Svigermor mod kluden og gryden: Engang ville hun ikke have os, men nu inviterer hun os selv – på sine egne betingelser
For fem år siden giftede jeg mig med Mads. Det var et roligt, modent valg, taget af kærlighed og med fuld tillid til, at vi kunne klare enhver udfordring. Men allerede før brylluppet, da vi kom for at fortælle hans mor om vores planer, var hendes første reaktion som en spand koldt vand:
»I kan slet ikke regne med min hjælp. Og I skal ikke bo hos mig! Jeg er vant til at være herskerinde og har ikke tænkt mig at give plads til nogen!«
Mads og jeg udvekslede et blik. Jeg var særligt overrasket. For under hans studietid havde han netop, på hendes opfordring, flyttet hjemmefra til en lejebolig. »Så er det lettere for alle,« sagde hun. På den lejebolig fortsatte vi så efter brylluppet, mens vi sparede op til vores eget hus.
Svigermor havde imidlertid en stor treværelses lejlighed midt i København. Den havde hun arvet efter sine forældre – faren døde tidligt, og moderen boede med hende til hun blev gammel. Svigermor var skilt fra sin mand, da Mads var omkring seks. De levede kun fem år sammen. Og som hun engang fortalte mig selv:
»Jeg er ikke skabt til at være hushjælp. Jeg kan ikke udstå at vaske tøj, lave mad eller rydde op. Jeg er ikke en tjenestepige – jeg er en kvinde! Jeg skal leve for mig selv!«
Efter skilsmissen flyttede hun tilbage til sine forældres hjem, hvor hendes mor stod for alt husarbejdet. Mads’ bedstemor lavede mad, vaskede, passede både barnebarnet og sin egen datter, fordi hun »havde travlt med arbejde« og »byggede på en karriere«. Da bedstemoren blev ældre og syg, blev husarbejdet alligevel ikke svigermors ansvar. Hun gav ikke en centimeter.
Så døde Mads’ far. De havde holdt kontakten. Hans lejlighed blev delt mellem min mand og stedmoderen. Hun var fornuftig – hun solgte sin andel, og vi købte den. Vi flyttede ind, fik det hyggeligt, fik en søn. Og så begyndte det…
Da Emil kun var seks måneder gammel, faldt Mads på gaden og brækkede benet alvorligt. Det var en kompliceret brudk. Han blev fyret, pengene blev mindre. Jeg kunne ikke tage et job – en lille baby, en mand der knap kunne bevæge sig, husleje, gæld til stedmoderen. Vi sparede på alt. Så ringede Mads, modstræbende, til sin mor:
»Mor, kan vi ikke bo hos dig et stykke tid? Et halvt år. Vi kan leje vores lejlighed ud, få lidt styr på økonomien…«
Svaret var øjeblikkeligt og isnende:
»Det kommer ikke på tale! Jeg har Lise boende! Hun hjælper mig med huset, gør alt, og I vil bare være til besvær!«
Lise – hendes kusine, ældre, alene, uden børn. Hun havde boet i en landsby, men hendes hus brændte ned. Svigermor tog »barmhjertigt« imod hende… så Lise kunne gøre rent, lave mad og vaske. Hun blev en ren tjenestepige. Og svigermor skammede sig ikke:
»Du bor hos mig, spiser min mad – så find dig et arbejde! Du skal da ikke bare sidde her!«
Jeg syntes synd i Lise. Hun så udslidt ud, tavs, men sagde ingenting. Og så – forsvandt hun. Et halvt år senere sagde Mads:
»Kan du tro det? Lise er løbet! Hun fandt en mand med et hus – og tog afsted uden at sige farvel.«
Vi var glade for hendes skyld. En sød, blid kvinde, der fortjente respekt, ikke skældud og pligter. Men nu var svigermor alene. Hvem skulle vaske hendes tallerkener og støvsuge?
Og så – en opringning. Fra hende selv!
»Nå ja, I kan godt flytte ind hos mig. Lej jeres lejlighed ud. Men på én betingelse: Anna (altså mig) skal gøre alt! Rydde op, lave mad, vaske tøj, stryge. Altså, hvad? I bor jo gratis hos mig!«
Da Mads fortalte mig det, kunne jeg bare grine.
»Sagde du til hende, at det aldrig ville ske?« spurgte jeg.
»Selvfølgelig,« nikkede han. »Hun blev fornærmet. Sagde, hun ville hyre en rengøringshjælp.«
Lad hende gøre det. Vi arbejder begge, jeg er tilbage fra barsel, sønnen er i børnehaven. Vi har vores eget hjem, vores ro. Jeg bliver ikke tjener for en kvinde, der hele livet har løbet fra ansvar, men med fornøjelse sad på sin egen mors nakke.
Et par dager senere ringede hun igen og spurgte naivt: »Har I helt sikkert ikke ombestemt jer?«
Nej, vi har ikke ombestemt os. Og jeg tænkte: Snart går hun på pension. Hun har ikke råd til rengøring mere. Hvem vil hun så trygle? Eller måske – tage kluden, gryden og kostesen i hånden og endelig lære at leve selvstændigt, som en voksen?
Vi får at se.
