Kærlighedens Kemi
“Gud, årene flyver, snart er jeg gammel, og jeg har stadig ikke forstået, hvad rigtig kærlighed er. Det er altid de forkerte mænd, der krydser min vej,” tænkte Signe, en to-og-fyrreårig smuk kvinde, for sig selv.
Efter hun blev fyret for to år siden fra virksomheden, hvor hun havde arbejdet i næsten ti år, fik hun job i et stormagasin, i afdelingen for damebeklædning. Tingene i deres afdeling var dyre, og de fleste kunder var velhavende kvinder, der kunne tillade sig mærkevarer.
Mænd kom sjældent ind i afdelingen, og næsten aldrig uden en kvinde. De fleste så ud til at lide, mens de slæbte sig rundt bag deres kvinder og svarede mat på spørgsmål som:
“Skatter, tror du, denne her klæder mig? Hvad med denne kjole?”
Kvindernes øjne flakkede til prisskiltet, og nogle gange rullede de med øjnene der var intet billigt i denne afdeling. Mændene betalte underdanigt ved kassen bagefter.
Signe så undertiden misundeligt på kunderne, der købte dyre ting. Hun kunne ikke selv tillade sig det, og hun mente også, hun ikke havde steder at bære dem. Arbejde, hjem, måske en café eller biograf med en veninde engang imellem. Hendes datter, Freja, var færdig med gymnasiet, giftede sig hurtigt og flyttede til Færøerne med sin mand. Begge var romantiske sjæle.
Signe klædte sig stilfuldt, men ikke prangende. Hun undgik lyse farver og så altid blød og elegant ud slank, med lysblondt hår klippet i et langt bob.
Hendes første ægteskab var en fiasko. De levede sammen i fire år før de gik hver til sit; hun tog initiativet. Manden blev aldrig en familiefar det var kun venner og byture, der fyldte hans hoved. Mens Freja var lille, var der ingen tid til mænd, eller måske var der bare ingen, der interesserede hende. Signe var en omsorgsfuld mor og gav alt sin tid til datteren.
Da hun var toogtredive, datede hun en kollega, Mads, i halvandet år. Men til sidst tog hun de rosa briller af og indså, at han aldrig ville blive en god mand. Han arbejdede ikke gerne, følte sig undervurderet, og klagede konstant. Selvom hun ikke kunne se noget galt med deres kolleger eller chef, blev hun træt af hans negative attitude og slog op.
“Mads, du er altid utilfreds. Hvad har de egentlig gjort dig? Du maler alle sorte,” sagde hun engang.
“Signe, ser du ikke, hvor giftige folk er? De ønsker dig det værste og jubler, når du fejler,” svarede han forundret.
“Nej, det gør jeg ikke. Tværtimod er vores team stærkt, alle hjælper hinanden. Og chefen er fantastisk ærlig, retfærdig og anstændig.”
“Du forstår ikke mennesker,” knurrede Mads. “For dig er alle dejlige og bløde. Men verden er hård. Folk er ondskabsfulde og vil dig det ondt.”
“Jeg ved det ikke, Mads. Jeg ser det bare ikke sådan. Selvom vi alle ser verden forskelligt.”
Efter flere af disse samtaler besluttede Signe at afslutte forholdet. Han irriterede hende mere og mere.
Der havde været andre flygtige bekendtskaber engang på en strandferie mødte hun en mand men alt var midlertidigt.
I stormagasinet havde de deres stamkunder: de velhavende hustruer, selv borgmesterens kone handlede der, men mændene fulgte sjældent med.
En hverdag uden kunder kiggede Signe ned i sin telefon, da hun pludselig hørte en stemme:
“God dag, Signe.”
Hun så op og stod øjenhøjde med en smuk mand i fyrrerne med mørkt, lidt uordnet hår, elegante øjenbryn og hænderne i lommen. Han så ud, som om han blot var på kunstmuseum, og hans blik dvælede ikke ved tøjet, men hos hende.
“Hvad laver han alene i dameafdelingen? Måske leder han efter en kjole til sin kæreste… Men han er virkelig flot,” tænkte hun og følte en stikken af sorg ved tanken om, at han snart ville gå. Men i stedet nærmede han sig kassen og spurgte med et smil:
“Undskyld, hvor finder jeg jeres kjoler?” Han lænede sig let frem og læste hendes navneskilt. En duft af eksklusiv parfume nåede hende. “Signe?”
Hun pegede stumt mod kjolerne og skyndte sig tilbage bag kassen, mens hendes kinder blussede. Hun var glad for, at han ikke kunne se det.
“Hvad sker der med mig?” skældte hun sig selv ud. “Kan han virkelig gøre mig sådan her? Jeg må da ikke miste hovedet over en fremmed!”
Da han kom tilbage med en af de dyreste kjoler en sort, italiensk silke- og kniplingskreation spurgte han:
“Ville du være sød at prøve den? Jeg er i tvivl om størrelsen, og du ser ud til at være samme størrelse som min kæreste.”
Signe stirrede på kjolen. Den kostede en formue. “Han må virkelig elske hende,” tænkte hun bittert, da hun mindedes, hvordan en eks engang havde givet hende en bundt blomster købt i en tunnelbanestation.
“Selvfølgelig,” mumlede hun og forsvandt ind i prøverummet.
I spejlet stod en anden kvinde. Kjolen sad perfekt, fremhævede hendes kurver og gav hende en følelse af magi. Da hun trådte ud, kunne hun se hans beundring.
“Du er guddommelig!” udbrød han, og hans blik strøg hen over hende. “Den ser fantastisk ud på dig.”
“Tak. Jeg håber, den passer din kæreste,” sagde Signe og skyndte sig tilbage i prøverummet, forvirret over sin egen reaktion.
Hun havde aldrig før følt det her. Nu forstod hun, hvad man kaldte kærlighedens kemi.
Da hun kom ud, havde han allerede betalt og stod med posen. “Tak for hjælpen,” sagde han med et smil, der fik det til at myre i hendes mave.
“Jeg kommer nok ikke til at se ham igen,” tænkte hun trist.
To dage senere havde hun næsten glemt ham. Men på tredjedagen kom han tilbage.
“Passede kjolen ikke?” spurgte hun.
“Jo, den er perfekt. Men nu mangler jeg sko til den. Kan du hjælpe mig?”
De gik sammen til skoafdelingen, hvor hans charme også fik den unge ekspedient, Lærke, til at rødme.
“Signe,” sagde han og drejede sig mod hende. “Hvad er din skostørrelse? Syvogtredive?”
“Ja, syvogtredive,” svarede hun automatisk.
“Min kæreste har samme størrelse. Vil du ikke også prøve skoene?”
H
