Kardiologen Møller var taget til et kursted for at slappe af. Han besluttede at barbere sig og tage til aftenunderholdning. Det bliver jo forventet af folk over fyrre, og han var godt over tres men hvem ville lægge mærke til det?
Pludselig stormede en kvinde ind på hans værelse. For at beskrive hende skulle man næsten have haft Evighedsbrøndens fantasi. Undervisning i anatomi ville nemt kunne føres på hendes krop pege med pegepind og forklare, en kvinde består af…
Hun råbte begejstret over, hvor heldigt det var, at en kendt kardiolog netop havde valgt at holde ferie her! For i behandlingsrummet blev en patient kørt ind netop nu og kurstedets faste kardiolog var ikke til stede. Hjerteinfarkt bliver sjældent planlagt til midnat. Men så gjorde skæbnen, at netop en velkendt kardiolog lå på værelset
Møller mærkede straks han blev fanget ind, dette slappede han ikke udenom. Kvinden havde en vægt på pæne 150 kilo, og midt på ansigtet lå en ildrød læbestift, som det var en kirkes egfaring på en pudret klippeblok. Dér, hvor sådanne kvinder sætter sig, bliver de siddende, koste hvad det vil. Sådanne kvinder spilder ikke tid på forklaringer om, at selv den dygtigste troldmandskardiolog er magtesløs, hvis han assisteres af en pedel og en sygeplejerske udklædt som forføriske Snemand Frost.
Så trådte Møller ind i behandlingsrummet, hvor pedellen stod panisk og baksede med en båre. På båren lå en slatten, skægget mand, trykket ned af sin journal. Han lignede en dreng i ottende, bare med skovmandshoved.
Han er helt væk, sagde pedellen. Han taler kun om roser. Tror, han er i en blomsterforretning.
Sygeplejersken målte patientens blodtryk og konstaterede, at det så skidt ud. 70 over 50, og det var endda stadig faldende. Det er ikke længere blodtryk, men omkredsen af mine arme og ben! grinede hun pludselig. Det krøb i Møller. Og alligevel: Ifølge journalen var patientens vanlige niveau 180 over 100!
Møller skævede efter noget brugbart i rummet, da han hørte usædvanlige lyde. Han vendte sig. Sygeplejersken stod og græd.
Hvad sker der? spurgte Møller.
Synes bare, det er så synd for manden…
Møller blev bekymret.
Adrenalin, sagde han og sprittede hænderne. Ved du, hvad det er? Hvordan skal det trækkes op?
Åh, jeg synes bare, det er så synd for ham! jamrede sygeplejersken og lænede sig op ad døren og græd.
Møller trak selv op med sprøjten. Samtidig fangede han pedellen med blikket.
Pedellen havde aldrig set en så stor kanyle før den kunne bruges til at bekæmpe pirater! Intet bagdel tåler synet af sådan en nål uden at ryste lidt. Møller så, hvordan pedellens øjne var ved at dreje indad af bar skræk. Sygeplejersken snøftede i hjørnet. Bare hun ikke fik et eller andet chok hvem ved, hvad hun kunne finde på.
Nu fik Møller nok, fandt plads midt på brystet og kørte nålen i. Samtidig faldt pedellen sammen som en stakket pæl.
Nej, stakkels pedel! skreg sygeplejersken.
Hvad i alverden foregår der her?! råbte Møller. Hvor er kamferdråberne?
Dør de nu? Åh Gud, om bare jeg ikke skulle se det her…
På skrivebordet stod en solid, støbejernslampe, David helbreder løven for halsbetændelse vejede mindst fem kilo. Møller havde lyst til at slå hele selskabet med lampen, men kom på bedre tanker. Sagde, at nu måtte det stoppe, for ellers blev det umuligt at holde styr på, hvem der egentlig skulle behandles.
Ro og orden! råbte han. Disciplin og stilhed!
Pludselig satte patienten sig op på båren med lukkede øjne.
I skal ikke skabe jer, unge mand, sagde sygeplejersken og trykkede ham ned igen. Kamferen står i skabet.
Pedellen var mere eller mindre væk. Bevægelserne på båren gik i stå igen. Møller blev frustreret.
Hjertemassage! råbte han, mens han halede pedellen frem fra under båren.
Sygeplejersken vendte manden om på maven, hev op i nederdelen og parerede til at træde over båren.
På hjertet! Hjertemassage, ikke rygmassage, for pokker! brølede Møller.
Sygeplejersken fik vendt mannen igen. Smed sig så tungt ovenpå, at båren knagede. Møller kunne høre et knæk. Han fik sig bakset pedellen op at sidde. Men sygeplejersken var ved at mase livet ud af patienten, så han måtte hive hende væk og give hende kamfer under næsen. Pyjamasen gled ned om knæene på den ene, nederdelen sad om navlen på den anden. Danmarks redningsmandskab!
Lige der satte patienten sig op, stadig med lukkede øjne, og drejede hovedet over mod briksen. Pedellen ombestemte sig og slap tøjlerne for at falde lige lukt frem med panden mod fliserne.
Jeres indsats er værdsat, sagde patienten lavmælt uden at åbne øjnene. Men jeg beder jer indtrængende om at lade mig være i fred.
Så fortalte han. Han var født hypotensiker. Før snevejr punkterede han nærmest som en ballon. Ved torden blev han blæst hen over stuegulvet. Det var ikke hans skyld sådan var han. Hans normaltryk var 80 over 50. Sådan var det bare. Og hvis det sank yderligere, så hjalp en god kop stærk espresso. Men det hjalp IKKE yderligere, når sygeplejerskens tunge skæbne satte sig på ham med perlekraven af billardkugler. Han havde faktisk været sikker på, det var slut med ham.
Møller rodede op i journalen: “Rosa Yde-Larsen”? Det slog ham hele vejen til kurstedet havde han da forestillet sig at møde en lokal kvinde, more sig lidt måske endda mere. Men nu nej.
Hvad er det her? spurgte Møller og viftede journalen for sygeplejersken.
En journal, svarede hun og stirrede foran sig med kamferbollen i næsen.
Men det her er jo ikke Rosa Yde-Larsen det er nærmere Leif Yde-Larsen!
Som behandlende læge burde De have set det.
Simpelthen utroligt
Forklaring, sagde patienten. Min kone er her også. Jeg havde bare lige hentet en tykmælk til Rosa… Hun gik ud på toilettet, lod journalen ligge. Så blev jeg dårlig, og ham dér greb mig, svingede op på båren og så sad jeg her. Nu har jeg det bedre. Hvis ikke for det blå skær og de røde ansigter ville det faktisk være ret fint. Blodtrykket er upåklageligt stabilt bliver det højere nu, svæver jeg ud i rummet! Han vidste ikke præcis, hvad den modige læge havde sprøjtet ind men han kom ikke til at sove de næste ti år, hvilket passede godt med planer om at skrive endnu en videnskabelig artikel.
Forslag, sagde sygeplejersken, da manden med tykmælk var gået. Vi var slet ikke her i dag.
Møller ville til at slynge lampen efter hende, men hun var hurtigere:
Jeg tager mig af pedellen.
Møller fik aldrig talt med nogen ved kurstedet.
Livet er fyldt med overraskelser, og nogle gange viser de største problemer sig at have mindre dramatiske løsninger end forventet. Måske skal man ikke altid handle før, man forstår situationen og nogle gange er det bedste faktisk lige at stoppe op og lytte.
