Det er nu anden time, jeg sidder i kø hjemme hos gamle Fru Gerda i udkanten af Silkeborg. Hun skulle efter sigende være dygtig med urter og bøn, og på dette tidspunkt er hun mit sidste håb. I flere år har min kone, Dorthe, forsøgt at bære vores barn til termin, men uden held uden at nogen kunne forklare hvorfor.
“Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal sige Alle prøverne ser fine ud, der er ingen tegn på sygdom,” sagde speciallægen og trak på skuldrene.
“Men der må jo være en forklaring. Hvis jeg er helt rask, hvorfor sker det så?” spurgte Dorthe frustreret.
“Lægevidenskaben kommer til kort her. Prøv måske at gå i kirke, eller bare ja” hviskede lægen nærmest og sendte os ud i den danske martskulde.
***
Dorthe og jeg har nu været gift i fem år. Vi har alt, hvad hjertet kan begære: et solidt økonomisk fundament, vores eget hus i et roligt dansk kvarter, kærlighed, og en dyb forståelse af hinanden. Men én ting mangler lyden af børnelatter i vores lyse hjem.
Min kone havde længe haft en mistanke om, at noget gammelt hvilede over os, og nu, efter ordene fra lægen, kunne hun ikke slippe tanken om, at vi var forbandede.
“Kirken er god nok, men jeg tror, du har brug for en klog kone,” sagde hendes veninde Line og gav hende adressen til Fru Gerda.
“Afgang! Jo før, jo bedre!”
Så var det Dorthes tur. Hun trådte forsigtigt ind i det lille bindingsværkshus med de lavthængende, gamle bjælker. En tynd, venlig gammel dame med hvidt hår og et blomstret forklæde bød hende velkommen.
Kom indenfor, min pige, sæt dig her ved siden af Kristus-ikonen, sagde Fru Gerda med rolig stemme.
Pludselig overmandede Dorthe følelsen af at være et barn igen, og tårerne trillede ned ad hendes kinder.
Jeg ved, hvorfor du er her. Jeg skal hjælpe dig så godt jeg kan, svarede den gamle kone tålmodigt.
Dorthe satte sig på den gamle mosters slidte, bløde stol tæt ved ikonen. Fru Gerda tændte lys og mumlede bønner, mens hun førte det glødende vokslys i cirkler om hende. Det tog omkring tyve minutter, inden hun satte sig over for Dorthe, tog hende blidt i hånden og sagde:
Du vil ikke kunne føde, før en gammel familieforbandelse er brudt.
Hvilken forbandelse? Jeg har aldrig gjort nogen fortræd?
Ikke du, men din mor tog en frygtelig synd på samvittigheden, og nu må du bære byrden, forklarer hun.
Men det er jo urimeligt! Min mor er død for længst hvorfor skal jeg zone for hendes synder?
Sådan er universets love. Vi mennesker står magtesløse her.
Kan du hjælpe mig?
Desværre, ikke denne gang. Var det kun onde øjne eller en let forbandelse, måske, men dette… nej. Du bliver nødt til at finde ud af, hvem din mor har skadet så meget, og forsøge at gøre det godt igen. Vigtigst af alt: Glem ikke at bede for dig selv og dine fjender.
Dorthe sagde tak og gik ud til bilen for at ringe til mig.
Thomas? Jeg bliver nødt til at tage en tur til min moster Marianne. Vi tales ved.
Hun satte sig bag rattet og kørte gennem det jyske vinterland til mosterens gård.
Nå, Dorthe, du kom uden varsel, så jeg ikke nåede at fyre op i saunaen! grinede Marianne, men spøgen blev hurtigt afbrudt af Dorthes faste stemme,
Det haster. Hvilken synd har min mor begået?
Marianne blev først tavs, men da Dorthe fortalte om besøget hos Fru Gerda, sukkede hun tungt og fortalte endelig.
Dorthes mor, Grethe, var som ung kendt for sit milde væsen og lyse hår. Mange bejlere trådte stien til hendes dør, men hun forelskede sig i en gift mand, Poul. Uden at blinke rev hun Poul bort fra hans familie. Hans hustru, Marie, blev ladt alene med et spædbarn og sorg i hjertet. I sin desperation besøgte Marie faktisk Grethe, gik på knæ og tryglede om at få sin mand igen. Grethe lo hende ud og smækkede døren bag hende. Marie, fra sit knuste hjerte, råbte en forbandelse efter Grethe og hendes kommende slægt…
Hvad skete der så? hviskede Dorthe chokeret.
Din mor giftede sig med Poul, så kom du til verden. Men som du ved, døde de begge kort efter…
Dorthes øjne blev blanke.
Bor Marie stadig i byen?
Nej, Marie fik det aldrig godt igen Siden blev hun syg i sindet. Til sidst måtte hun på en institution, og sønnen, Leif, kom på børnehjem.
Leif? Jamen, han må så være en slags halvbror til mig?
Ja, men også hans liv blev svært. Efter hjemmet begyndte han at drikke og kom i dårligt selskab. En vinter forsvandt han i skoven de fandt ham, men ikke før han havde fået alvorlige skader i begge ben. Nu sidder han i kørestol…
Dorthe græd.
Marianne, jeg må se ham.
Nej, det er ikke sikkert, sagde mosteren bange, men Dorthe var beslutsom.
Hvis ikke du tager mig derhen, spørger jeg andre.
De gik gennem sne og slud til Leifs hus. En halvfalden træhytte med et hegn, der lå i ruiner. Strøm var der heller ikke, kun et vagt skær fra en gammeldags petroleumslampe.
Kom ind, lød en hæs stemme indefra.
Indenfor duftede rummet af billig tobak og rødvin. Flasker og cigaretskodder lå overalt. I kørestolen foran bordet sad Leif. På bordet lå en kridhvid gammeldags gårdkat.
Katten tager altid pladsen, sagde Dorthe forlegent.
Det er min ven, “Hvidpels”, svarede Leif kort. Hvad vil du? Er det kommunen, så gå. Jeg følger ikke med!
Nej, jeg er ikke fra kommunen. Jeg hedder Dorthe din halvsøster. Jeg vil sige undskyld.
Skal jeg tilgive dig for noget, så læg et par sedler på bordet, sagde Leif hånligt.
Dorthe lagde stille 500 kroner på bordet.
Tak! Så er du tilgivet, grinede han og vendte sig væk. Skal du noget mere, kan du komme forbi igen.
Skal jeg tage dig til læge eller hente medicin?
Nej, det går nok. Tak.
Med hovedet nede gik Dorthe ud. Marianne stod i sneen og tog hende i hånden.
Talte du med ham?
Ja. Han tilgav mig. Tak, Marianne.
Bliv og sov
Nej, jeg må hjem.
Hele ugen gik Dorthe rundt som i en tåge. Hendes tanker kredsede om Leif hendes eneste nulevende slægtning. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre, så hun opsøgte byens gamle kirke, gik ind og tændte lys for Leif og for Marie.
Efter gudstjenesten var det kun hende og præsten tilbage i kirken.
Det er tungt for dig i dag, min datter?
Undskyld, jeg er ved at gå,
Du må godt bekende. Hjertet får det lettere.
Med tårer i øjnene lagde Dorthe alt frem for præsten, og eftertænksomt sagde han:
Kloge koner kan meget men børn bærer ikke forældres synder. Alligevel skal vi altid bede, og helst også for dem, der har gjort os ondt.
Hvad skal jeg stille op med Leif? Jeg vil hjælpe måske tage ham hjem men er bange for, Thomas aldrig vil forstå…
Gør det, du mener er rigtigt og følg hjertet, sagde præsten.
Næste dag kørte Dorthe igen ud til Leif, denne gang med beslutsomhed i blikket.
Vil du med mig? Jeg kan ikke lade dig rådne op her. Hvis jeg ikke betyder noget for dig, så betyder du alt for mig.
Hvorhen?
Til skadestuen først, så hjem til os. Vi har rigeligt med plads og en stor have.
Leif tøvede.
Eneste krav: Hvidpels skal med!
Selvfølgelig! sagde Dorthe med et smil.
***
Tre måneder senere var Leif faldet godt til. Han viste sig at være venlig og havde fået mod på livet igen. Han brugte timerne på computeren og overvejede at tage et onlinekursus som programmør.
Leif, i morgen kommer dine nye proteser fra Tyskland. Snart kan du stå på egne ben! sagde jeg stolt og klappede ham på skulderen.
Tak, Thomas. Det havde jeg aldrig troet muligt.
Du skal takke Dorthe. Hun har aldrig været gladere end nu, sagde jeg.
Et halvt år senere stod Leif og jeg udenfor fødeafdelingen. Inde bag ruden vinkede Dorthe smilende til os med vores nyfødte tvillinger.
Nu får vi snart fuldt hus! grinede jeg.
Er du klar til at være onkel?
Kæmpeklar! svarede Leif med et smil. Vi skal nok klare det sammen.
Den dag lærte jeg, at vejen til tilgivelse og fællesskab kan være brolagt med både smerte og håb. Og at de tungeste byrder bedst bæres sammen.
