, for mængden af tomme Tuborg-flasker i gangen varslede gæster. Nu gjaldt det bare om at undgå at blive set, ellers kunne hun risikere at få en lussing. Sidst havde far slået hende så hårdt, at hovedet gjorde ondt i to dage, og næsen blødte.
Signe forlod opgangen. Hun havde stadig et kvart stykke brød og en hel fiskefilet i hånden. Gaderne var stille selvom det var en lun, dansk forårsaften. Musikken spillede svagt i det fjerne. To små chokoladekarameller gemte sig i lommen. Hun følte sig let. Man kunne næsten gå rundt og drømme måske besøge Fru Larsen for en kop kaffe med fløde og sukker. Signe travede afsted, så på de oplyste lejligheder og ønskede sig en veninde at dele tankerne og eventyrene med og måske gå tavshedstur, når hjemmet var for tungt.
Men et ynkeligt piv fra buskadset ved affaldsskuret bremsede Signe. Næsen rynkede hun ned i en bunke gamle klude. Der, i en iturevet skotøjsæske, sad en lille, stribet killing og miavede sagte. Forsigtigt rakte Signe hånden frem, og killingen snuste ivrigt til duften af makrel og begyndte straks at slikke hendes fingre med en ru, kildrende tunge. Hun fniste.
Er du mon sulten? Se her, sagde Signe højtideligt og lagde fiskefileten foran killingen, mens hun bed brødet i sig selv.
Her, spis.
Den lille tiger åd som havde han aldrig set mad før og hvæsede lidt, når Signe prøvede at klappe. Tsk, rolig nu, spis i små bidder, ellers får du ondt i maven, det lover jeg dig, Signe smilede til sin nye ven.
Vil du bo med mig? Du skal hedde Tigerdyr, og jeg lover at dele al min mad med dig, hun løftede den dunbløde killing forsigtigt op og gemte den under sin jakke.
Gule lygter, som maj-honning, lyste op for den lille pige, der gik på fortovet og sludrede med killingen, der stak sit hoved frem under hendes krave.
***
Hjemme var der stille. Kun tomme flasker, beskidte tallerkener og overfyldte askebægre i køkkenet. Varmtvandsbeholderen brummede, og vækkeuret hakkede videre. Hun satte sig, placerede killingen foran sig. Det lille dyr snusede til et tomt glas.
Fy, Tigerdyr! Det dér vil vi ikke have noget med at gøre. Hvis du begynder på det stads, kan vi jo slet ikke være venner, hun krammede killingen ind til sig, begge bange for at slippe. Killingen begyndte at spinde, trykkede sine poter mod hendes næse, nærmest som for at love hende, at de hørte sammen.
Den nat drømte Signe sødt, med smagen af bananis og dansk kirsebærkage på tungen. Tigerdyr nussede sig ind under dynen og spandt sig selv i søvn.
Om morgenen så far killingen, råbte op og forlangte at det “satans dyr” forsvandt. Mor sad med morgenhår og cigaret, trykkede et koldt klæde mod panden, og bad med hæs stemme Signe tage killingen væk.
Med bristede tårer sad Signe foran opgangen med Tigerdyr i favnen. Hun anede ikke, hvor hun skulle gøre af ham, men hun kunne ikke lade ham blive ved skraldespandene. Grædende gik hun til Brugsen til Fru Larsen, og med stakåndet stemme bad hun om at Tigerdyr måtte blive i baglokalet. Kærlige damer som Fru Larsen kunne ikke nægte. De gav Tigerdyr en gammel sweater og et afklippet plastickrus.
Hele foråret og sommeren besøgte Signe sin ven, hver gang hun kom for at hente brød og hun fik ofte klø derhjemme for at tage for store bidder. Men hvad gjorde det? Venskabet var dyrsere end blå mærker. Hun fortalte killingen alt, og Tigerdyr lå på hendes knæ og spandt, lukkede sine lilla øjne. Fru Larsen og damekollegaen betragtede en dag killingen og udbrød: Aldrig har jeg set sådan et blik! De øjne er slet ikke til at forstå! De stirrede betaget, mens Tigerdyr blinkede lumskt.
Efteråret kom, og Tigerdyr var blevet en mægtig flot kat. Kunder forsøgte at tage ham med hjem, men han ventede altid på Signe.
Så en dag kom Signe ikke længere hver dag. Fru Larsen blev urolig. Da hun endelig dukkede op, var Signes kinder plettet af blå mærker, læben dækket af sår. Jeg faldt, sagde hun kort. Men bag butikken græd hun sig i søvn mod Tigerdyrs pels, og Fru Larsen bar hende ind og lagde hende under et blomstret tæppe. Lægen, som Fru Larsen tilkaldte, ville ikke blande sig uden beviser. Fru Larsen brast i gråd og ønskede sig et barn som Signe.
Tigerdyr kredsede nervøst om den lille sofa, og til sidst smuttede han væk. Hele natten sov Signe trygt i bagbutikken, og ingen kom efter hende. Næste morgen lavede Fru Larsen søde smørrebrød til hende, og bad hende passe butikken mens hun gik ud på “vigtige sager”.
Men foran blokken blev hun stoppet af en betjent: Stop. Der er sket et mord herinde. Har du set den lille fra blokken i nat?
Signe? Hvem døde? spurgte Fru Larsen chokeret og spejdede mod vinduerne.
Det var forældrene de ligger døde i lejligheden. Vi leder efter pigen. Nogen slæbte hende måske væk i nat.
Nej, hun har sovet hos mig. Hun har det fint. Hvad skete der?
Det må have været en af drukkenboltene, der gik amok… Hør her, kan du passe pigen et par dage? Vi skal finde familie, så hun ikke ender på børnehjem. Før vi har styr på papirerne, dukker der nok et fjern familiemedlem op.
Selvfølgelig, Fru Larsens hjerte løb over af lettelse. Hun havde ingen medfølelse med forældrene. Nu var hun lykkelig og løb tilbage til Brugsen.
De besluttede at fortælle Signe, at hendes mor havde sagt ja til, at hun måtte blive og bo lidt hos Fru Larsen. Og Signe blev ellevild: Om hun måtte lære kassen? Kunne hun få lov at putte varer ind?
Men Tigerdyr så hun ikke mere. Hun kaldte og ledte, men hans mad blev aldrig rørt. Fru Larsen holdt om Signe, bange for den dag, nogen kom og tog hende væk. Hun gik til kommunen, men fik afslag: for gammel, ugift, arbejder nat. Ensomheden slog hårdt, men hun prøvede igen og igen. Måneder forsvandt.
Signe lærte at stege spejlæg, at læse stavelser, og hun gjorde butikken flot til Fru Larsen begyndte sin morgenkaffe.
Første sne faldt, det var den 3. november, samme dag Signe fyldte 8 år. Hun pustede stearinlys ud på en honningkagekage og hviskede højt:
Jeg ønsker, at vi altid skal bo sammen. Jeg vil, du skal være min mor! hun krammede Fru Larsen, som skjulte sine tårer.
Pludselig bankede det på døren. Ingen var ventet. En ung mand i slips dukkede op:
Goddag. Jeg kommer fra Børne- og Ungeforvaltningen i Aarhus. Jeg har set jeres ansøgning og ville hilse på, sagde han og rakte hende hånden.
Kom bare indenfor, vi havde ikke ventet nogen, Fru Larsen bød ham ind i det lille køkken.
Vil du have en kop te? Fru Larsen har købt den med tropisk frugtsmag det har du aldrig smagt! Signe satte en kop foran manden.
Er det din kage? han smilede.
Mmm! Jeg er otte nu. Til næste år skal jeg i skole, hun nikkede stolt.
Skole er skønt. Hvordan har du det så her? Manden nippede til teen.
Meget godt, svarede Signe og smilede.
Timer gik med snak, kage og te med tropisk smag. Pigen og den pæne mand i jakkesæt, og Fru Larsen lyttede stille.
Nå, men jeg må vel hellere gå, manden rejste sig. Han hev en stak papirer frem.
Her, Fru Larsen. I morgen skal du gå i retten og skrive under. De forklarer dig alt. Det er ren formalitet. Så kan du hente Signe med hjem.
Hente? Fru Larsen kunne ikke tale, mens Signe sprang op og krammede manden.
Tak! Tak! Tak! gentog hun igen og igen.
Pas godt på hende, sagde manden til Fru Larsen og vendte sig i døren. Og det var som to dybe lilla katteøjne lyste i hans ansigt fulde af varme og lysende forståelse.
Snart begyndte det at sne udenfor, og den nat drømte både Signe og Fru Larsen om honning og tropisk te og en kat, som måske slet ikke var en kat, men en slags drøm, der holdt dem varme i hjertet.
