Hanne Nielsen rettede forlegent med små hænder en blød tøjklude under pølsebunken, mens den hvide pære i køkkenlyset kastede et blødt lys over de farverige plader på køleskabsgavlen. Klokken var halvto, og gæsterne skulle snart komme. I så mange timer havde hun vendt og vendt i sin særklinge, men i dag burde følelsen være anderledes. Femtindstyret – et livsmarked, et højkantede hoved, at den glæde, hun havde fyldt sin del af verden med gennem tre decennier, nu skulle anerkendes.
“Hvor er I, pigerne?” råbte hun over til den anden ende af lejligheden, hvor Lonedrengen og Astrid, deres datter, arbejdede i skærgade.
“Jeg er netop ved at tørre op,” råbte Lone fra køkkenet, hænderne røde af karotter og løg. “Astrid, konserveringsmester!”
For Hanne Nielsen var det altid det samme. Siden de tre havde flyttet sammen for ti år siden, havde Lone og hun støttet Lars, Lones mand, i hans lidenskab for at vente – på lønninger, skatteoplysninger, ja, selv på sin egen fremtid. Lars havde altid sagt, at da det så kom til tur, ville han skaffe sig et job som rådgivende arkitekt. Men tiden flydende forbi, og Lars blev til en person, man spurgt, ikke at sætte for langt tid på.
Hanne Nielsen gik ind i soveværelset, hvor Lars sad på sofabunken, narrede af en blog om gamle biler.
“Lars, du lo havde taget kaffe og vand,” sagde Hanne Nielsen med diplomatisk bølge i stemmen, selvom unikke bjælke over brystet svede.
“Jeg gør, jeg gør!” råbte han, uden at bremse på sin computertastatur. “Tre minutter, tre minutter!”
“Det er snart snart.”
Lars kantede sig op med en ryg, der tydeligt protesterede.
“Det skal være så, Hanne. Husk, vi skal til Søde Bølge kunstmannens bageri. De var specialister i enistorne.”
“Ja, men jeg har kun betalt Depositum,” sagde Hanne Nielsen, godt opmærksom på, at det var nu, hun havde det sidste ansvar for dagen.
“Du skal tage kreditkortet!” råbte Lone fra køkkenet. “Han har jo ikke cent et som regel.”
Hanne Nielsen nikkede, men mente det ikke nødvendigt at fortælle Lars, at hun havde jænne nogen interesse for hans økonomiske problemer. De gæster, der skulle komme, ville se mere end hans fejl, så hun skittede en hundekrøne i zijn øre og gave ham en hviskende, men klar advarsel.
“Du ankommer i god tid og spiser ikke en is, før du kommer hjem.”
Så gik hun tilbage til køkkenet, løftede panden, og så til, hvordan Lone færdigstillen Alt.
“Hold da da op, Hanne. Alt kan ikke være perfekt.”
“Det gør det, det gør.”
Idag skulle der ikke tørnesnok over deres liv med Lars, så Hanne Nielsen trak vejret dybt og trak en hæse i negen, mens hun påbegyndte at serve bordet. Femtindstyret, et højkantede hoved, det så mange hustruer, som hun havde været i. Men her i København, midt i Nordstjernens glæde og sorg, skulle hun tage et sidst optrap.
“Det er rigtig, jeg ved det,” sagde Lone, som om hun havde læst morens tanker. “Men jeg ved, at alt kommer til at gå, Hanne. Du har fortid.”
Hanne Nielsen smilede, men hun følte, at morens opforståelse ikke ville leve op til det, der var ved at trænge frem.
“Jeg tror bare, at det er vigtigt, at vi ser ud som noget.”
“Hvis Lars ikke kommer.”
“Det er han sikkert.”
Der blev et øjeblik stilhed, som man ofte holder, når skydtens skygger er dybe, men dansen skal anskues med åbne øjer.
Så lykkede klokke, for første gang på dagen. Det var morens bror, Erik og Gunhild, som allerede havde smeltet sig ind i stuen med ellerfloden til brugt glas og tales ondt, der lokkede til husets, og Hanne Nielsen trak den dybe fornødenhed, at hun kunne tilbyde en glat doktor på lejlighedens sofa.
Med tiden kom flere gæster. Der var to gamle kollegaer fra Skole for Folkeskolerne, naboens kone Birthe og hendes fætter fra Jutland, der delte sig i glas og samtaler, mens Lars aldrig vendte tilbage. Hanne Nielsen cmds det frembragte fravær, men da hun så Astrid, der yndte en eksplosion af farver på bordet, mente hun, at der ikke var grund til fej.
Men den glæde var kort. Klokken halv fem aften, da aftensmaden var i gang, stoppede Lone og bad Hanne Nielsen om at ringe til Lars. Det havde hun ingen ønske om, men morens ansigtsudtryk talte for, at hun var ved at bryde vinen af forventning.
“Han ringede for et øjeblik,” sagde Lone, mens tårerne svede i sine stem. “Men han sagde, at han ville vente. At han bare skulle til at tage en kaffe.”
Hanne Nielsen så ned i bordet og fangede et billede af sit liv med Lars – hans lejemål i sine egne ord, hans optræd til mere eller mindre noget. Men snart kunne hun ikke tænke mere. Hun skulle af med Lars.
Hun rejste sig og gik hen til spisebordet, hvor Astrid ventede.
“Astrid, min engel. Gå, og lad os starte festen.”
Så skulle Hanne Nielsen skabe et sidst forslag til Lars.
Men da en portø bemålte hanen, var der kun en chok. Der stod en mand fra bageriet, med en stor pappboks i sine hænder.
“Er I ikke færdige her?” råbte han. “Det er jo en eistort med kassimelet og blomster. Vi tænkte på at sende den forbi.”
Hanne Nielsen så af sted, men regnede med, at det ikke var Lars, der havde leveret den. Hun løftede på boksen med hænder, der抖er, da Astrid gik forbi, og snart var den på spisebordet. Gæsterne applauderede, men den oprigtige glæde var berygtet af en restløs skræmmelse.
Da Lars endelig vendte tilbage, var han udmattet af en dunk af vin, og da han forviasede sig ind, bar hans afvæsenhed det bedste.
“Hold da da op!” råbte Lone. “Hvor har du været?”
“Lars gik en tur, det er alt,” sagde han, med et grin, der endnu ikke vidste noget om konsekvenser. “Det var for en fætter, en gammel ven. Vi havde tænkt på at fejre lidt.”
“Du havde lovet at tage torten,” sagde Hanne Nielsen, og genlyden af ordene lød som en dødsdøve pige, der havde Tale.
“Jeg gør, jeg gør,” sagde Lars og tog en vin.
Gæsterne så til hinanden, og hvem der sad ved bordet, vidste, at festen var afgjort. De bøddel sig klogere, og til sidst blev der kun Hanne Nielsen, Lone og Astrid tilbage.
“Det har været et beundringsværdigt fyrindstyrt,” sagde Hanne Nielsen. “Jeg har fundet glør, og jeg vil gerne sige…”
Her bremse hun. Hun havde for længe holdt tilbage på sandsynlighederne, på hvordan en mand som Lars, en dygtig mand, blev til bare en skygge.
“Det er nu ikke længere noget problem, at Lars og jeg bor her,” sagde hun. “Han flytter bort i morgen. Han har en uge til at finde sig et nyt programme.”
Gæsterne blev stille. Lars flygtede til vinduet, mens Astrid så op på moren, med et ansigtsudtryk, der mente, at det var deres liv, der nu blev levende.
“Det er en afgørelse, jeg har taget,” sagde Hanne Nielsen, og da hun sagde det, vidste hun, at hun ikke havde været mere selvsikker i sin levetid.
Senere, da Lars var borte, lagde Hanne Nielsen hænderne på Lones skulder.
“Jeg ved, at det ikke var nemt. Men nu begynder et nyt kapitel for dig og Astrid. Og jeg er her for jer, altid.”
Lone smilede,廋t som en kvinde, der havde holdt sig i en stift ejendom.
“Det er jeg også ved at forstå. Men jeg ved nu, at jeg lover mig selv noget bedre end en formel køkkenlampe.”
Hanne Nielsen big hende, og de to kvinder kastede deres fornødenhed i en form for frihed, som man altid har kunnet fornemme i den nordiske sommer.
Og senere, i en blød eftermiddag, da sola blev ved med at lovre, at den ville blive mere til, kom en mand, der havde arbejdet i en skole for Formusik. Han satte sig, gav Hanne Nielsen et stort bunt med romerblomster og spurgte:
“Har du lyst til at høre om de gamle dage?”
Og hun smilede.
Ja, han havde forstået, at nu var det tiden, alt blev det, det havde altid burde være.
