Kan du huske det, Frida…
Det var dengang, hvor jeg blev vant til at kigge op til deres vindue, for de boede i stueetagen. Først ønskede de sig et højere sted, men til sidst blev det stueetagen alligevel. Mormor var helt tilfreds hun skulle ikke slæbe sig op ad trapperne. Om lørdagen bagte Annie Møller, Fridas mormor, altid kager, pandekager eller noget andet, men duften var altid varm og indbydende.
Duften sneg sig ud af det åbne køkkenvindue og drillede drengene, der spillede fodbold i gården. Mads gik hjemmevant hen til vinduet ikke køkkenvinduet, men fra siden af huset, hvor han stablede en gammel trækasse op, og stod på den for at kigge ind til Frida. Hun vidste næsten altid, hvornår han kom hun løb straks, når hun hørte ham tumle ved vinduet.
Jeg kommer straks med nogle boller, mormor har bagt dem. Hendes lyserøde hårbånd på den lyse hestehale var løsnet og blafrede, når hun gik.
Det smager godt! Mads gumlede med velbehag og kiggede nysgerrigt ind. Har du lavet det på dansk måde? spurgte han.
Ja, jeg har gjort det.
Må jeg låne dine noter?
Frida rakte glad sit hæfte. Husk at tage det med i morgen, jeg skal bruge det før timerne.
Mads klarede sig hæderligt, men som mange drenge gad han ikke altid læse lektier, selvom han var dygtig især til matematik. Fodbolden og livet i gården trak mere, og i halvfemserne var der endnu ingen mobile telefoner, så børn løb ude til sent på aftenen og ville aldrig hjem.
I ottende klasse tog Mads for første gang Fridas skoletaske og svingede den frem og tilbage, mens han fortalte om en ny film. I niende blev den spinkle, brunøjede Stine på alles beslutning kåret til skolens pæneste pige. Og Mads blev forelsket, det var tydeligt. Han fulgte Stine tæt, drejede omkring hende, fulgte hende hele vejen hjem. Frida troede, det ville gå over. Nu var det hende, der ventede ved vinduet på, at han bankede og sagde: Frida, må jeg låne dine noter?
Stine holdt sig lidt på afstand, men knyttede folk tæt til sig. Mads var splittet mellem hende som kun nogle gange var venlig og andre gange fjern og Frida, som altid ventede på ham.
Han tittede stadig ind til Frida, og hun satte en kop te med damp på vindueskarmen, og nogle småkager, hvis der ikke var boller.
Hørte du, vores hold tabte. han mente fodbold. Frida havde selvfølgelig hørt det, hun vidste alt, hvad Mads interesserede sig for. Hun læste sportsnyheder, kiggede på fodbold, og så med på gyserfilm, som hun egentlig ikke brød sig om. Bare for at kunne snakke med Mads om det, hvis han spurgte.
Hun var støtte, kollega, kammerat. Mads kom til hende ikke som til en kæreste, men som en ven, der kunne lytte og forstå. Stine, derimod… hende beundrede han, tænkte på, led efter, og han klagede til Frida, når Victor fulgte Stine hjem fra skole.
Efter gymnasiet kom de alle tre på hver deres uddannelse. Mads kom ikke længere for at låne noter nu fulgte han Stine tæt, og til Frida kom han kun sjældent. De så stadig film sammen, og Mads talte hele vejen, han skulle af med sine ord.
Mads, jeg har fødselsdag på lørdag. Jeg inviterer dig. Kan du komme? Hun kiggede på ham med sine grå, forelskede øjne.
Han tænkte sig om. På lørdag? Jo, det burde jeg kunne. Hvem kommer ellers?
Mine forældre, mormor, Vera med Vagn, og Oline, du kender dem jo, alle fra vores klasse.
Okay, det er noteret. Jeg kigger forbi.
Men den lørdag kom Mads ikke. Han kom først ugen efter trist og helt ude af sig selv. Mads, hvad er der? Du ser så ked ud af det.
Han fortalte, at Stine var taget på praktik uden at sige noget til ham. Frida trøstede ham (selvom det gjorde ondt). Jeg ventede på dig lørdag, sagde hun.
Hvad blev der af lørdag?
Det var min fødselsdag…
Åh, Frida, jeg glemte det men du bliver jo ikke sur…
Nej, selvfølgelig ikke, sådan er det.
Han gik hen til vinduet. Kan du huske, hvordan du gjorde mig mæt om sommeren med nybagte boller? Der stod en trækasse under vinduet, jeg kravlede op, og der var altid te med hjemmelavet syltetøj på vindueskarmen.
Frida smilede det var et varmt minde, og dejligt at Mads stadig huskede det. De snakkede videre, let og ubekymret, mindedes legekammerater, skolevenner, og dén gang de stak af fra timerne, og blev opdaget af læreren i parken, som sendte dem tilbage til historietimen.
På femte årgang fór Mads rundt af lykke: Stine sagde ja til at gifte sig med ham. Han kom med nyheden til Frida, der bed sig i læben for ikke at græde, og lyttede stadig som ven.
Hun græd en måned i puden og forbandede sig selv for aldrig at have sagt, at hun elskede ham.
Så kom han igen. Mormor og forældre var i byen. Der var usædvanligt stille, Frida sad indhyllet i et gammelt tæppe og så fjernsyn. Hun troede ikke først på det men det var Mads stemme bag døren.
Hun åbnede, og der stod han, helt nedslået, lænet op ad væggen med mat blik. Hvad sker der? Hun blev forskrækket.
De satte sig i hendes værelse. Han virkede tæt på at græde. Mads, hvad er der? Fortæl mig det.
Der bliver ingen bryllup… Stine sagde, hun elsker en anden. Frida havde aldrig set ham så tom. Hun gik hen, lagde hænderne på hans skuldre: Mads, du må tage det roligt, måske ordner det sig.
Nej, der er ikke noget at gøre, hun tog selv ansøgningen tilbage… du fatter det, det er slut tårerne glimtede i hans øjne. Han lod hovedet hvile på hendes knæ, gled ned af sofaen og begravede ansigtet i hendes nederdel. Det er umuligt, Frida, umuligt…
Mads, kære ven, rolig nu, jeg laver noget te med mynte… kan du huske, hvordan vi drak te på vindueskarmen?
Jeg husker det, Frida, det gør jeg… du er den eneste, der forstår mig, du er god han kyssede hendes knæ, først tøvende, siden mere og mere, som om han ville slippe smerten ud gennem kyssene. Han rejste sig, omfavnede hende, kyssede hendes ansigt, hals, hviskede noget.
Mads, stop nu…
Frida Frida…
Mads, jeg elsker dig! Jeg har elsket dig altid, siden sjette klasse, min elskede…
Han gik først efter midnat, skjulte blikket og undgik at se på Frida. Nå, hej, jeg kommer…
Jeg venter, sagde hun og så efter ham, til døren smækkede.
Men Mads kom ikke igen det var som om den aften aldrig var sket. Hun troede selv næsten, at det bare var en drøm. Snart blev Mads færdig på universitetet og tog til Grønland.
Der må gøres noget! sagde far vredt. Vi kan altid tale med hans forældre.
Du forstår, hun vil ikke. Du forstår, hun er nervøs, og det kan skade barnet, svarede mor. Mads ved, hun er gravid, hun fortalte ham det. Og han opførte sig ligeglad, måske tog han væk med vilje…
Men det her kan ikke bare gå sin gang, det er forfærdeligt, blev far ved.
Mormor forsøgte at distrahere sig med strikning, men tørrede af og til øjnene. Det var synd for Frida den kloge, gode pige…
Da datteren, lille Line, blev født, fandt Frida Mads’ nummer hos en studiekammerat. Hun ringede og sagde kort: Mads, vi fik en datter. Jeg kaldte hende Line.
Han mumlede noget usammenhængende, men hun hørte: Tillykke.
Da Line fyldte halvandet, sagde forældrene, de endelig havde betalt den nye lejlighed, og at de snart flyttede med mormor. Lejligheden var også toværelses, bare i naboområdet. Vi kommer til dig, på skift, og hjælper dig, lovede mor.
Frida græd.
Nå, hvor kommer de tårer fra? Jeg kommer hver dag, kan passe Line, tager hende med hjem, så du kan arbejde lidt hjemmefra…
Jeg er bare vant til, at vi altid er sammen, indrømmede Frida.
Tiden går, Frida, du må til at finde ud af livet det bliver lettere, når du bor selv, trøstede mor.
De sidste måneder havde Frida hørt fra venner og familie, at hun skulle til at leve sit liv, at selv med børn blev folk gift igen.
En uge senere havde hun toværelseslejligheden for sig selv. Lille Line grinede og trippede, prøvede at gå, tumlede ned på den bløde numse, op igen og rakte armene ud til moren. Frida tog hende op og lo sammen med hende.
Han kom pludseligt, som dengang da brylluppet med Stine gik i vasken. Hun troede det var faren, men i døren stod Mads med en stor rød legetøjsbrandbil.
Hej! Er du alene? Forstyrrer jeg? Må jeg komme ind?
Han var blevet mere voksen, og ansigtet var skarpere.
Kom ind.
Her, sagde han og satte bilen på gulvet.
Barnet græd, Frida hentede Line op: Jeg har fået en datter, pegede hun på bilen.
Han slog sig selv i panden: Undskyld…
Tag bare bilen med videre, giv den til nogen sagde Frida.
Han tog jakken af og gik ud i køkkenet. Det er næsten som før, intet har ændret sig. Kan jeg få noget te?
Hun satte vand over, uden at slippe datteren. Mads famlede med samtalen.
Han betragtede hende: lys, håret løst, i en lang kjole til anklerne, med datteren på armen. Du ligner en Madonna, mumlede han.
Frida svarede ikke.
Kan du huske, mormor bagte de bedste boller. Og kan du huske, vi drak te på vindueskarmen? Der, i dit værelse. Husk, mormor vandede blomster, og hun kom til at sprøjte resten af vandet ud ad vinduet, mens jeg stod under hun så mig ikke sagde Mads og forsøgte at smile. Kan du huske det, Frida…
Jeg kan ikke huske det, afbrød Frida roligt. Helt uafficeret. Mads stoppede op, blev tavs. Det var ikke hævn over, han troede Frida havde en søn. Det var ærligt sagt. Hun var virkelig begyndt at glemme detaljerne fra deres møder. Nu havde hun Line hun brugte al sin tid på datteren, glædede sig, tog imod hvert ord, hvert skridt, så hende sove, vågne, lege…
Drik nu te, jeg må lave grød til min pige.
Første gang Mads følte, han ikke var ventet. Han rejste sig, tog jakken på. Godt, en anden gang. Jeg går nu, du har jo travlt. Han blev stående lidt, håbede Frida ville stoppe ham, men det skete ikke.
Da døren lukkede efter ham, sagde hun stille: Der bliver ikke nogen næste gang, her serverer vi ikke længere te. Heller ikke kaffe.
Hun gik ind til Line, tog hende op, kyssede hende og begyndte på grøden.
