“Mor, du er fuldstændig fra hovedet!” – Røsten i Frederik skælte af omsorg. “Hvordan kunne du falde for den kælling?”
“Hold en ordentlig tone om Lotte!” afbrød Hanne ham skarpt. “Hun er som en datter for mig!”
“En datter?” Frederik fnøs bittert. “Mor, hun tog alle dine penge! Alt, hvad du havde spurgt op!”
“Hun tog ikke noget! Jeg gav dem til hende frivilligt!” Hanne hamrede knyttet næve i bordet. “Og ikke så meget som én krone kom fra dig – det var mine egne sparepenge!”
“Ne gå en tur, mor! Det var bedstemors arv, din pension og de penge, jeg har sendt hjem! Og nu er hun bare forsvundet!”
Hanne vendte sig mod vinduet. Udenfor silregnede det, dråbene løb ned ad røret som tårer. Men hun græd ikke. Hun havde ikke flere tårer tilbage efter i går, da sandheden gik op for hende.
“Hun er ikke forsvundet,” mumlede hun. “Hun tog til sin søster i Odense. Hun sagde, hun ville komme tilbage om en måned.”
“Mor, våg nu op! Hvilken søster? Vi ved begge to, hun er enefødt – hun har været alene hele livet!”
Frederik lagde hænderne på hendes skuldre. “Mor, se på mig. Lotte Møller er en svindler. Hun gjorde sig venner med dig med vilje, bare for at stjæle fra dig. Der er snart en ø i Svendborg af huse, hun har løbet af med!”
“Hvordan ved du det?”
“Jeg hyrede en privat détektiv. Se selv.”
Han trak en mappe frem og åbnede den. Papirene viste en lang liste af anmeldelser og foto af Lotte arm i arm med en række ældre damer. Alle smilede, alle så lykkelige ud.
“Det… det kan ikke passe,” hviskede Hanne.
“Mor, hun fik 50.000 kroner af dig. Påstod, hendes datter var syg og skulle opereres. Men hun har ingen børn!”
Hanne sank ned på en stol. Hænderne rystede, som om kulden trak ind.
“Men… vi var venner i et helt år… Hun hjelpede mig med indkøb, tog mig med til lægen…”
“Hun spillede langt spil, mor. Ventede på det rigtige øjeblik.”
Hanne tænkte tilbage på deres første møde på lægeklinikken. Lotte havde sat sig ved siden af hende, og de var begyndt at snakke. De havde delt sorgerne – Lotte fortalte, hendes mand var død, datteren boede langt væk. Ligesom hende selv, alene i verden.
Og så de hyggelige eftermiddage med te og hindbærsnitter, de lange samtaler…
“Kan du huske, jeg advarede dig?” sagde Frederik. “Jeg sagde, du skulle passe på med nye venner.”
Hanne nikkede. “Men du er også altid så mistroisk. Som om alle vil os ondt.”
“Ikke alle, mor. Men nogen. Især dem, der pludselig bliver din bedste ven uden grund.”
Hanne lukkede øjnene. Hun huskede den dag, Lotte kom grædende og fortalte om sin syge datter. Operationen, pengene, der manglede…
“Du var den eneste, jeg turde spørge,” havde Lotte sagt. Og uden tænke var pengene væk.
“Hvorfor sagde du ikke noget til mig?” spurgte Frederik. “Jeg ville have stoppet dig.”
“Fordi jeg vidste, du ikke kunne lide hende.”
“Jeg lugtede lunten. Alt for perfekt, alt for hurtigt. Det var falskt.”
Hanne rejste sig og gik hen til reolen. Der stod et billede i en ramme – hende og Lotte ved Den lille Havfrue, arm i arm. Hun greb det og smed det i gulvet. Glasset splintredes.
“HANNE!” råbte Frederik.
“Gud, hvor har jeg været dum!” skreg hun. “Gammel, tåbelig, naiv kone!”
Frederik holdt om hende.
“Det er ikke din skyld, mor. Hun er professionelle. Hun ved, hvordan man manipulerer folk.”
“Hvorfor mig? Hvorfor valgte hun lige mig?”
“Fordi du har et hjerte. Fordi du stoler på folk. Fordi du var ensom.”
Hanne trak sig væk og så ham direkte i øjnene.
“Jeg anmelder hende.”
“Det er for sent, mor. Pengene er væk. Politiet finder hende aldrig.”
“De skal prøve!”
Frederik rystede på hovedet. “Selv hvis de gør, får du dem ikke tilbage.”
“Men så redder jeg i det mindste andre fra hende.”
Hanne tørrede øjnene. Hun havde besluttet sig.
“Jeg går på stationen i morgen.”
“Jeg kører dig.”
“Nej. Jeg klarer det selv.”
Frederik pakkede papirerne væk. “Hvorfor ringede du ikke? Jeg var bekymret!”
“Jeg skammede mig. Vidste, du ville blæse op.”
“Jeg er ikke vred. Jeg er bange for dig.”
“Jeg ved det. Undskyld, skat.”
Han kyssede hendes pande. “Vil du ikke bo hos mig et stykke tid?”
Hanne rystede på hovedet. “Nej. Jeg har brug for at stå alene.”
“Men efter sådan et chok—”
“Præcis derfor.”
Frederik så, at argumenter var nytteløst. Hans mor var stærk. Altid havde hun været det.
“Men jeg kommer forbi ofte.”
“Ikke for ofte. En gang om ugen er nok.”
“Hanne—”
“Jeg klarer den, Frederik. Det lover jeg.”
Da han var gået, samlede Hunne glasskår op. Hun rev billedet i stykker og smed det ud.
Så satte hun sig i lænestolen og stirrede ud ad vinduet. Regnvejret var holdt op, og solen lyste på de leende børn i gården.
Hun rejste sig og gik ud i køkkenet. Tændte for vandhanen, tog en hindbærsnitte frem – den havde hun købt til Lottes næste besøg. Nu spiste hun den alene.
Aldrig mere ville hun lade en fremmed komme så tæt på.
Men hun ville komme sig. Hun var stærk.
Og hun ville tilgive Lotte. Ikke for Lottes skyld, men for sin egen. Livet var for kort til at gå med had.
Men døren til fortiden var lukket for bestandig.
Pludselig ringede telefonen. Ukendt nummer. Hun lod den ringe ud.
Hvis det var Lotte, så vidste hun besked:
Lad være med at kalde mig tilbage. Vejen hjem er spærret.
