»Kaler du din svigermor for ’mor’? Og er du helt sikker på, hvem der virkelig er din mor?«
Hver gang jeg hører nogen kalde deres svigermor eller svigermoder for »mor«, får jeg helt myrekryb. Ikke fordi jeg er ond eller misundelig. Men fordi det ord for mig er helligt. Man smider det ikke rundt til højre og venstre. En mor er ikke bare en kvinde, der blev din familie gennem et stempel i en bog. En mor er den, der opvoksede dig, lå vågen om natten, græd af magtesløshed, men alligevel stod op om morgenen og kæmpede for dig igen og igen.
Jeg har en tæt veninde – Mette. Vi har været venner siden barnsben, hun var min forlover til min bryllup, og jeg har været til alle hendes… tre. Vi har været igennem meget sammen, og på trods af livet, børn, flytninger – holder vi fast i hinanden. Jeg plejer at sige i spøg:
»Nå, Mette, skal vi vente, til ungerne er kommet på uni, og så tager vi i byen som pensionister?«
For nylig besøgte jeg hende for at hjælpe – jeg skulle have medicin fra apoteket, for hun kunne ikke komme ud: bilen var på værksted. Jeg rækker hende posen, og hun nikker:
»Det er ikke til mig. Det er til mor, hun har det skidt.«
Jeg smilte, kiggede ind i køkkenet og råbte næsten automatisk:
»Hej, tante Lise! Hvordan har du det?«
Og først da kvinden vendte sig, forstod jeg: det var ikke hendes mor. Det var moren til hendes tredje mand. Svigermoren. Og Mette kalder hende kærligt for »mor«.
Ligesom hun gjorde med alle de andre.
Jeg husker, hvordan det var med den første og den anden. Fra dag ét kaldte hun sin første mands mor for »mor«.
»Er du blevet skør?« hviskede jeg til hendes øre. »Du kender hende ikke! Hun er ikke din mor!«
Men hun smilede bare:
»Det er en strategi. Det gør hende glad. Hun accepterer mig. Og så er Mads også tilfreds. Det er simpelt.«
Men den »mor« spyttede hende senere i ryggen. Når Mads drak for meget og ikke kom hjem, og Mette ringede, sukkede hun bare:
»Hvad vil du have, skat? En mand kan da også blive træt…«
To år senere – skilsmisse. De fik et barn, men ingen af de »mødre« interesserede sig hverken for barnet eller Mette.
Den anden var anderledes. Den svigermor stillede sig straks på bagbenene:
»Den dreng har du ikke brug for. Bring ham væk, lige meget hvor – måske til et børnehjem. Vi har ikke penge til ham.«
Alligevel kaldte Mette hende for »mor«. Indtil hun indså, at der ikke var andet end kold hjerteløshed bag det ord. De blev skilt – heldigvis uden børn.
Nu er hun i sit tredje ægteskab, og det hele gentager sig. De samme kærlige ord. Den samme naive forhåbning om, at hvis man bare siger »mor«, så smelter kvinden og bliver som familie.
Men nej. Det virker ikke.
Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har også en svigermor. Og vi… det går ikke bare godt. Vi respekterer hinanden dybt. Vi kan tale åbent, grine sammen, plukke kirsebær eller diskutere en serie. Men vi kalder hinanden ved fornavn. Og det stopper os ikke i at være tættere end nogen af vores rigtige slægtninge.
Fordi »mor« – det er ikke en titel, man bruger for at få en fordel. Det ord er som en medalje. Man skal fortjene det. Man kan ikke købe det eller tjene det med en kompot eller et smil. En rigtig mor er ikke den, der kom ind i dit liv med en mand. Det er den, der kom – og blev for altid.
Og ja, nogle gange bliver en svigermor tættere end ens egen mor. Det sker. Men det er en sjældenhed. En undtagelse. Ikke reglen.
Så når jeg hører:
»Mor, vil du have en kop te?«
»Mor, hvordan har du det?«
StillMen jeg spørger altid mig selv: er det kærlighed – eller bare en vane at lade som om?
