Kan du huske, Signe
Han havde vænnet sig til at kigge ind ad deres vindue, for de boede i stuen. Først ville familien hellere højere op, men de blev hurtigt vant til at være tæt på fortovet. Mest glad var mormor hun slap for at kravle op ad trapperne. Hver lørdag bagte Anna Madsen, Signes mormor, brød, pandekager eller noget andet lækkert, men altid noget duftende og hjemligt.
Duften af det nybagte bredte sig ud af det åbne køkkenvindue og drillede drengene, der spillede fodbold udenfor. Lasse gik forbi vinduet som om det var hans eget, men ikke til selve køkkenvinduet han kom fra den anden side, skubbede en gammel kasse hen til husmuren, klatrede op og kiggede ind til Signe. Hun vidste ganske sikkert, at han snart ville dukke op, og løb hen, når hun hørte, hvordan han kravlede.
Jeg kommer med boller lige om lidt, mormor har bagt. Den lyserøde sløjfe som holdt hendes blonde ponyhaler sammen, var gået op og dirrede fra hendes løb.
Det smager godt, sagde Lasse, mens han tog et stort bid og kiggede ind i stuen. Har du lavet dansk? spurgte han.
Ja, det har jeg.
Må jeg kopiere?
Signe rakte ham glad sin notesbog. Husk at tage den med i morgen tidlig, jeg skal bruge den inden timerne.
Lasse var ikke dårlig i skolen, men ligesom andre drenge var han lidt doven, selv om han var kvik. Han kunne godt regne, men fodbolden tog tid fra lektierne. Dengang i 90erne var der endnu ikke mobiltelefoner, så ungerne kunne være ude til midnat uden at nogen ventede på dem.
I ottende klasse bar Lasse Signes taske hjem for første gang, viftede med den og fortalte om den nyeste film. I niende klasse blev den spinkle, brunøjede Sofie efter drengenes egne regler udnævnt til skolens smukkeste pige. Og Lasse blev forelsket. Han lod ikke Sofie ude af syne, hang omkring hende, fulgte hende hele vejen hjem. Signe troede, det ville gå over. Nu ventede hun på ham, stod ved vinduet og ventede på det velkendte bank, og at han skulle sige: Signe, må jeg kopiere?
Sofie holdt folk på afstand, men hun bandt dem til sig. Lasse tumlede mellem Sofie, som både kunne lide ham og skubbe ham væk, og Signe, som altid ventede på ham.
Han kiggede stadig ind til Signe, og hun satte te på vindueskarmen, dampede let, og gav ham småkager, hvis der ikke var boller.
Hørte du, at vi tabte? sagde han, mente fodboldkampen. Signe hørte altid om alt, Lasse interesserede sig for. Hun læste sport, så kampene, selv gyserfilm, hun ikke kunne lide alt for at tale med ham.
Hun var hans ven, altid klar til at hjælpe og lytte. Lasse kom til hende som til en ven, der forstod alt. Med Sofie var det anderledes… Han beundrede Sofie, tænkte på hende, drømte, led og klagede til Signe, da Victor begyndte at følge Sofie hjem.
Efter folkeskolen kom de alle tre ind på hver deres gymnasium. Lasse kom ikke til Signe for at låne noter, han var uadskillelig ved Sofies side. Hos Signe kom han kun sjældent. De gik en gang imellem i biografen, og Lasse snakkede uafbrudt hele vejen, som for at tale sig fri.
Lasse, jeg har fødselsdag på lørdag. Du er inviteret, kommer du? Hun så ham med sine grå, forelskede øjne.
Han tænkte sig om. Lørdag? Ja, det burde jeg. Selvfølgelig, jeg kommer. Hvem andre kommer?
Mine forældre, mormor, Vera og Viggo, Oda du kender dem jo, vores venner.
Ja, det er fint, jeg kommer forbi.
Om lørdagen kom Lasse ikke. Han dukkede op ugen efter, slukøret og trist. Lasse, hvad er der? Du ser helt bedrøvet ud.
Han klagede over, at Sofie var taget på praktik, uden at sige noget til ham. Signe beroligede ham (selv om det var svært). Jeg ventede dig om lørdagen, sagde hun.
Hvad var der lørdag?
Jeg havde fødselsdag…
Årh, Signe, jeg glemte det, du bliver ikke sur vel?
Nej, det gør jeg ikke. Det sker.
Han gik hen til vinduet. Kan du huske, hvordan du gav mig boller om sommeren? Kassen stod her, jeg klatrede op, og på karmen stod te og syltetøj.
Signe smilede, blev varm om hjertet ved mindet og var glad for, at han huskede. De snakkede igen, så frisk, mindedes gamle venner, hvordan de engang pjækkede, og klasselæreren fandt dem i parken og sendte dem tilbage til historietimen.
På femte årgang var Lasse lykkelig: Sofie sagde ja til at blive gift med ham. Han bragte nyheden til Signe. Hun bed sig i læben for ikke at græde, lyttede som den betroede ven.
Hun græd i puden en måned, bebrejdede sig for aldrig at have sagt, at hun elskede ham.
Derefter kom han til hende. Mormor og forældre var på besøg. Det var påfaldende stille, Signe sad med den gamle plaid, så fjernsyn. Først troede hun, det var hendes far, men i døren stod Lasse, fortabt, øjnene tomme, skulderen mod væggen. Hvad er der? hun blev bange.
Han satte sig hos hende. Det så ud som om han snart ville græde. Lasse hvad er der? Sig det nu.
Hun der bliver ingen bryllup hun sagde hun elsker en anden. Aldrig havde Signe set ham så tom. Hun satte sig tæt på, lagde hænderne på hans skuldre: Lasse, rolig nu, alt skal nok gå…
Det gør det ikke, hun tog det hele tilbage, det er slut, tårer gled i hans øjne. Han lagde hovedet i hendes skød, gled ned fra sofaen, skjulte sig i hendes kjole. Det er umuligt, Signe, umuligt…
Lasse, min ven, rolig, jeg laver te med mynte… kan du huske, vi drak te ved vinduet?
Jeg husker, Signe, jeg husker, du er den eneste, der forstår mig, du er god, han kyssede hendes knæ forsigtigt først, så mere, næsten desperat, som om han ville give al sin sorg gennem berøringen. Han rejste sig, omfavnede hende, kyssede hendes ansigt og hals, mumlede.
Lasse, stop nu…
Signe… Signe…
Lasse, jeg elsker dig! Jeg har altid elsket dig, siden sjette klasse, min elskede…
Han gik ud efter midnat, så skyldig ud, undgik Signes blik. Farvel, jeg kommer snart…
Jeg venter, sagde hun, så efter ham, til døren i opgangen smækkede.
Men Lasse kom ikke, som om den nat aldrig var sket. Selv syntes hun, det var en drøm. Lasse afsluttede studiet, tog til Grønland.
Der må gøres noget! hviskede far vredt. Man kan gå til hans forældre.
Forstår du, hun vil ikke, hun er på nervene, det kan skade barnet, sagde mor. Lasse fik besked om graviditeten, hun fortalte det. Han reagerede som fremmed måske tog han afsted med vilje…
Men vi kan jo ikke lade det stå til det er urimeligt, insisterede far.
Mormor forsøgte at glemme med strikketøjet, men tørrede tårer af og til. Det gjorde ondt at se Signe, så dygtig og god
Efter Signes datter blev født, fandt hun Lasses arbejdsnummer (fra en uni-ven) og ringede, sagde én sætning: Lasse, vi har fået en datter. Jeg kaldte hende Lene.
Han mumlede noget uforståeligt, men Signe fangede kun: Tillykke.
Da Lene var halvandet, sagde forældrene, at de endelig havde betalt lejligheden ud og flyttede til en ny i nabokvarteret, med mormor. Vi kommer og hjælper, lovede mor.
Signe brast i gråd.
Hvad nu, hvorfor græder du? Jeg kommer hver dag, passer Lene, vi tager hende hjem til os, du får jo hjemmearbejde…
Jeg er bare vant til, at vi er sammen allesammen, sagde Signe stille.
Skat, tiden går, du må komme videre, det er nemmere at ordne livet når man bor alene, trøstede mor.
På det seneste havde Signe ofte hørt fra familie og venner, at hun skulle se at få styr på livet, ung… og man kan også blive gift, selv med børn.
En uge senere havde Signe to værelser for sig selv. Lille Lene grinede, prøvede at gå, dumpede ned på rumpen, rakte hænderne ud. Signe samlede hende op, grinede sammen med hende.
Så en dag kom han. Han havde altid dukkede op uventet. Ligesom da brylluppet med Sofie brast.
Signe ventede far han havde lovet at komme forbi men det var Lasse, i døren, med en kæmpe rød legetøjsbrandbil.
Hej! Er du alene? Forstyrrer jeg? Må jeg komme ind?
Han så ældre ud, tyndere, ansigtet skarpt.
Kom ind.
Her, han satte bilen på gulvet.
Barnet begyndte at græde, Signe gik ind, tog Lene op: Det er min datter, sagde hun, pegede på bilen.
Han slog sig i panden: Undskyld…
Tag brandbilen med, giv den til nogen andre, sagde Signe venligt.
Han tog jakken af, gik ud i køkkenet. Det ser ud som før, intet har ændret sig. Må jeg få en kop te?
Signe tændte for elkedlen, holdt Lene tæt. Lasse var usikker, kunne ikke finde ordene.
Han så på hende: lyshåret, med løst hår, i en lang kjole og datteren på armen. Du ligner en Madonna, mumlede han, mens han ikke kunne slippe hende med blikket.
Signe sagde intet.
Kan du huske, mormor bagte altid de bedste boller. Eller dengang vi drak te ved vinduet? Og engang, din mormor vandede blomster og hældte resten ud af vinduet jeg stod lige nedenunder, hun så mig ikke, Lasse prøvede at smile. Kan du huske, Signe…
Nej, svarede Signe tørt, næsten ligegyldigt. Lasse blev tavs. Hendes svar var ikke hævn for hans rod med datter/søn hun mente det. Hun var ved at glemme detaljerne om deres fortid. Nu havde hun en datter, hun levede for, glædede sig over, så de første ord, prøvede at huske dem, så hende vågne og sove…
Drik din te, jeg skal lave grød til Lene.
Lasse følte for første gang, han ikke var ventet. Han rejste sig, tog jakken på. Nå, en anden gang. Jeg må gå, du har travlt. Han tøvede, ventede at hun ville stoppe ham, men det gjorde hun ikke.
Da døren lukkede bag Lasse, sagde hun roligt: Der bliver ingen anden gang, der serveres ikke mere te her. Og ikke kaffe.
Signe gik tilbage til Lene, tog hende op, kyssede hende og begyndte at lave grød.
