Kardiologen Poul Bramsen var taget til et kursted for at koble lidt af. Han skulle lige barbere sig og gøre sig klar til aftenen du ved, det dér over 40, men stadig med. Selvom han faktisk var over 60 men hvem bemærker det?
Så pludselig stormer der en kvinde ind på hans værelse. At beskrive hende ville kræve helt særlige evner måske som billedkunstneren Bjørn Wiinblad. Enormt lærerigt individ; man kunne gennemgå anatomi ved simpelthen at pege på hende med en pind og forklare: Kvinden består af …. Hun råber, at hun er overlykkelig for, at netop en kendt kardiolog har valgt dette kursted! For i behandlingsrummet er viceværten netop ved at køre en alvorligt syg patient ind og stedets faste kardiolog er selvfølgelig bortrejst. En hjerteinfarkt lader sig jo sjældent planlægge til klokken 12. Og lige netop denne uge er der jo en feteret hjertelæge på gæstelisten…
Bramsen kan høre hun tager endnu en runde om emnet; det er ikke noget man bare slipper ud af. Hun vejer tilpas meget til at kunne forårsagde skred i Vesterbro og har en ildrød læbestift midt i ansigtet som en dommerkendelse fra inkvisitionen stemplet på en sukkerknald. Folk af hendes slags slipper ikke let. Sådan nogle kvinder giver ingen mening at forklare, at selv om du er tryllekardiolog, kan du intet stille op, hvis dit assistentkorps består af viceværten og en sygeplejerske i snemand-forklædning.
Så tropper Bramsen op i behandlingsrummet og dér finder han viceværten med vilde øjne, en båre, og ovenpå den, presset ned under en kæmpestor journal, en slatten mand med skæg. Ligner en folkeskoleelev fanget i en træmandkrop. Den slags personer er ofte seniorforskere.
Han fabler, siger viceværten. Roser og roser. Han tror, han er i en blomsterbutik.
Sygeplejersken måler blodtrykket og beklager, at det står ilde til: 70 over 50 og stadig faldende. Det kalder hun ikke blodtryk mere størrelsen på hendes egne arme og ben, griner hun uhæmmet. Bramsen får kuldegysninger. I journalen fremgår det, at 180 over 100 normalt kun er opvarmning for denne patient.
Bramsen leder med blikket efter fornødne sager i rummet, da han pludselig hører … lyde. Den slags hører ikke til i behandlingsrum. Han vender sig sygeplejersken tuder. Bramsen spørger Hva så?. Hun hulker: Det er så synd for manden!
Bramsen mærker uro i maven.
Giv ham adrenalin, siger han og tørrer hænderne med sprit. Ved du, hvad adrenalin er? Og hvor trækker man det op?
Åh, det er så synd for ham! jamrer hun og læner sig op ad dørkarmen.
Nå, Bramsen tager sprøjten og gør det selv. I det sekund får han øje på viceværten.
Viceværten har aldrig set en så stor nål før. Den kunne klare enhver pirat. Han forstår, at ethvert bagdel ville ryste ved synet. Bramsen ser, at viceværtens øjne drejer indad. Står der og gynger. Sygeplejersken tuder i hjørnet. Det var fristende at give hende en lussing, men han indser hvad nu hvis det udløser en refleks, der ender med at hun flyver ud af tredje sals vinduet med en murstensvæg…
Bramsen beslutter: Nu må alle rende og hoppe! Han finder et sted på den sunkne brystkasse og stikker nålen i. Straks dratter viceværten ned som en sæk cement.
Uha, det er så synd for viceværten! hyler sygeplejersken.
Hvad ER det dog for noget, råber Bramsen. Hvor er salmiakspiritussen?
Dør de nu? Dør de?! Åh, mine øjne burde ikke se den slags …
På bordet står der en tung, støbejernslampe cirka fem kilo. David helbreder løven for halsbetændelse. Bramsen overvejer slå dem begge ned, bare for at få ro på. Besinder sig dog. Befaler at uordenen må ophøre, for nu har han ingen idé om hvem der skal behandles, og hvem der behandler hvem.
Ordnung muss sein! råber han. Disciplin og ro!
I dét sidder patienten op på båren stadig med lukkede øjne.
I må altså ikke lave narrestreger, siger sygeplejersken strengt, lægger fladt sin hånd på hans hoved og trykker ham ned i båren. Salmiakken er selvfølgelig i skabet.
Viceværten er så fjern, at hans puls er væk. Skæghånden glider dovent af båren igen. Han tager endnu en tur på den anden side. Bramsen sukker.
Begynd hjertemassage! råber han, mens han hiver viceværten frem under båren.
Sygeplejersken drejer straks patienten om på maven, ruller op i nederdelen og gør klar til at forcere båren.
HJERTE-massage, ikke bagdel, himmel og hav! brøler Bramsen.
Sygeplejersken drejer straks patienten tilbage og sætter sig på ham. Båren bøjer dramatisk under hendes vægt. Bramsen kan høre knasen. Han stikker viceværten en vattot med salmiak i næsen, mens han kigger: 150 kilo levende menneske på 60 kilo. Luft flyver ud af patienten som fra en utæt cykelpumpe.
Han får løftet viceværten som var han en blæksprutte uden én eneste ret vinkel. Placerer ham på briksen og ser til, imens sygeplejersken er ved at mase patienten til grus forstand og måde er forsvundet.
Han får trukket sygeplejersken væk, stikker hende også noget salmiak under næsen og parkerer hende ved siden af viceværten. De sidder nu der, som to skamfulde høns. Vaddotter i næsen. Hos viceværten er bukserne røget ned til knæene, sygeplejerskens nederdel til livet. Hvilket team. Salmiakken har ingen effekt.
Da sætter patienten sig endnu engang op, som et sæde i en dæmperbus. Øjnene stadig lukkede, drejer hovedet langsomt mod briksen. Viceværten opfanger det overnaturlige moment og kapitulere, lægger sig fladt ned, og Bramsen konstaterer, at mødet mellem pande og klinkegulv udløser et soludbrud af ridser i porcelænet.
Kammerater … siger patienten uden at åbne øjnene. Please, lad venligst være med at behandle mig mere…
Så fortæller han følgende: Han er arvelig hypotensor. Ved snefald falder hans blodtryk til gulvet, i torden udruller han hen ad parketgulvet som et ark papir. Det er ikke hans skyld sådan er han født. Hans normale tryk er 80 over 50. Ved specielle lejligheder lidt lavere. Så hjælper en god kop kaffe espresso, naturligvis. Men hvad der IKKE hjælper, er endnu en omgang tung livserfaring fra en dame med billardkuglekæde om halsen. Han havde netop troet det var slut, og at ROSE ville komme tilbage fra toilettet meget overrumplet. Det var hende, der var syg, men det var ham, der skulle begraves…
Bramsen får grå hår af situationen. Griber patientjournalen og læser: Rosa Ydunsdatter. Han mindes hvordan han, på vej til kurstedet, havde tænkt Måske møder jeg en sød lokal kvinde, vi hygger lidt … Han havde endog været åben for mere. Nu var alt romantisk potentiale grundigt kuldsejlet.
Hvad er det her? spørger han og vifter journalen foran sygeplejersken.
Det en journal, svarer hun tomt, stirrende ud i luften med vaddotter stikkende op af næsen.
Men det ER jo ikke Rosa Ydunsdatter, bemærker Bramsen. Det må som minimum være Leif Rosenvig.
Som behandlende læge burde man have bemærket det, svarer sygeplejersken.
Din lille mumler Bramsen.
Kammerater, lad mig forklare, blander patienten sig. Jeg har min hustru her. Kom med kærnemælk til Rosedatter Hun gik på toilettet og efterlod sin journal. Og så blev jeg dårlig, og viceværten, som tydeligvis trodser fysikkens regler for bløde objekter og tunge løft, fik mig på båren. Her er jeg. Der var ikke godt, men nu er det vældig godt. Meget bedre. Og hvis man ser bort fra det blå lys og de røde hoveder, er alt egentlig herligt. Hypotension er ikke længere et problem. Skulle nogen tænde en lighter under mig nu, ville jeg lette og studere Mars. SÅ højt er mit blodtryk nu. Jeg ved ikke, hvad denne modige læge har stukket i mig, men sove får jeg ikke de næste ti år, hvilket passer mig glimrende, for jeg skal skrive næste store forskningspaper.
Jeg har et forslag, sagde sygeplejersken, da kærnemælksmanden var gået. Vi var aldrig her.
Bramsen fik endnu engang lyst til at klaske hende med bordlampen, men hun var hurtigere;
Viceværten tager jeg mig af.
Bramsen fik ALDRIG lært nogen at kende i kurstedet.
