Kan vi få nøglerne til sommerhuset? Vi vil gerne bo der – Et vennepar blev inviteret til at låne sommerhuset over nytåret, men værterne overså de mulige konsekvenser

– Giv os lige nøglerne til sommerhuset, så flytter vi ind dér et stykke tid,
ægteparret lod vennerne bo hos sig, uden at tænke for meget over konsekvenserne.
————————————————————————————–
Hans mor blev sløj, så han og hans kone, Bente, blev hjemme over nytåret. De fejrede det stille og roligt, bare dem. Parrets venner, Maja og Henning, blev lidt skuffede over, at Hans og Bente i sidste øjeblik trak stikket på turen til sommerhuset men hvem kunne vide, at Fru Margrethe ville falde om netop nytårsaften?
Bente følte sig lidt skyldig over hele situationen.
Derfor, da Maja ringede 2. januar og begyndte at fortælle, hvor elendigt deres nytår var gået hjemme i den lille lejlighed, blev Bente ramt af endnu et stik af dårlig samvittighed.
De måtte høre på svigermors evige brok. Hun dukkede op den 31. og proklamerede, at hendes radiator var stået af! Nu har hun tænkt sig at bo hos os til kommunen får gang i varmen igen! Jeg kan seriøst ikke mere! Jeg bliver skilt fra Henning på grund af hans mor, det sværger jeg! klagede Maja.
Det er jeg ked af at høre. Vi har det også bøvlet med Fru Margrethe, hun tager sygdommen ret hårdt, sukke Bente. Men hvis jeg på nogen måde kan hjælpe dig, så vil jeg selvfølgelig gerne.
Ved du hvad, Bente… du kan faktisk hjælpe mig.
Hvordan?
Giv os nøglerne til jeres sommerhus. Så kan Henning og jeg flygte fra svigermor. Hun kan få hele lejligheden for sig selv og brokke sig i fred!
Bente tænkte sig om. På den ene side havde hun ondt af Maja, på den anden kunne hun ikke lige overskue, hvad Hans ville sige. Selvom de begge betragtede huset som fælles, så stod det jo faktisk i Hans navn.
Jeg… ved det ikke, Maja… må lige tjekke med ham.
Selvfølgelig. Men bare rolig, vi lover at behandle jeres ting forsigtigt og ikke røre mere end højst nødvendigt.
Men der er sikkert snedækket hele vejen derop… I kommer aldrig frem. Vi har ikke engang ringet efter snerydderen, sagde Bente.
Det er okay, vi har en firehjulstrækker. Vi skal nok klare det.
Og vi har ikke tjekket kedlen længe. Inden nogen flytter derud, burde man tage derop og se efter…
Bente, vi er voksne mennesker. Henning har rodet med kedler igen og igen på arbejdet. Bare rolig, vi kommer ikke og ødelægger noget. Tværtimod, hvis noget går i stykker, så fikser vi!
Maja lød så overbevisende, at Bente tænkte: hvorfor egentlig ikke?
Hun lovede at vende tilbage, og gik ud for at drøfte det med Hans.
Er du sikker på, at det er en god idé?
Det ved jeg faktisk ikke, Hans. Vi har været venner med dem i årevis. Vi ville jo have været sammen i sommerhuset, hvis ikke det var for din mor…
Vi kan ikke bare rykke derud, men heller ikke lade din mor være alene.
Det ved jeg da. Jeg ville have sagt nej, men Maja er så desperat med sin svigermor. Jeg ved ikke, hvordan de holder hende ud. Ifølge Maja er Hennings mor en sand plage, og deres ægteskab hænger i en tynd tråd.
Efter en kort tænkerunde blev de enige: hvis deres sommerhus kunne redde et ægteskab, så måtte det prøves.
Vi giver dem nøglerne. Men de må ordne det hele selv. Vi blander os ikke, sagde Hans.
Maja mærkede straks, at de havde tillid til hende.
Tusind tak, skat! Jeg ringer løbende og holder jer opdateret, lovede hun og tog afsted.
Turen tog over tre timer. Sommerhuset lå idyllisk, langt fra storbyens stress. Desværre havde Hans og Bente ret: nytårssneen var tung, og selv firehjulstrækkeren kæmpede. Maja og Henning måtte til sidst ringe efter ejerne.
Hvad gør vi nu? spurgte de fortvivlet.
I må vende om. 3. januar kommer der ikke nogen og rydder sne. Alle holder fri.
Det nægter jeg! Vi har brugt så lang tid på at komme herop… Der er en by tæt på. Du nævnte, at Hans kender en lokal snerydder, insisterede Maja.
Jo, han rydder vejene.
Så må vi ringe og spørge, om han kan komme.
Jeg sender jer hans nummer, sagde Bente.
Efter et kvarter ringede Maja igen.
Han tog ikke telefonen. Få Hans til at ringe de gider aldrig svare på fremmede numre!
Okay. Bare vent.
Bente fik lokket Hans til at ringe til snerydderen. Han lovede at komme inden for en time.
Hans var rastløs hele tiden. Maja ringede konstant for at få en status, og til sidst følte Bente sig skyldig igen.
Heldigvis holdt snerydderen ord. Han fik ryddet vejen, men havelågen måtte de selv grave fri. Henning bakkede og gravede sig gennem sneen med en skovl, så de til sidst kom ind og kunne låse op.
Radiatorerne var sløve, kedlen måtte justeres. Men Henning havde glemt hvordan. Han begyndte igen at ringe til Hans, som brugte to timer på at forklare ham kedelens særheder.
Den har jeg aldrig set før… sikkert en veteran-model.
Så længe den virker! sagde Hans, lettere irriteret. Han anede, at det ikke var enden på balladen.
Og rigtigt nok Maja ringede om alt: hvor lå stegepanden, hvorfor var der stadig koldt?
Sidst på aftenen slukkede Bente og Hans deres telefoner for at få et pusterum.
Næste morgen var der snesevis af ubesvarede opkald.
Hvad nu?
Ingen anelse… Bente blev urolig og ringede straks tilbage. Maja tog først telefonen efter flere forsøg.
Hallo? Hvor blev I af?!
Vi sov.
Vi oplevede en katastrofe! Der lugtede af røg i saunaen vi var lige ved at brænde hele hytten ned!
Hjælp dog…
Ja, hvem bygger sådan nogle saunaer?!
Hvad gik galt?
I burde have sagt, at der var en prop på skorstenen… Maja bebrejdede sin veninde. Heldigvis opdagede Henning det i tide.
Undskyld, jeg regnede ikke med, at I ville bruge saunaen allerede første aften. Og generelt…
Hvad så? Vi er jo gæster, så vi benytter os af alt, der er! Er saunaen lukket land? I kunne da have sagt noget. Vi måtte grave os gennem driverne for at komme ind!
Bare hyg jer, mumlede Bente.
Og vi kunne ikke finde grillen.
Den gamle er kaput.
Virkelig? Og det har I ikke nævnt?! Hvordan skal vi så grille pølser?! Maja var ufornøjet.
Det ved jeg ikke, Maja. Mit hoved er ved at eksplodere efter den her uge. Grill må I altså selv styre. Bare lad være med at brænde huset af.
Hun lagde røret på. Hun kunne ikke længere skjule sin irritation.
Nå, flere ulykker? spurgte Hans.
Ja.
Bente forklarede, hvad der var sket.
Henning har været i saunaen med mig om sommeren og ved udmærket, hvor proppen sidder. Så det må de klare selv. Grillen det er ikke vores problem. Hvis de vil lave pilaf, skal vi vel også skaffe dem en stor gryde? Hvis de insisterer på grill, kan de købe en engangsgrill nede i byen. Der er en Brugs med alt det der. Det burde være nok til et par dage.
Det sagde Bente videre til Maja, da hun ringede igen.
Fint, vi har forstået. Vi handler i byen vejen er jo flot ryddet, takket være os!
Overraskende nok stoppede Maja med at plage Bente. Hun havde åbenbart forstået, at veninden var på randen.
Alt for stille… Gad vide hvordan de har det, undrede Hans sig næste dag.
Maja tog ikke telefonen, men svarede på sms, at alt var i orden.
Parret besluttede at stole på vennerne og glemme alt om dem et par dage.
Da nytårsferien var ovre, havde Fru Margrethe det bedre.
Måske skulle du tage op til sommerhuset efter nøglerne? Tjek det lige samtidig, foreslog Bente.
Du har nok ret. Jeg kører i morgen tidlig og kommer tilbage sidst på dagen. Det bliver spændende at se huset og saunaen!
Hans tog af sted, Bente blev tilbage med svigermor.
Hun advarede vennerne om, at Hans ville komme, og forventede, at alt ville gå glat. Så hun blev temmelig overrasket, da Hans kom hjem i dårligt humør og ikke ville snakke om turen.
Det opklarede Maja. Hun ringede næste dag og bad Bente kigge forbi de boede på nabogaden.
Har svigermor endelig forladt jer? spurgte Bente.
Heldigvis ja. Varmen virker derhjemme, så hun flyttede ud i går.
Fint, jeg kommer om en time, lovede Bente. Hun sagde intet til Hans emnet om vennerne var ikke hans favorit, og Bente ville finde ud af hvorfor.
Hun fik straks anledning til det. Maja lagde ud:
Her, tag lige denne. Jeg har lavet et regnskab.
Hvad er det?
En liste over alt, vi har brugt på jeres sommerhus.
Bente skimtede listen: snerydder, elektrisk skovl, grill, kul, optænding, grillrist, tre sparepærer og et sæt aromaolier til saunaen.
Det er, hvad vi købte heroppe.
Og hvorfor viser du mig den?
Vi har efterladt tingene til jer. I kan bare benytte dem.
Tak, sagde Bente, lettere forvirret.
Henning og jeg blev enige om, at det er rimeligt at splitte udgifterne nu kan I jo bruge det hele fremover.
Er du seriøs nu? grinede Bente. Hun troede først, det var en joke.
Ja. Havde I nu haft grill, havde vi sparet på både udstyr og penge. Var der en normal skovl, havde vi ikke brug for en elektrisk én. Og hvis snerydderen var sendt afsted i forvejen, slap vi for at vente og brænde benzin! Og shampoo i saunaen den måtte jeg også selv købe!
Maja, jeg tror du overdriver en smule. For det første er vi altså ikke et hotel, der udstyrer dig med shampoo og badehætter, og for det andet var elektrisk skovl og grill jeres eget valg vi har slet ikke brug for dem, så tag dem bare med hjem igen. Det samme gælder aromaolier, kul og rist. Snerydderen betaler jeg heller ikke for, I tog jo bare chancen. Jeg kan give dig penge for pærerne, dem har vi faktisk brug for, tusind tak for det.
Bente overførte 55 kr. via MobilePay til Maja, rejste sig og gik. Hun svarede hverken på opkald eller beskeder bagefter. For ikke at stå i gæld, tog hun og Hans op til sommerhuset, samlede venners grej sammen og sendte det med GLS.
Svigermor var næsten rask igen, og Hans og Bente kunne tage til sommerhuset i weekenderne. Maja og Henning mistede den adgang. Siden dengang døde venskabet lidt ud og det generøse par delte aldrig igen ud af deres ejendom og forvirrede vennerne med deres værdiværdier.
Vi passede jo på dem, ville bare hjælpe og hvordan takker de? Utaknemmelige, brummede Maja til Henning, mens hun forgæves ringede til Bente igen. Hun havde faktisk ikke brug for den elektriske skovl men man kan kun returnere den med bonen. Og bonen? Tja, den ligger nok stadig oppe i sommerhuset.