*Dagbog*
*Kære dagbog,*
“Laur, er du ved at miste forstanden? Tror du, jeg inviterer dig til at bo hos mig for penge? Jeg syns bare, det er synd. Det er alt.”
Laur sad i sin kjørestol og stirrede ud gennem de støvede vinduer på hospitalet. Han var uheldig: fra hans sengeplads så han kun ind i hospitalets indre gade, hvor der lå en lille hyggelig have med blomsterbedder og en butik, men næsten ingen mennesker.
Desuden var det vinter, og patienterne gik sjældent ud. Laur lå alene på stuen. En uge før var hans værelsekammerat, Mads Vind, blevet udskrevet, og siden da havde ensomhetten været endnu mere mærkbar.
Mads var en social fyr, altid glad og med mange historier at fortælle, som han dramatisk udførte som en rigtig skuespiller hvilket han også var, i tredje år på teatret. Kærlighedshistorier, eventyr, altid med liv i. Kort sagt, med Mads blev man aldrig kedsommelig. Desuden kom hans mor hver dag med en kasse hjemmebak, frugt og sløjser, som han altid delte med Laur.
Da Mads forløj, føltes det, som om almindelig hygge forsvandt med ham. Nu føltes det, som om ingen i verden havde brug for Laur.
Hans tunge tanker blev afbrudt af sygeplejersken, der kom ind. Da han så, at det ikke var den unge, smilende Freja, men den evigt sure og utilfredse Birgit, sank hans humør endnu mere.
På de to måneder, han havde været her, havde han aldrig set hende smile. Og hendes stemme matchede hendes ansigtsudtryk: skærpet, hård og ubehagelig.
“Nå, hvorfor sidder du der? I seng med dig!” knurrede Birgit, mens hun holdt en sprøjte klar.
Laur sukkede resigneret og kølede sig omhyggeligt over til sengen. Birgit hjalp ham med et fast greb og vendte ham om på maven.
“Bukser af,” beordnet hun. Laur adlød og mærkede ingenting. For alle hendes sprøjtester var altid perfekte, og det takkede han hende mentalt for hver gang.
*Hvor gammel er hun mon?* tænkte han, mens hun målbevidst mærkede efter en vene på hans tynde arm. *Pensionist, måske. En lille pension, derfor arbejder hun stadig, og derfor er hun så sur.*
Birgit stak nålen ind i hans blege, tynde vene, og han rynkede kun let.
“Så, færdig. Har lægen været forbi?” spurgte hun uanmeldt, mens hun gjorde sig klar til at gå.
“Nej, ikke endnu,” svarede Laur. “Måske senere…”
“Nå, jamen vent. Og sid ikke på vindet du bliver forkølet. Tynd som en pind,” sagde Birgit og forlod stuen.
Laur ville blive fornærmet, men kunne ikke. Gemt i hendes barske ord var der en slags bekymring, en omsorg, han ikke kendte fra nule…
Laur var forældreløs. Hans forældre døde, da han var fire. En frygtende brand ødelagde deres landsbyhus, og Laur var den eneste, der overlevde. Et forkert helet ar på skulderen og hånden minder ham stadig om det: hans mor, i sidste øjeblik, smed ham ud gennem et knækket vindue ind i en snedrive.
Hun nåede det lige inden taget styrtede ned og kollapsede over hele familien. Så endte Laur på børnehjem.
Fra sin mor havde han arvet et blødt, drømmende sind og lysende grønt øjne, fra sin far højde, en hurtig gang og en matematisk begavelse.
Han huskede dem knap. Kun som stumfilmklip: en landsbyfest med sin mor, hvor han vær med et flag, eller oppe på sin fars skuldre, mens sommerbråsen stryger forbi.
En stor rød kat, der hed enten Mikkel eller Pjuske, dukkede også op i hans erindringer. Men udover dem var der intet. Selv fotoalbummet brændte i branden.
På hospitalet kom ingen. Da han blev 18, fik han et værelse i en kollegiebygning på fjerde sal.
Han var vant til at være alene, men nogle gange blev savnet så stort, at det gjorde ondt. Med tiden lærte han at acceptere det, men når han så børn med deres forældre, væltes bitterheden ind.
Efter gymnasiet ville han på universitetet, men kom ikke ind. Så startede han på teknisk skole og elskede det. Men hans medstuderende interesserede sig ikke for ham.
To håneder siden løb han for sent til undervisning, faldt på en isglæt underjordisk gangbro og brækkede begge ben.
Efter middagen kom lægen, Tobias Møller, ind.
“Laurits, godt nyt. Brækkene er ved at sar. Om få uger kan du bruge krykker. Du bliver udskrevet i dag. Er der nogen, der henter dig?”
Laur nikkede.
Birgit kom ind.
“Hvad glor du på? Pak dig sammen!” Hun rakte ham hans taske.
“Hvorfor løj du for lægen?” spurgte hun pludselig.
“Hvad mener du?”
“Du har ingen til at hente dig. Hvis du tror, jeg lader dig kære hjem i din tilstand, så tager du fejl.”
“Jeg klarer mig,”
“Nej, det gør du ikke.” Hun satte sig ved siden af ham.
“Laur, det er måske ikke min sag, men du har behov for hjælp. Du kan ikke klare dig selv.”
“Jo, det er min sag,” svarede han stædigt.
“Hvorfor fortæller du mig det?”
“Fordi du kan bo hos mig. Jeg har et ekstra værelse.”
Han stirrede. Bo hos hende?
“Hvad tænker du på?”
“Det er… underligt.”
“Det er underligt at bo alene i en kjørestol i en bygning uden elevator,” svarede hun skarpt.
Laur tøvede. Men hun havde altid passet på ham.
“Jeg har ikke penge,” mumlede han.
“Laur, er du ved at miste forstanden? Tror du, jeg gør det for penge?”
De kørte til hendes lille hus på landet. De første dage var han gennem, men med tiden åbnede han sig.
Sneen på markerne, pejset, maden. Det minder ham om barndommen.
Uger gik. Krykkerne forsvandt.
En dag, efter en tur til lægen, sagde han:
“Jeg skal tilbage til skole.”
“Tag et friår,” sagde Birgit.
De var blevet tætte. Og han vidste, han ikke ville forlade hende.
Næste dag stod hun i døren og græd.
“Bliv,” hviskede hun.
Og han blev. Flere år senere sad hun som bryllupsgæst, da han giftede sig, og som bedstemor, da hans datter, Birgitte, blev født.
*Laur*
