“De kan rende mig! Jeg er ikke et serviceorgan.” En 52-årig Lises ærlige betragtninger om mændene, hun møder efter de halvtreds
Min veninde Lise er tilbage på datingmarkedet efter ti års pause. Hun troede, hun ville møde et spændende menneske, men fik i stedet ti lektioner om, hvordan verden ser ud, når det drejer sig om modne forhold. Spoiler alert: Det er ikke, som vi forestillede os det.
Det var et sent opkald, stemmen var træt, men med et glimt af sarkasme:
Enten elsker jeg virkelig at være alene, eller også lever de her mænd i deres helt egen boble. Der må simpelthen være en forklaring.
Vi har kendt hinanden i mere end tyve år. Lise har altid været typen, der kunne grine af livet og lod være med at gøre alting dramatisk. Vennerne fik hende overtalt: Nu var det på tide, måske ville hun være heldig. Hun sagde ja. På et halvt år blev det til ti dates. Hver især som et afsnit af en dansk komedieserie dog ikke altid lige sjovt.
Førstehåndsindtryk: Passer vi sammen?
Det begyndte på ganske traditionel vis. Café, menukort, høflig samtale. Manden stirrede længe på menukortet, som om det var årsregnskabet fra sin virksomhed. Til sidst sukkede han og sagde:
Ved du hvad, jeg kan altså bare ikke leve uden en ordentlig omgang frikadeller.
Lise nikkede og tænkte, at det nok bare var en joke. Men samtalen tog en uventet drejning. Pludselig handlede det om, hvordan ekskonen “ikke længere kunne rede sengen ordentligt”, og at han nu var på udkig efter en kvinde “med hænder og hoved skruet rigtigt på”. Og så især hænderne.
Lise sad og spekulerede: Hvornår blev sengetøj og husholdning emner til første date?
En lektion i hvordan en kvinde bør være
Anden date startede som en normal snak, men blev hurtigt til enetale. Manden forklarede, hvordan en kvinde bør opføre sig: støtte, skabe hygge, være klog og tålmodig. Det lød næsten smukt, hvis det ikke var for detaljerne.
Han brokkede sig over for højt blodtryk, hev sundhedsopskrifter frem og spurgte, om hun kunne lave slankesuppe. Det lød ærligt talt som om, han ledte efter en hjemmehjælper med kokkekundskaber. Til fast tid.
Han talte om følelser, som om han læste brugsanvisningen til en støvsuger op, fortalte Lise. Alt foregik i punkter, helt uden følelser.
Ingen gnist.
En visdom, der kun eksisterer i fantasien
Tredje historie begyndte med en sætning, Lise sent vil glemme:
Men lad nu være med at diskutere med mig. I vores alder bør kvinder være de klogeste.
Hun kunne ikke lade være:
Og hvad er det så konkret, du er så klog på?
Svaret blev aldrig klart, men hun forstod pointen: Han vil have fred og ro. Den slags ro, hvor kvinden bare nikker, samtykker, skaber varme og aldrig stiller de svære spørgsmål. Ingen diskussioner, ingen ligestilling. Bare faste regler for, “hvad der er rigtigt”.
Lise indså: Han søger ikke et forhold. Han vil have blind accept.
Når man leder efter en mor, ikke en partner
Den fjerde herre lagde ikke skjul på det:
Jeg har brug for omsorg. Ligesom dengang jeg var barn, forstår du? At der er en der tager sig af mig, som min mor gjorde.
Så kom der ellers detaljer: hvilken æblekage han elskede som dreng, hvordan man skulle folde hans strømper rigtigt, hvilke hjemmesko han foretrak. Alt sammen sagt med dyb alvor.
Lise tænkte for sig selv: Det her handler ikke om at finde en kvinde. Det er som en levering af barndoms-service til døren.
En jobsamtale forklædt som date
Femte date mindede mest om en ansættelsessamtale. Han stillede hurtigt og systematisk sine spørgsmål:
Er du tit syg?
Bor din familie tæt på?
Har du fast og god løn?
Lise fortalte det til mig med et skævt grin, men hun lød træt. I stedet for: “Hvem er du som menneske?” blev det kun: “Hvad kan du gøre for mig?” Det føltes mere som en test end en date.
Hvad er der galt med de mænd?
Efter ti dates ringede Lise igen, denne gang kort og præcis:
De vil ikke have et forhold. De mangler bare et pålideligt serviceapparat. Thats it.
Ingen vrede eller bitterhed. Bare en konstatering.
Mænd over halvtreds er bange for at ende alene, men endnu mere bange for forandring. De vil have garantier for tryghed. En kvinde, der både er sygeplejerske, kok og psykolog og ovenikøbet er taknemmelig for at være “valgt”.
Når Lise spurgte:
Hvad får jeg ud af det?
Intet svar. Kun forundring: “Hva? Jeg er jo mand! Er det ikke nok?”
Er de alle sådan? Er alt håb ude?
Lise har sagt til mig mere end én gang:
Jeg ved jo godt, at ikke alle mænd er sådan her. Der findes kloge, interessante, gode mænd. Men de er optaget. De er væk.
Hun har ikke mistet troen. Bare ændret sig. Hun har lært at passe bedre på sig selv og sine egne grænser.
Nu har hun en simpel regel: Ingen tjenestepige-roller. Ingen kompromiser med værdigheden. Ingen forsøg på at gøre alle tilfredse for enhver pris.
Hun griner stadig, når hun genfortæller historierne om “de forventningsfulde herrer”, men grinene er blevet mere bestemte. Aldrig igen vil hun tilsidesætte sig selv for en illusion om nærvær.
Hvad er konklusionen?
Ti dates er ikke en fiasko. Det er læring. Mest af alt: at vælge sig selv.
Lise har forstået det vigtigste: Friheden til at være sig selv er mere værd end et forhold, hvor man kun yder service.
Kærligheden følger ingen tidsplan. Den opstår, når man beslutter, at mindre end respekt, nysgerrighed og gensidighed det vil man ikke gå med til.
Det er tid til at vælge på en ny måde. Og aldrig tage rollen som husholderske. Uanset alder.
