Gustav Pedersen boede for enden af gaden, i et lille men solidt parcelhus.
Væggene, som hans far havde bygget af tunge grantræstammer, var blevet mørkere med årene, men stod stadig urokkelige. Taget sænkede sig en smule på den østlige side, men holdt al regn ude. Det eneste, der havde brug for en opfriskning, var den knirkende veranda, men der var altid noget andet, der krævede Gustavs hænder.
Han var knap otteoghalvfems år, men fortsatte med at passe sit lille køkkenhave ikke af nødvendighed, men af ren vane.
Hver morgen, så snart solen kysset æbletræernes toppe, gik han ud i gården, greb sin spade eller vandkande alt efter hvad der passede, og gik mod rækkerne. Kartofler, løg, gulerødder og agurker voksede i pæne linjer, præcis som hans afdøde kone, Nadezhda, havde elsket. Selvom pensionen strakte sig, og børnene af og til sendte et par kroner, kunne han ikke bare lægge spadene fra sig.
Han havde opdraget sine børn, levet et godt liv som de fleste. Nu i stilheden på den tomme gård fangede han sig selv i at mærke, hvordan jorden stadig kaldte på ham hver morgen trofast, uforanderlig, den sidste samtalepartner.
Børnene var flyttet ud for længe siden, og hans kone var gået bort for fem år siden.
Sønnen boede i Aarhus, datteren i Odense. De ringede sjældent, besøgte kun én gang om året. Og Nadezhda hun vågnede aldrig igen. Hun lå stille med lukkede øjne, som om hun sov, men læberne var let blålige. Det tog ham et øjeblik at indse, hvad der var sket.
Alligevel gravede han videre i bedene, som om han ventede på, at hun pludselig skulle dukke op og råbe: Gustav, kom og spis! Når vinden ruslede i køkkenets gardin, lyttede han efter hendes stemme. Når han vendte sig, var der kun tomhed.
Ingen kaldte på ham. Kun spurve skrattede under taget, og den gamle kat Misse spandt ved hans fødder.
Lige ved siden af, bag et hegn, boede den unge familie Søren, Lise og deres femårige datter Lærke.
Deres hus var også gammelt, men malet i klar himmelblå, som om et stykke af himlen var faldet ned i haven. Søren, høj med briller, pudsede altid på noget reparerede hegnet, byggede en bænk. Lise, slank og hurtig, gik fra symaskine til at hænge vasketøj på snoren. Lærke hun var bare en livlig lille pige, fuld af energi og nysgerrighed.
De var flyttet fra byen for et år siden, købte det gamle hus og satte det i stand. De sagde, at de var træt af byens larm, støj og forurening, og ønskede at være tættere på naturen og på folk.
Søren arbejdede hjemmefra (han kaldte det remote work på engelsk).
Han sad ved sin computer, lavede noget, ringede med en streng stemme. Gustav forstod ikke, hvordan man kunne arbejde uden at stå op fra stolen, men han respekterede det det var jo arbejde.
Lise syede på bestilling.
Gennem deres gård kunne man jævnligt høre maskinens summen. På snore kom kjoler, skjorter og mærkelige kostumer måske til teater eller fester. Hvorfor på snore? Sandsynligvis tørrede de dem.
Lærke løb rundt i haven, jagtede hønsene, plukkede blomster i Gustavs lille bede.
Pigen var fræk, med fregner og to toppe i håret, som pegede i hver sin retning. Hun grinede højt, stoppede så op for at kigge på en biller, og gik altid ud på nye eventyr.
En dag så Gustav, hvordan hun krøb under hegnet og strakte sig efter hans mælkebøtter.
Bedstemor, må jeg plukke dine blomster? råbte hun, da hun så ham.
Han havde næsten lyst til at blive sur Nadezhda havde plantet de blomster Men da han så hendes strålende øjne, svajede han med hånden.
Pluk, men fjern ikke røderne.
Lærke nikkede ivrigt og begyndte forsigtigt at plukke blomsterne, så hun ikke krøllede kronbladene.
Gustav så på hende og tænkte, at Nadezhda sikkert havde været lige så livlig som denne pige, da hun var ung.
Pigen bøjede sig, og den ene hårtop faldt til siden. Hun samlede den op, kastede den bagud så den ikke i vejen, og fortsatte med at plukke, mens hun mumlede for sig selv:
Til mor til far og til mig selv
Han kunne ikke holde masken.
Og til mig? spurgte han pludseligt, uden at forvente et svar.
Lærke løftede store øjne, så lo og sagde:
Alle blomster til dig! Du har dyrket dem! Til mor og far plukker jeg også lidt.
Og hun rakte ham en hel buket.
Gustav tog mælkebøtterne, mærkede den svage, men dejlige duft. Nadezhda plejede altid at stille dem i en vase med vand på bordet ved vinduet.
Tak, mumlede han.
Bedstemor, hvorfor har du så mange blomster? fortsatte Lærke. Vi har kun græs og to buske i vores gård
Min kone elskede dem, svarede han kort.
Hvor er din kone?
Han fryste et øjeblik. Hvordan skulle han forklare en femårig, hvad død betyder? Lærke så ud til at forstå, men hun lagde forsigtigt sin hånd på hans arm:
Hun er nu i himlen?
Ja hviskede han.
Min bedstemor er også der. Mor siger, hun er en stjerne nu.
Gustav nikkede, uden at vide, hvad han skulle sige. Lærke gik så videre:
Se, en sommerfugl!
Og hun løb af sted gennem haven, glemt både blomster og tristhed.
Gustav stod tilbage med buketten i hånden, gik langsomt ind i huset, fandt en støvet vase på hylden, pudsede den, fyldte den med vand og placerede blomsterne på bordet ligesom Nadezhda plejede.
Om aftenen bankede det på døren. På trinnet stod Lise med en tallerken i hånden.
Hej, Gustav Pedersen! Vi har bagt en kage og ville gerne dele den med dig hun tøvede, da hun så blomsterne på bordet.
Tak, sagde han. Kom indenfor.
Lise gik forsigtigt ind, lagde tallerkenen på bordet.
Lærke har plukket blomster i dag?
Ja, hun er en sød pige.
Skør, grinede Lise, men hendes øjne skinnede. Bliver hun ved med at irritere dig?
Nej, svarede han oprigtigt. Jeg er bare nogen gange ensom.
Lise satte sig på en stol, som om hendes ben ikke kunne holde deres vægt.
Vi var også bange for, at det skulle blive for stille her. I byen er naboerne bag muren men her er det kun vinden i træerne.
Det vænner man sig til, sagde Gustav.
Der var et kort stilhed, så sagde Lise:
Måske kan I komme over til os i morgen til aftensmad? Søren vil grille.
Han overvejede at afvise han var vant til sin ro men huskede Lærkes råb: Alle blomster til dig!
Jeg kommer, sagde han overrasket over sig selv.
Lise smilte og rejste sig:
Så ses vi i morgen.
Da hun gik, gik Gustav hen til vinduet. Ved naboernes hus lyste lyset, og gennem gardinet så han Lærke hoppe rundt, mens Søren snakkede og lo.
Han sukkede og så på blomsterne i vasen.
Nadezhda, mumlede han. Det ser ud til, at jeg ikke er helt alene.
Stilheden i huset føltes ikke længere så tung.
Morgenen begyndte med et højt bank på døren. Gustav, som netop havde fået sin morgenkaffe, brummede:
Hvem i alverden ringer så tidligt?
Der stod Lærke i store gummistøvler, som så ud til at tilhøre hendes far, og med øjnene strålende.
Bedstemor, mor sagde, du skal til vores grill i dag! Vi har allerede brænde! Kom!
Han tøvede, fordi han huskede gårsdagens invitation.
Det var vel til aftensmad, du sagde
Far har allerede marineret kødet! afbrød pigen og greb ham i hånden. Og mor laver en anden kage! Du lovede!
Gustav så på sin slidte jakke og de slidte tøfler.
Vent lidt, min skat, lad mig skifte tøj først
Ingen grund! skyndte Lærke ham af sted. Du ser allerede dejlig ud!
Ti minutter senere sad han på naboens bænk, mens Søren pudsede gløderne i en hjemmelavet grill af en gammel tønde. Solen var allerede varm, men under den store æbletræ var det skyggefuldt.
Siger du, at gløderne er klar? spurgte en af naboerne og tørrede sveden af panden.
Gustav rejste sig med et knirke og kiggede i grillen. Om fem minutter, så er de perfekte. De får et hvidt skind.
Lise kom ud med et fad med marineret kød, duftet af hvidløg og friske krydderurter.
Gustav, du er dagens grill-ekspert. Min mand er ikke så skarp på det her.
Søren ville have sagt noget, men nikkede i stedet.
Så startede den mest usædvanlige dag i fem år.
Gustav lærte Søren kunsten at grille perfekt, mens Lærke snurrende forsøgte at hjælpe og altid kom i vejen. Lise lagde på tallerkener, skar salat.
Da de satte sig under æbletræets skygge, indså Gustav, at han lo af Sørens skøre anekdote lidt grov, men på en eller anden måde morsom for dem alle. Lærke, dækket i ketchup, hældte stolt kompot fra en vase og spildte halvdelen i glassene.
Bedstemor, er det sandt, at du var soldat i krigen? spurgte hun pludseligt med store øjne.
Der var et kort stilhed. Søren så på Lise, som sagde strengt: Liza!
Nej, svarede Gustav og smilede. Jeg var bare en lille dreng i tiden, som dig. Bare sulten.
Han fortalte om, hvordan han efter krigen samlede korn på marken, hvordan han én dag fandt en frossen kartoffel, den blev hans lykkedag. Lærke lyttede med åben mund, og da han var færdig, sprang hun ind og omfavnede ham:
Jeg giver dig al min kartoffel! Hele den!
Alle lo, og Gustav mærkede en varm følelse bre bre ud i ham.
Sent om aftenen, da stjernerne begyndte at blinke, gik han hjemad.
Søren gik med ham til porten.
Tak, Gustav. Du betyder meget for Lærke og for os.
Gustav vinkede: Det er da bare
Alvoren. Vi flyttede hertil for at være tættere på folk. Men det er først, når du kom, at vi føler det, sagde Søren.
Gustav afbrød ham pludselig: Kom i morgen, så viser jeg dig, hvordan man laver en ordentlig jordhøjning. Din jord er jo allerede fyldt med græs.
Søren smilede bredt: Jeg kommer. Det lover jeg.
Hjemme stod Gustav længe foran et foto af Nadezhda.
Se, hviskede han, du var bange for, at jeg ville fare vild uden dig
Ud af vinduet kunne han høre græshoppernes summen og Lærkes latter fra nabohuset hun var tydeligvis stadig fuld af energi efter den begivenhedsfulde dag. Gustav slukkede lyset og gik i seng.
For første gang i lang tid var han ikke bange for natten.
