KALDER DU BARE
“Jeg erklærer jer nu for ægtefolk! sagde kvinden fra rådhuset højtideligt, men pludselig blev hun kvalt, og begyndte at hoste voldsomt.
Det lover ikke godt, sagde min mor, og kommenterede hendes malplacerede hoste.
Gæsterne begyndte at hviske og mumle. Vi, Line og jeg, som brudepar, kiggede skræmte på hinanden. Vi er kun 18 år, faktisk børn. Det blev en hastig bryllup Line kom med medgift.
Om to måneder venter vi vores uplanlagte barn. Line har måtte låne brudekjolen, skoene får hun fra sin bedste veninde. Ironisk nok, bliver det denne veninde jeg senere får et kortvarigt forhold med mange år senere.
Men lige nu er vi unge og lykkelige.
En dag går jeg med Line ned ad Allégade. Jeg holder hende om taljen. Pludselig kommer en ældre mand hen og siger lavmælt til mig: Hold godt fat i din pige ellers løber hun fra dig
Han jabber det blot ud, og fortsætter ad gaden. Vi griner og glemmer hans mærkelige advarsel. Hele livet er foran os! Hvem kan adskille os? Prøv bare…
Min ven, som var forlover til brylluppet, sagde engang til mig:
Simon, kunne du ikke finde en bedre kone? Se hvor mange smukke piger, der er!
Jeg rystede på hovedet:
De venter tydeligvis på dig
Og det gjorde de. Min ven blev gift fire gange kun med kloge og smukke kvinder.
Så blev vores datter, Nanna, født.
Bagefter skulle jeg aftjene værnepligt. Jeg var langt væk hjemmefra og savnede Line og Nanna. Line sendte et billede af sig selv. Jeg gemte det i lang tid under hovedpuden, og håbede hun ville dukke op i mine drømme.
En dag kommer jeg tilbage til kasernen, og Lines foto ligger offentligt på min natbord. Nogen har tegnet vulgært på hendes billede og skrevet uanstændigt. Rasende røg jeg på min værelseskammerat slog ham halvt ihjel. Det kostede mig en uge på straffekasernen. Det ødelagte foto måtte jeg rive itu og smide ud. Kammeraten blev retfærdigt straffet.
Jeg vendte hjem fra tjeneste lidt hårdere og mere bitter. På mærkelig vis blev jeg rasende på min kone. Jeg overbeviste mig selv om, at en ung pige næsten må have en elsker. Line har sikkert været utro de to år, jeg var borte. Det troede jeg i hvert fald.
Da jeg så Line efter lang tid, var hun forvandlet til en ny kvinde. Da jeg tog afsted, var hun som en grå mus, usikker og forsigtig. Nu stod en smuk og energisk kvinde foran mig, brændende af liv og seksualitet.
Er det dig, Line? Jeg kan næsten ikke genkende dig, hviskede jeg i hendes øre.
Jeg var stolt af min kone! Men netop da begyndte mistroen at gnave i mig. Måske er jeg ikke Lines eneste mand? Der er altid mange, der vil have sådan en skønhed. Hvor der er honning, er der også fluer. For at føle mig mindre sårbar fik jeg mig selv en elskerinde.
Efter tre måneder ramte rygterne Line om mine bedrifter. Jeg måtte kæmpe for at overbevise Line om ikke at lade sig skille med det samme. Hun afsagde sin dom:
Nå, Simon, nu må du selv leve med det
Line brændte alle mine breve fra militæret. Hun havde gemt dem i en æske og læst dem ind i mellem. Jeg blev afskåret fra ægtesengen i uvis tid. Heller ikke til middag blev jeg inviteret. Samtalen med min kone kun det mest nødvendige.
Kort sagt, jeg græd én dag, og savnede min kone et år. Jeg var nødt til at tage Line og Nanna med på ekstra ferie; vin, frugt, sand, hav og sol Der blev vi forsonet.
Da vi kom hjem, droppede jeg min uautoriserede flamme.
I syv år havde vi en stille, rolig familieliv, næsten som en fredelig kloster. Men min kone længtes nok efter mere måske italiensk passion?
På mit arbejde havde vi en rigtig humørspreder, en venlig sjæl. Bo kunne få gang i enhver samtale. Han var en god lytter mændene kom til ham og klagede over livet, konen, svigermor, og verdens uro. Bo lyttede og gav gode råd. Måske skulle jeg invitere Bo til Lines fødselsdag han kan få alle til at grine, tænkte jeg. Hvis jeg bare havde vidst hvordan det ville ende!
Bo tog imod tilbuddet og kom med sin kone. Den aften var Bo endnu mere underholdende end vanligt han var vittig, fandt på sjove skål, lo og skabte god stemning. Line strålede hun småsnakkede, smilede til alle, sørgede for maden på bordene og blev festens midtpunkt. Det blev virkelig en vellykket fest. Men én måned senere startede helvedet for både Bo og vores familier!
Bos kone ringede til mig og sagde chokerende:
Simon, ved du ikke, at vores ægtefolk ser hinanden? Sig til din kone, hun skal holde sig fra min Bo! Vi har to små børn.
Jeg, naiv som jeg var, havde ingen anelse! Skulle Line virkelig hævne mine tidligere fejl så voldsomt?
Jeg vil skåne jer for hele dramaet. Bos kone begyndte at forfølge Line overalt. Hun truede med at spise piller og dø foran vores øjne. Jeg låste Line inde, slukkede for telefonen, truede med skilsmisse. Alt forgæves. Det siges, kærlighed, ild og hoste kan ikke skjules. Da søgte jeg hjælp hos Lines bedste veninde.
Hun var lige så direkte: Simon, det er kærlighed. Line kommer ikke tilbage. Vejen til hende er lukket for dig.
Ja, Bo ramte mig fra alle sider. Af sorg blev jeg boende hos veninden et halvt år. Hun gav mig trøst for en stund.
Line og Bo blev gift. De var kun optaget af hinanden og verden omkring dem forsvandt. De virkede som om de trak vejret sammen. Jeg hadede og forbandede dette forelskede par! Jeg kunne skrige, rive mit hår ud! Hvordan kunne det ske? Min kone forlod mig! Det ser ud til, lykke og ulykke kører samme slæde.
Sig ikke, tid heler. Det tror jeg ikke. Min sorg blev kun overtrukket af en tynd glasur som den første frost, og smerter stadig. Venner begyndte at finde en ny kone til mig de fandt en smuk én. Jeg giftede mig hurtigt, så jeg ikke kunne ombestemme mig. Vi har levet sammen i sytten år. Forelsket i hendes skønhed blev jeg aldrig. Jeg prøver at virke lykkelig Håber, uden håb. Men hvis nogen kiggede i kælderen af min plagede sjæl! Der bor Line for altid. Kalder duJeg ser hende af og til i byen. Line går forbi med Bo, og deres latter flyver som små fugle over fortovet. Nanna er voksen nu, har fået sin mors smil og farver i håret. Hun vinker til mig, og jeg vinker tilbage, men det er altid lidt forsinketsom om min hånd skal finde vej gennem fortiden først.
Trods alt, har jeg fået fred. Jeg lærer at leve med minderne, som bløde skygger der trækker sig tilbage ved aftenstid. Jeg ved nu, at nogle kærligheder formidler noget evigt, selvom de ikke varer livet ud. Line bor dybt i mig, som en gammel sang man aldrig glemmer teksten til; den kan ustilleligt dukke op i natten, når verden er stille, og alle andre sover.
En dag, da Nanna inviterer mig til sin fødselsdag, mødes vi alle ved det lange bord. Line kommer hen og krammer mig, Bo smiler, og der er en rolig forståelse mellem os, uden ord. Jeg mærker et glimt af glædeikke for hvad jeg har mistet, men for alt jeg fik. Livet gav mig Line, tog hende fra mig, gav mig Nanna og nye veje. Og i det øjeblik, fyldt af latter og lys, kan jeg endelig sige til mig selv: Kalder du bare, Line. Jeg hører stadig din stemme, hvor end du går.
Sådan slutter min historiemed plads til sorg, til håb, til kærlighed der aldrig helt forsvinder. Måske er det netop livet: At miste, at finde, at tilgive, at elske, og at fortsætte.
