Kærlighedskontrakten
Freja sad ved det store spisebord, hvor der lå stabler af bryllupsmagasiner hulter til bulter. Hun bladrede siderne hurtigt igennem og dvælede ved billederne af kjoler, blonder, broderier og florlette slør. Hendes øjne lyste, når hun så på de fine detaljer lange perlerækker ned ad ryggen, diskrete snit, silkestoffer der fangede lyset som havoverfladen på en blid sommerdag i Skagen. Hun blev hængende ved endnu et billede af en klassisk hvid kjole, i tankerne prøvede hun den på. En varm fornemmelse bredte sig i hendes bryst, da hun forestillede sig at gå op ad kirkegulvet mod sin forlovede. Alle stirrede på hende, nervøse slægtninge hviskede i bænkene
Smukt mumlede hun stille, mens hun betragtede en især overdådig kjole med et skørt så stort som en gammeldags brudekage og fine stropper. Kjolen lignede noget fra et eventyr let og svævende som morgenskyer over Lillebælt.
Straks forsvandt smilet fra hendes ansigt. Freja lagde bladet fra sig og gik hen til spejlet i den snirklede gamle ramme fra hendes barndomshjem i Århus. Hun betragtede sig selv, drejede lidt på kroppen, tippede hovedet kritisk som for at se sig selv gennem andres øjne. I hovedet sneg tanken sig ind: Virkeligheden er måske ikke så flatterende som billedet i bladet.
Ærgerligt, den kunne jeg slet ikke passe, sagde hun nu mere fast, som om hun prøvede at vænne sig til det uundgåelige. Kroppen er jo ikke, hvad den har været.
Hun snurrede fronten mod spejlet igen, forestillede sig, hvordan hun ville se ud i sådan en kjole: stort skørt, stramt korset, lag på lag af tungt stof. Men hun så sig selv som en klodset, blegrød brud snarere end et eventyrvæsen.
Jeg må finde noget mere enkelt, sagde hun. Som om hun rådgav sig selv, talte hun højt og rørte nervøst ved håret. Pompøse skørter? Det duer ikke jeg kommer til at ligne en fortabt konfirmand. Men jeg vil heller ikke have det alt for kedeligt! Det er trods alt kun én gang, man bliver gift.
Freja bed sig i læben og følte panikken krible op igennem kroppen. Sikke mange valg, så mange flotte kjoler men intet der rigtigt var hendes. Hun kiggede over de væltede magasiner og håbede, at næste side kunne give hende en åbenbaring. I stedet følte hun sig bare træt og forvirret.
Jeg må snakke med nogen, sagde hun, mens hun satte sig med et suk på stolekanten. Ellers ender jeg med at tabe hovedet over hele det bryllup.
Døren gik. Lyden rev hende ud af tankerne, og hendes hjerte slog et uroligt slag. Hvem kunne det være sådan en eftermiddag? Kun to havde nøgle hendes far Preben og hendes forlovede, Nikolaj. Begge burde være travlt optaget Preben til møde med kommunen, og Nikolaj havde sagt, han skulle til en konference på sit arbejde.
Hun stod helt stille i huset, lyttede efter den mindste lyd. For et øjeblik gøs hun: Hvem var det? Huset plejede at være tomt på det her tidspunkt, når hun selv havde frisørsalon.
Langsomt listede hun sig ned ad trappen for at få overblik over entreen. Fra stuen kunne hun skimte entreen og hoveddøren. Hun skjulte sig lidt bag væggen og ventede.
Lettet så hun så, at det plejede at være Nikolaj. Hans statur, hans måde at snuble i snørebåndene på. Han sparkede skoene af og nynnede.
Nikolaj? Men han skulle jo til møde tænkte Freja overrasket.
Hun blev stående og lyttede, da hun hørte ham tale lavmælt og ordene skar igennem hende som isvand.
Trine, vent lidt endnu, ikke? sagde Nikolaj, hans stemme langt blødere end han normalt brugte. Snart er det overstået. Jeg gør min del, og så er det dig og mig, ikke?
Freja blev iskold indeni. Hvem var Trine? Hvilken aftale talte han om? Hun stivede fingrene af for ikke at komme til at reagere.
Hvor længe endnu? Seks måneder, fortsatte Nikolaj mere nøgternt. Brylluppet er næste måned, så følger en håndfuld lykkelige måneder han stoppede op, stemmen blev flad, som om han sagde noget ulækkert.
Freja mærkede det sortne i tankerne. Deres bryllup bare led i en forretning?
Resten blander jeg mig udenom, sagde Nikolaj næsten lettet over at sige det, som om han endelig fik løftet vægten af sine skuldre. Jeg pakker mine ting og rejser, så snart pengene står på min konto.
Som en lussing. Freja vaklede lidt og holdt sig til dørkarmen. Én tanke fyldte alt: Han havde løjet. Al den tid.
Langsomt trak hun sig tilbage, næsten i trance. Men hun ville høre resten. Måske var der mere at forstå.
Nikolaj slængede sig hen i stolen og slappede af, sikker på, at huset var tomt.
Hvorfor er du så utålmodig? sagde han muntert. Jeg elsker jo kun dig, Trine. Hele grunden til, jeg gik ind på det her, var dig! Vil du ikke gerne have en fed lejlighed midtbyen? Dyre jakker, lækre smykker? Hvor skulle jeg ellers skaffe dét som almindelig assistent? Seks måneder! Så er vi sammen, jeg lover.
Nej, sammen bliver I allerede meget før, sagde Freja og begyndte at gå ned ad trappen. Benene føltes tunge, men hun tvang sig. Hun måtte konfrontere ham.
Nikolaj fløj op. Smilets spor forsvandt, frygten kom frem i øjnene. Han fik ikke sagt sin næste replik. Telefonen klaskede mod gulvet.
Musse? sagde han forvirret, rejste sig hurtigt. Hvad mener du?
Han rakte hånden ud som trøstende, ligesom han havde gjort så mange gange før, men Freja trak sig straks væk, rankede sig, hendes blik var koldt.
Musse hendes stemme var lav al hendes skuffelse lå latent i den. Tror du, jeg er døv?
Freja tøvede ikke men så ham direkte i øjnene der var ikke den mindste antydning af undskyldning i hans blik.
Trine Er det hende, du sagde var din søster? hendes stemme var skarp som frost.
Nikolaj blev blegere end de hvide vægge, bukkede sig instinktivt efter telefonen, alt i ham skreg frygt for at tabe alt det lovede honorar.
Du misforstår forsøgte han, stemmer lægger sig, så meget han kunne. Hvilken Trine? Jeg aner ikke, hvad du snakker om.
Han kom et skridt nærmere, ville tage hendes hånd, men hun trak sig tilbage. Nu skridtede Freja over resterne af sit liv.
Du ved præcis, hvad jeg taler om, sagde hun bittert, og selv han slog blikket ned. Jeg hørte alt. Dit smørrede stemmeleje det var ulækkert at høre på!
Hun slugte raseriet, ville ikke vise ham, hvor hårdt det ramte. Alt, hun havde bygget op, virkede som hul teater. Hun var bare et redskab – ikke en elsket kvinde.
Nikolaj tav der var ikke mere at skjule, men frygten for at indrømme alt sad fast. Måske kunne han på en eller anden måde vende stemningen.
Du forstår vel: Brylluppet bliver ikke til noget, sagde hun med al den ro, hun kunne samle. Nikolaj stivnede det var endeligt. Men før du forlader mit hjem, vil jeg høre alt. Den nøgne sandhed. Ingen undvigelser.
Hun krydsede armene over brystet som beskyttelse. Der var ingen tårer, kun kravet om at forstå, hvor langt bedraget gik.
Sandheden? hånede han, gav op for nu at lade masken falde. Sandheden, ja. Tror du, jeg nogensinde ville have set til dig, hvis ikke din far tilbød en aftale? Jeg skulle opføre mig som kæreste, invitere dig ud, være sød, men til gengæld fik jeg et godt job og en fyrstelige løn. Kan man kalde dobbelt løn, faktisk.
Hans stemme rungede ligefrem, som om han talte om at købe rugbrød i Føtex, ikke om at rive et liv i stykker. Hvert ord smadrede Freja.
Kun for penge? hviskede hun, stemmen knækket, men øjnene så på ham.
Hvad troede du? At man kunne falde for dit udseende? Han lo hånligt ikke én dråbe kærlighed i hans latter. Set dig i spejlet for nylig? Så gør det!
Det sved værre end hun havde fantasi til. Freja gispede efter luft, men nægtede at græde foran ham. Hun knyttede næverne, slog neglene ind for at holde sammen på sig selv.
I et par sekunder kunne hun kun stirre mod ham. Alt var sort. Deres samtaler, aftener, drømme kun kontrakt, kun løgn.
Ud herfra! kom det ud af hende, fastere end hun troede muligt. Du får dine ting sendt med bud. UD.
Nikolaj sendte hende et sidste, vurderende blik som om han skulle memorere hende knust, stadig med røde øjne og rystende læber. Koldt tilfreds med at slippe masken. Han tog kappen på, vendte ryggen demonstrativt og lukkede døren bag sig.
Med det samme han trådte ud, mærkede han panikken bygge. Hvad skulle han sige til Preben nu? Han vidste, at Frejas far ikke tilgav bedrag. Hårde konsekvenser lurede. Tåbelig plan, tænkte han, men betryggede sig med, at honoraret allerede stod på kontoen. Det var trods alt næsten 250.000 kroner.
Det har jeg da gjort mig fortjent til, mumlede han og trådte ud i regnvejret.
I lejligheden hjemme sad Freja og tastede hendes fars nummer – det glippede flere gange af tårer og uro.
Far! skreg hun, da Preben tog den. Hvordan kunne du?! Hvordan kunne du gøre det mod mig?
Hun lod ham ikke indskyde et ord. Ordene væltede ud vrede, tårer og alt det, hun havde båret på så længe.
Du planlagde det hele! Du fandt ham, du betalte ham, du bestemte, at han skulle opføre sig som min forlovede! Aldrig spurgte du, hvad jeg egentlig havde brug for! Hvordan kunne du?
Stemmen vaklede, men hun fortsatte ufortrødent:
Jeg troede, I elskede mig. Jeg troede, han… Alt var bare en iscenesættelse! Du gjorde mit liv til et teaterstykke!
Preben prøvede, men Freja hørte ikke efter. Alt, der havde hobet sig op hendes følelse af ikke at være god nok, hendes frygt væltede ud.
Aldrig mere! Aldrig bland dig igen! råbte hun og smækkede røret på.
Hun lod telefonen falde og græd. Hulket skar i stilheden. Hun gemte hovedet i hænderne som et barn og følte sig forladt.
Det var ikke kun for Nikolajs skyld, hun græd. Livslang usikkerhed boblede op. Freja havde altid følt sig for lidt. For tyk, for blød, altid sammenlignende sig med sin mor, som alle beundrede for hendes klassiske skønhed Kirstine med de karakteristiske kindben og det falmende røde hår, som i ungdommen skilte sig ud i enhver forsamling.
Men en dag havde Kirstine ladet sig lokke til en operation bare lidt justering af næsen, sagde hun. Resultatet blev katastrofalt. Trods lange behandlinger, mange tusind kroner og nye forsøg, blev det aldrig godt igen.
Langsomt trak Kirstine sig tilbage, gemte sig for spejle, gik kun sjældent ud. Håret blev skjult under tørklæder. Til sidst forlod hun hjemmet uden forklaring, kun en seddel til Frejas far: Jeg kan ikke mere. Tilgiv mig.
Freja voksede op med billeder af Kirstine, som hun var engang: Lysende, let, ubekymret. Men også med fornemmelsen af, at hun aldrig kunne leve op til morens fortid.
Hun begyndte tidligt at sammenligne sig morens kindben, sit eget runde ansigt. Morens glatte hår, hendes eget uregerlige. Hun så fejl, hvor ingen andre lagde mærke til dem, benægtede ethvert kompliment.
Det prægede hende. På gymnasiet stod hun altid lidt udenfor. På universitetet undgik hun præsentationer, bange for at blive set. Kærester var få. Dem, der viste interesse, gav hurtigt op hun var overbevist om, at det var hendes udseende, der gjorde forskellen.
Hvis jeg nu bare var smukkere tænkte hun tit, uden at forstå at hendes egen usikkerhed var det, der stødte folk fra sig.
Så dukkede Nikolaj op som en solstråle efter regn. Han gav hende opmærksomhed, så hende som noget særligt, roste hende for hendes smil, hendes evne til at lytte. Han inviterede hende ud, overraskede med blomster, lagde mærke til detaljer.
Han fik hende til at føle sig smuk ikke perfekt, men god nok. Hun lærte at tro på, hun fortjente lykke. Men nu var alt væk. Hver ros, hvert smil, hvert dybt blik blottet afsløret. Og det værste: Hendes egen far stod bag.
**************************
Nu stod Freja i prøverummet med den hvide kjole. I hendes bryst lå ikke spændt glæde, men en rolig beslutsomhed. Kjolen fulgte hendes figur; blonden på ærmerne flød med lyset fra loftet.
Hun så sig i spejlet. Ikke på jagt efter fejl, ikke mere. Nu accepterede hun sig selv, som hun var.
En time senere gik hun op ad kirkegulvet. Rank ryg, fast blik. Hun smilede til gæsterne, vinkede ikke drømmende, men med styrke.
Hun huskede samtalen med sin far for et par måneder siden:
Far, jeg har sagt ja til Frederik, sagde hun fast.
Preben stivnede, overrasket over hendes sikkerhed.
Er du sikker? Det er et stort skridt.
Det er jeg, svarede hun roligt. Jeg orker ikke at vente på stormende kærlighed, der måske aldrig kommer. Jeg vil have stabilitet, respekt, et almindeligt godt liv. Og det kan Frederik give mig.
Men kærlighed begyndte Preben.
Kærlighed er godt, far. Men nu vil jeg bygge mit eget liv.
Og på vej op til alteret gentog hun ordene. Frederik stod deroppe lidt nervøs men venlig. Der var ikke lidenskab, men rigtigt meget respekt og varme. Det satte Freja pris på nu.
Præsten begyndte talen. Freja mærkede tilfredsheden: Det var ikke et eventyr, men det var hendes valg modent og velovervejet.
Måske lærer vi at elske hinanden rigtigt engang, tænkte hun, mens hun smilede til Frederik denne gang ægte. Kærlighed findes i mange former. Måske begyndte deres historie lige nu ikke i et blink, men stille og sikkert. Og det var mere end nok.
