Kakerlakkerne
Kakerlakkerne dansede polka i hovedet på Frida. Ja, en rigtig livlig og smittende polka ovenikøbet.
De viftede med benene, lavede små “lamper” og leverede “to tramp og tre klap” i takt til musikken, der bruste gennem Fridas tanker, højere og højere.
Ellers var Fridas kakerlakker nu normalt meget velsmagende. Stille, hæderlige og ægte. Især det sidste var hun stolt af. For Frida havde nøje udvalgt deres gener, da hun manglede lidt af sådan noget fra sig selv.
Farmor plejede altid at fortælle Frida, at kakerlakker i hovedet var en god ting. Hvis man havde dem, betød det, at man var lidt udover det sædvanlige. Med lidt gnist, som farmor sagde. Livet var jo nu engang sjovere, når man havde sådan nogen både for en selv og alle omkring én. For hverdagene kunne godt være lidt tamme.
Det var farmor, der talte om “gnist”. Hun var altid lidt foran med nye udtryk og moderne påfund. Selvom hun var godt oppe i firserne, var hun frisk som en havørn!
Sandt at sige var farmor faktisk Fridas oldemor. Men hvem gidder tænke på extra titler, når oldemor havde udfyldt den rigtige bedstemors rolle til fulde. Sådan går det jo indimellem, og alt det med “oldefor-” var kun unødvendige detaljer.
Frida elskede sin farmor mere end nogen anden. For tættere mennesker havde hun jo ikke rigtig. Moren talte ikke med!
Fridas mor, Karen, var nemlig Sikke noget! Klog, smuk og skoleleder! Ikke bare hvilken som helst skole, men dog endda ikke Fridas egen, takket være farmor. Det var hende, der insisterede på, at Frida skulle gå et andet sted.
Hvorfor putte dit barn i dine egne problemer?
Hvad mener du?
Ja, lige præcis! Hun er bare et barn hos de andre, men her? Kun din datter. Du ødelægger bare pigens rygte! Det får hun brug for. Det er let at tabe, men hårdt at vinde tilbage. Mon ikke du forstår? Du ER jo voksen!
Farmor forholdt sig altid ærligt. Hun sagde det, som det var, fordi hun mente, det var det rigtige. Hvad sandheden var, vidste Frida ikke, men hun kunne jo se resultatet. Farmor havde opdraget Fridas mor, lige siden hendes egen mor var væk. Hvad der skete dengang, fandt Frida først senere ud af. Ingen af dem talte gerne om det.
Det var et uheld, Frida. Et dumt uheld. Istap fra taget i Hellerup. Ingen havde fået det ryddet. Et liv kun et! Din mor stod ved siden af. Hvis ikke oldemor havde skubbet hende, havde jeg været helt alene nu.
Farmor, kan sådanne uheld ske for alle?
Skal jeg lyve?
Nej!
For enhver, Frida. For dig, for mig, for Dronningen i Amalienborg. Men det er ikke noget, man skal gå og frygte.
Hvad skal man så?
Man skal leve! Hver eneste lille stund. Give sig selv og verden noget, som ingen andre har givet før. Ikke vente noget til gengæld bare give, så meget man kan og når. For at lyse verden op. Ellers er der nok mørke som det er.
Farmor, det lyder let. Men det er svært.
Godt du ved det! Så bruger du hovedet. Dine egne kakerlakker bliver kloge.
Hvem vokser? Hov, farmor, du mener vel ikke rigtige kakerlakker?
Frida brød sig ikke om insekter. Sommerfugle kunne hun gå med til, selv bier syntes hun lidt om. Men sådan et kravl med ben, det gik ikke.
Arrgh! Farmor! Kakerlak!
Lad den nu være, den har jo måske unger! Farmor slog den væk med hjemmeskoen, og spejdede efter flere. Er der flere?
Nej! Men du sagde jo, den havde unger!
Ja, hvor mon de er?
Og så begyndte den store rengøring, og Frida vidste, at også ungerne ikke slap godt fra det.
Først senere forstod hun, at farmor havde ondt af hende. Hun vidste, Frida kunne skrige højt, men handlede langsomt. Inden Frida tog sig sammen, havde kakerlakken fået oldebørn.
Alle kendte til denne Fridas egenskab fra gymnastiktrænerne til farmor.
Din pige skal prøve noget andet. Hun er smidig og har talent, men hun beslutter sig for langsomt. Det kan være farligt, især når man skal vælge hurtigt. Overvej det!
Det skal jeg! farmor tog Frida med til skak.
Der var skønt. Ingen stressede Frida tværtimod fik hun ros for at tænke længe. Hun blev hurtigt begejstret, og blev hængende der i flere år.
Farmor bar glad pokalen hjem hver gang, så alle på vejen kunne se det.
Du er min stjerne, Frida!
Farmor, åh, nu gør du mig nervøs!
Hvad da?
Du har jo selv sagt: “Dem med stjerne får sjældent lykke.” Jeg vil ikke være stjerne! Nej, ingen tak!
Du har misforstået…
Forklar så! Jeg er bare et barn!
Farmor forklarede altid, omend ofte ikke helt, som Fridas mor kunne ønske.
Far, hvad har du nu fortalt Frida? Hun spurgte om, hvad “komme i ulykke” betyder. Hvorfor skal et barn høre sådan? Hun er tretten!
Børn nu til dags, Karen! Spørg Frida, hvad der sker i hendes klasse. Der er kærlighedsdramaer! Jeg føler mig som en novice. Jeg har været gift tre gange, og alligevel er jeg på bar bund!
Frida har aldrig nævnt noget.
Du spørger hende ikke. Vi Smids er sådan. Stille og roligt udadtil, kaos i hovedet! Tag dog en snak med barnet. Og bare rolig, jeg siger kun det nødvendige. Noget falder ud, og hun husker det hun er kvik.
Far, hvad skal jeg stille op med al hendes nysgerrighed? Hvordan lærer jeg hende livet?
Som jeg gjorde med dig. Husk det?
Du var altid ærlig. Skjulte aldrig noget for mig. Hvorfor sådan?
Fordi slaget fra livet gør mere ondt. Hellere får hun sandhed nu end skrammer senere. Du var jo forberedt alligevel fik du Frida som nittenårig, uden mand. Ikke godt, vel?
Far!
Rolig! Jeg forstår. Og vi har Frida ud af det ikke dårligt! Det eneste, der ærgrer mig, Karen, er at du er alene. Ung, begavet, smuk men uden kærlighed. Det er synd, Lizzie!
Lad nu være…
Det gør jeg, hvis du tager dig sammen! En fejl er ikke verdens ende.
Det siger du…
Jeg siger ikke, Frida var en fejl, men din forelskelse, der løb af sporet! Husker du, da du flyttede hjemmefra og jeg fandt dig efter to uger rundt i byen?
Ja men du sagde aldrig et ondt ord. Du havde mad med, lod som om intet var sket. Farmor, jeg elsker dig for det.
Det ved jeg da! Lad mig nu opdrage vores pige!
Det må du gerne…
Fridas mor fandt siden sin lykke. Frida var seksten og Karen havde siden over et år mødtes med én, uden at fortælle det. Frida opdagede det, da hun så moren på en café med en ny mand, der holdt hendes hånd og hun smilede på en forvandlende måde. Pludselig gik det op for Frida, at hendes mor stadig havde meget godt i sig. På den hjemtur forstod hun meget mere.
Farmor, vidste du det?
At din mor havde fundet én? Jeg anede det.
Jeg vil ikke forstyrre dem…
Så lad være. Hvorfor skulle du?
Tænk, hvis han sårer hende?
Farmor, der netop var i gang med at forme frikadeller i køkkenet, lagde hurtigt armene om Frida.
Hvem tror du vil tillade det? Vores Karen er ikke alene. Vi skal nok forsvare hende.
Frida modsagde ikke. Farmor havde været efterforsker, og to forbrydere, detektorer kunne hun kende. Kontakterne holdtes friske. Farmor vidste sandsynligvis mere om morens kæreste end de sagde højt, og uden rynken i panden var alt sikkert i orden.
Men det var svært at give slip på sin mor. Han hed Henrik Madsen, og efter den dag friede han og bad om lov. Frida måtte give sit ja. Han var ægte i sin kærlighed, og den alvorlige fold i morens pande forsvandt. Den Frida kunne lide.
Jalousien tog tid at slippe. Især da Fridas lillebror så dagens lys. Mor blev strålende glad, og Frida klagede til farmor over det hele.
Vi har ikke opdraget dig ordentligt, mit barn! For lidt skældud! farmor kunne være skarp.
Far, hvorfor?
Skuffet over, du er egoistisk! Da du ikke ville flytte sammen med din mor, troede jeg, du ikke ville forstyrre. Tog fejl! Du snød mig jeg blev gammel…
Far, det er ikke det. Jeg vil…
Ked af? Fordi moren nu skal give opmærksomhed til lillebroren? Forstår du, at nu har du nogen? Hverken jeg eller mor er her for evigt. Nu er jeg rolig. Har du set sådan på det?
Jeg har forsøgt. Men…
Stadig svært?
Ja, hvorfor er jeg så forkert?
Du er normal! Du skal bare vænne dig til at dele din mor. Ikke noget at gøre…
Måske…
Så lad være med at dele! Bare vær nær. Hjælp din mor med babyen. At tage, Frida, er nemt. Men at give… Kærlighed handler om at give så får du bare mere igen. Tvivler du på, din mor elsker dig?
Nej!
Så hold styr på dine kakerlakker! Om et år eller to gifter du dig også og får børn. Det er tid til at blive voksen, min Frida. Eller keder du dig?
Der manglede aldrig noget at lave. Studiet ventede. Og dengang dukkede Mikkel op. Ikke som kæreste dog. Faktisk kunne hun ikke fordrage ham.
Første gang mødtes de ved skolestarten. Frida for direkte op ad trappen i ny kjole og faldt. Hun forvred anklen og Mikkel, en stille lang fnisende fyr med briller, rakte dunken op.
Du burde passe på! sagde han.
Hjælp dog, i stedet!
Det gør jeg. Du er ikke logisk.
Frida kogte af arrigskab.
Hun nægtede hjælp, humpede videre ind til søde fru Holm.
Frida, hvad er der sket?
Intet, jeg snubledemå kigge, hvor man går.
Vi skal have dig på skadestuen. Straks!
Bare rolig, jeg klarer det senere.
Senere? Frida, det er alvor!
Mikkel var fulgt efter. Han stillede tasken pænt og spurgte:
Skal jeg følge dig til sygeplejersken? Det kan være forstuvet.
Kan du ikke bare forsvinde? Jeg klarer mig!
Mikkel trak på skuldrene og forlod rummet. Fru Holm sukkede.
Hvorfor er du sådan? Mikkel er sød! Flittig, vil læse til læge. Vil du ikke også det? Hvad er der at strides om?
Intet… mumlede Frida, men hun tog det til efterretning.
At være børnelæge havde Frida aldrig været i tvivl om. Hun ville hjælpe børn, det var det sværeste og det hun kunne lide.
Og hun elskede udfordringer særligt de svære. Som at håndtere sin nye lillebror Asger. Han var højlydt, egetrådig men også kærlig. Han blev hurtigt knyttet til hende, savnede hende, hvis hun ikke kom. I Henriks lejlighed fik hun sit eget værelse og hjælpen til moren gav lidt orden på hendes tanker.
For hun kæmpede mest med sig selv. Ved at holde om lillebroren opdagede hun, hun savnede noget hun elskede ham, men at indrømme det var svært. Både farmors gode råd og morens trøst var ikke nok mod de problemer, der hobede sig op som sne. Hendes kakerlakker jublede, hver gang hun fik en ny skør indfald.
Det var takket være Asger, at Frida begyndte at tvivle på sit studievalg.
Far, hvis jeg ikke kan lide børn, må jeg så ikke blive børnelæge?
Hvorfor tror du, at du ikke kan lide alle børn?
Ved det ikke…
Nu overtænker du bare, Frida.
Måske. Men det er værd at tænke over, ik? Hva’ hvis jeg bliver en sur én?
Det glæder mig! Du tager opgaven alvorligt. En sur læge skal ikke arbejde med børn. Du må finde dig selv først.
Hvordan?
Jeg har en idé…
Farmor sendte Frida i praktik hos en stor familie, hvor Vibe, moderen, havde børn i alle aldre og ikke hænder nok.
Hvis du klarer børnene dér, så skal du klart være børnelæge.
Hvo kender du hende?
Farmor svarede ikke straks. Hun kiggede ud ad vinduet, før hun forklarede det hele.
Hun er min fejltagelse, Frida. Den største måske. Vibe kom engang og anmeldte sin stedfar. Hun mente, han havde taget livet af hendes mor. Tre børn den yngste et år. Stedfaren sagde, at deres mor ofte forsvandt og kom hjem efter uger. Men så begyndte han at opføre sig slemt mod Vibe. Ville have hende som kone.
Hvad? Frida gyste.
Sådan gik det. Hendes lillebror hjalp, han blev hendes vogter. Heldigvis fik hendes kærestes forældre mast det igennem, og så blev alt undersøgt. Vi fandt moderen, og andre, der var ramt men for sent for én af dem. Det var min fejl. Stedfaren tog sit eget liv inden dommen faldt.
Hvordan klarede Vibe det?
Hun klarede det! Fik sine brødre godt gennem livet, én blev ingeniør, én officer. Fik tre børn, og nu børnebørn. Jeg fulgte hende, vi blev venner, lidt mærkeligt med alderen, men hun er vis! Nu skal du hjælpe hende og samtidig lære, om du passer til børn.
Den praktik bestod Frida med bravur. Med Vibe gik alt hurtigt, børnene elskede hende, og Frida blev mere sikker end nogensinde. Hun gik i gang med forberedelserne til universitetet.
Hun kom også ind, men resultatet syntes hende ikke godt nok. Stor var hendes overraskelse, da hun samme første dag på universitetet mødte Mikkel igen.
Aha, du er her også.
Han var stadig kølig og fåmælt, og Frida irriteret.
De sås, men Frida kastede stadig skæve blikke. Mikkel nikkede venligt, men mere ikke.
Først da de begge havnede på hospitalet som frivillige i børneafdelingen, smeltede isen.
Frida prøvede en klovnenæse, da Mikkel kom bagfra:
Dig havde jeg virkelig ikke ventet her. Er du faret vild?
Børnegruppen lo af de to klovner, og Fridas vrede forsvandt lidt efter lidt. Mikkel løftede børnene op, lavede ballondyr og grinede med. Da det hele var slut, rakte han Frida en ballonblomst.
Til dig! Du er dygtig. Skal vi tage en kaffe bagefter?
Hvorfor er du sådan en stædig en? smilte Frida med blomsten i hånden.
Kom, jeg kender et godt sted. Men vi har kun en time, for jeg har en elev.
Hvem?
Jeg underviser. For at hjælpe min mor.
Så opdagede Frida, at Mikkel boede alene med sin mor og hjalp økonomisk. Og lidt efter, at deres kakerlakker var af samme race som hendes. Og det blev afgørende. For farmor havde altid sagt:
Sæt pris på de mennesker, hvis kakerlakker danser på samme måde som dine. Dem findes der ikke mange af. Møder du én, så slip ham ikke!
Far, har du mødt sådan nogle?
Selvfølgelig! Alle mine tre mænd elskede mine kakerlakker. Og deres var ikke værst!
Så hvorfor blev du skilt?
Godt spørgsmål… Må jeg svare en anden dag?
Hvorfor?
For ikke at skræmme dine egne kakerlakker. De må lære det selv. En ting siger jeg: jeg skiltes aldrig på grund af mangel på kærlighed. Vi er stadig venner. Du får selv dit eget svar en dag. Forstår du det?
Tror det.
Godt, min pige! Og din Mikkel kan jeg lide. Han er god næsten som dig.
Næsten?
Han er bedre.
Far!
Det er fakta. Han har tålmodighed med dig!
Far! Jeg husker det!
Det må du gerne. Har han friet?
Ikke endnu.
Så gør han det snart. Hvad føler du egentlig selv?
Jeg tror, jeg elsker ham…
Så, slip bare kakerlakkerne løs!
Og Fridas kakerlakker dansede polka
Farmor havde nemlig ret. For Mikkel friede rigtigt med ring og det hele. Mor græd af lykke, farmor klappede med stive hænder, og Vibe græd også, inden hun sagde lavmælt:
Det er en god mand, Frida. Mist ham ikke!
Det kan ikke lade sig gøre, faster Vibe, selv om jeg prøvede.
Hvor ved du det fra?
Vores kakerlakker er af samme art. Og farmor siger, at sådan nogen mister man aldrig hvem ved, om man møder flere?
Sådan, ja! Vibe lo og lavede “lamper” med hænderne netop som Frida havde forestillet sig sine egne kakerlakker gøre. Så er du i gode hænder! Tillykke, min ven. Nu går jeg…
Hvorhen?
Jeg skal give din farmor et knus. Bagefter Mikkel. Med sådanne folk følges man endda ad!
