Kan man være lykkelig uden børn? Historien om en kvinde, der valgte sin egen vej
Et møde, der vendte op og ned på min idé om lykke
Vær nu sød ikke at have ondt af mig tværtimod føler jeg mig ægte lykkelig. En dag, da jeg var på vej til hudlægen (hvor man jo altid ender med at sidde og vente små irriterende evigheder), fandt jeg mig selv i det sædvanlige, halvkedelige venteværelse på Frederiksberg Hospital. Det var netop her, at et møde ændrede mit syn på det, folk kalder det gode liv.
Et par stole væk sad en kvinde, der udstrålede en ro og selvsikkerhed, man sjældent ser uden for en yogatime i Vesterbro. Hendes smil var blødt, blikket venligt ingen spor af rastløshed. Jeg tænkte, at hun måske var omkring 65. Men under vores snak afslørede hun med et skævt grin, at hun faktisk havde rundet de 70!
Vi fandt hurtigt tonen. Hendes stemme var rolig, ordene kom velovervejede og hendes historie var til gengæld alt andet end forventelig.
Hun fortalte mig om sine to ægteskaber. Den første, helt fra ungdommen, var fuld af kærlighed, men med én kæmpe uenighed: Hun ville ikke have børn, og det meldte hun klart ud fra dag ét. Dengang forsikrede hendes mand, Arne, at han delte holdningen den slags, man jo siger, når forelskelsen danser cancan i hjernen.
Men som tiden gik, ændrede han mening. Da hun nærmede sig de tredive, begyndte han at tale om nødvendigheden af børn, som om det var lige så vigtigt som rugbrød og torskerogn til frokost. Han håbede åbenbart på, at hun ville udvikle en pludselig trang til pusle og vuggesange. Det skete dog ikke. Efter mange tunge snakke gik de hver til sit.
Den anden mand, Poul, havde en datter fra et tidligere ægteskab og var helt afslappet omkring ikke at ville starte kapitel 2 med små børn. De levede et forhold uden de store krav, men til gengæld med harmoni og kærlighed. Desværre døde han alt for tidligt og efterlod hende alene men ikke ensom.
Siden har hun nydt en rolig tilværelse i sit store villa i Charlottenlund, omgivet af bøger, potteplanter og minder hun ikke læner sig for meget op ad. Melankolske tilbageblik er ikke hendes stil.
Mange mener jo, at børn er lig tryg alderdom, sagde hun skælmsk. Men, altså, de flytter hjemmefra og laver deres eget, som de skal. Og det passer mig glimrende.
Hun har aldrig ønsket børn og føler ikke et gram fortrydelse.
Hendes hjerte banker for litteratur, hun dyrker pilates, mødes med søde veninder på café til dallerkaffe med fut kort sagt, selv uden børnebørns klistrede fingre i huset oplever hun mening og nærhed.
Til sidst, med et lille smil, konkluderede hun: Med hensyn til det dér glas vand så længe jeg kan ringe efter en eller anden fra hjemmeplejen, ser jeg ingen problemer!
Jeg blev et øjeblik helt stille. Hendes ord ramte mig ikke nødvendigvis fordi, jeg var enig i alt, men fordi jeg beundrede hendes klarhed, stille styrke og totale accept af sine egne valg.
Konklusionen? Kan man finde balance og tilfredshed uden børn og samtidig forblive tro mod sig selv? Kvindens historie viser, at ja lykke er ikke altid viklet ind i samfundets standardopskrift.
I sidste ende må vi hver især finde vores vej mod mening og glæde. Hendes fortælling minder om, at ro og fylde i livet faktisk venter dem, der tør lytte til sig selv og tager ejerskab over deres frie valg.
