Kan du huske det, eller har du glemt det? Jeg kan ikke glemme det! – sagde Henrik med en skæv mine. – Majken, jeg skal lige snakke med dig om noget alvorligt Du kan huske min datter uden for ægteskab, Anna? Spurgte han, men sagde det på en kryptisk måde, der straks fik mig til at sidde yderst på stolen.
– Om jeg kan huske? Selvfølgelig, det glemmer jeg aldrig. Hvad er der sket? Jeg satte mig ned i frygt for, at nu ville der ske noget træls.
– Det er noget mærkeligt noget Anna har tryglet mig om at tage hendes datter til os, altså mit barnebarn, sagde Henrik med lav stemme og kiggede ned.
– Nå, hvorfor nu det, Henrik? Hvad med Annas mand? Har han fået pip? sagde jeg, nu nysgerrig og lettere underholdt.
– Anna har ikke længe igen, hun er alvorligt syg… Hun har faktisk aldrig haft nogen mand. Hendes mor giftede sig for år tilbage med en udlænding og bor nu i USA, og de to taler ikke sammen. De har ikke flere pårørende, så Anna beder virkelig om det, Henrik var forlegen og ville ikke se mig i øjnene.
– Og? Har du besluttet dig? Hvad tænker du, vi skal gøre? jeg havde allerede inde i mit hoved afgjort sagen.
– Jeg spørger dig, Majken. Det er dig, der bestemmer sammen med mig, Henrik så op for første gang og ventede på mit svar.
– Sikke noget, hva? Du levede lidt for vildt i din ungdom, og nu skal jeg tage ansvaret for et barn, der ikke er mit? jeg mærkede vreden stige i mig over hans mangel på rygrad.
– Majken, vi er jo en familie. Vi skal tage beslutningen sammen, sagde Henrik og forsøgte at bløde situationen op.
– Nå, det er da sjovt, du kan finde ud af at snakke med mig om sådan noget nu Det gjorde du ikke den gang, du endte med Anna, vel? Jeg er jo din kone! tårene pressede på, og jeg stormede ud af stuen.
Dengang i gymnasiet så jeg kun til min barndomsven Valdemar, indtil der dukkede en ny fyr op i klassen Svend. Jeg glemte alt og alle. Valdemar blev droppet, Svend blev min alt. Han fulgte mig hjem fra skole, gav mig blomster plukket fra den kommunale park, krammede og kyssede mig hedt på kinden. Allerede ugen efter lå vi sammen. Jeg tøvede ikke – jeg var håbløst forelsket i Henrik, som han blev kaldt. Vi blev studenter, og Henrik kom i militæret i Aalborg. Jeg tudede øjnene ud, da jeg sagde farvel på Hovedbanegården i København.
Vi skrev breve et års tid, så kom Henrik hjem på orlov. Jeg var så forelsket, at jeg kunne have danset rundt på hænder for ham. Han sagde de fineste ord til mig:
– Majken, næste år, når jeg er helt færdig, så gifter vi os! Men uanset hvad regner jeg dig for min kone allerede nu.
De ord smeltede mit hjerte fuldstændigt. Og sådan har jeg altid haft det: bare ét forelsket blik fra Henrik, og jeg smeltede som flødeis på en sommerdag.
Han tog tilbage til kasernen, og jeg ventede tålmodigt, følte mig forlovet. Efter et halvt år kom der et brev Henrik skulle ikke komme hjem igen, han havde fundet den store kærlighed i Aalborg og agtede ikke at vende tilbage. Men der var jo et lille menneske i maven på mig Henriks barn. Så meget for store løfter og bryllup
Min bedstemor plejede at sige:
– Stol aldrig på rugen, før den er i møllen, barnet!
Babyen kom, og det var en lille dreng, vi kaldte Jonas. Valdemar, min gamle kæreste, trådte til og hjalp mig, og jeg tog imod taknemmeligt. Efter min overbevisning kom Henrik aldrig tilbage.
Men pludselig en dag dukkede han op. Det var Valdemar, som åbnede døren. Og der stod Henrik.
– Må jeg komme ind? spurgte Henrik, tydeligt overrasket over at se Valdemar derhjemme.
– Ja, kom ind, hvis du altså vil sagde Valdemar lidt tøvende.
Jonas mærkede stemningen og kastede sig stortudende over Valdemar, sin tryghed.
– Valdemar, tag lige Jonas med ud lidt, ikk? jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
Efter de var gået, sagde Henrik:
– Er det din mand?
– Hvorfor rager det dig? Hvad vil du her? jeg var vred og anede ikke, hvad hans mål var.
– Jeg savnede dig, så jeg kom Du har fået dig en familie, Majken. Hvis du ikke ventede på mig, så ja, så må jeg vel gå. Undskyld jeg forstyrrede jeres idyl.
– Vent, Henrik. Hvorfor kommer du? For at gøre mig ked af det? Valdemar hjælper mig, og han tager sig endda af din søn, jeg kunne ikke skjule følelsen for Henrik.
– Jeg kommer tilbage til dig, Majken. Vil du tage mig igen? Henrik så på mig, håbefuldt.
– Kom ind, vi skal til at spise sagde jeg, lettet og lykkelig over, at han kom tilbage trods alt.
Valdemar blev skubbet ud. Jonas havde brug for sin rigtige far, ikke en stedfar. Senere fandt Valdemar en sød kvinde og blev bonusfar for hendes børn.
Flere år gik. Henrik kunne dog aldrig knytte sig rigtigt til Jonas han troede hele tiden, at Jonas var Valdemars søn. Henriks hjerte bankede ikke for drengen, det mærkede jeg tydeligt. Generelt kunne Henrik ikke holde kæresterne på afstand. Han var let at begejstre, let at glemme, og jeg led, men holdt sammen på familien og elskede ham inderligt.
Jeg tror faktisk, det var nemmere for mig end for Henrik. Den, der virkelig elsker, lever i lykkelig uvidenhed. Jeg behøvede aldrig lyve, jeg levede bare. Henrik var mit solskin. Nogle gange drømte jeg om at droppe det hele, men så skældte jeg mig selv ud. Hvor skulle jeg gå hen? Henrik ville ikke klare sig uden mig jeg var både hustru og mor for ham.
Henrik mistede sin mor som fjortenårig hun døde stille om natten. Måske har han hele livet søgt den tryghed, han mistede dengang. Jeg tilgav altid alt. En enkelt gang skændtes vi så voldsomt, at jeg smed ham ud. Han flyttede hjem til sin faster.
Efter et par måneder havde jeg glemt grunden og begav mig hjem til hans faster. Hvorfor kommer du efter Henrik? spurgte hun undrende. Han har jo fortalt, at I er blevet skilt. Han har allerede en ny kæreste.
Jeg fandt adressen, tog mig sammen og opsøgte hende.
– Goddag, kan jeg tale med Henrik? Jeg prøvede at være høflig.
Hun smækkede bare døren i hovedet på mig.
Henrik vendte hjem et år senere. Dengang havde den anden kvinde født Anna. Jeg har altid bebrejdet mig selv for at have smidt ham ud den gang. Måske var Anna aldrig blevet født, hvis jeg havde været mere tålmodig. Jeg forsøgte bare endnu mere at gøre mig umage for Henrik opvartede, elskede og forkælede ham.
Vi talte aldrig om Anna. Det emne var levende dynamit for familien. Vi foretrak bare at lade som ingenting.
Tænk at gøre så stort et nummer ud af et barn fra et sidespor Men sådan lever vi så mange år. Henrik blev mere rolig med alderen. Han sad hjemme og så landskamp på DR1, og vores Jonas blev gift tidligt og gav os tre dejlige børnebørn.
Så gik det pludselig ikke længere.
Anna, hans datter udenfor ægteskab, tog kontakt efter mange år. Hun ville have, vi tog hendes datter ind. Man tænker sig om en ekstra gang. Hvordan forklarer vi Jonas, at der flytter en fremmed pige ind? Han ved jo intet om sin fars unge udskejelser.
Men selvfølgelig sagde vi ja og fik forældremyndigheden over femårige Amalie. Anna gik bort, blot 30 år gammel. Livet går videre.
Henrik kaldte Jonas ind til en rigtig far-søn-snak. Jonas hørte det hele og sagde bare:
– Det, der er sket, er sket. Jeg er ikke dommer. Selvfølgelig skal lillepigen bo her. Det er jo vores familie.
Vi sukkede lettet. Vores Jonas har hjertet på rette sted.
Amalie er seksten nu. Hun forguder sin morfar, sladrer med ham og kalder mig mormor. Hun siger, hun ligner mig, da jeg var ung, og det kan jeg slet ikke sige hende imod.
