**FORSMEDE KÆRLIGHED**
– Hvorfor er du så stille og tankefuld i dag? – spurgte Mads sin kone, mens de sad ved køkkenstolene en sen aften.
Konen, Signe, rakte ham tavst den opvarmede middag uden at møde hans blik.
– Bliver du sent i aften igen? – hviskede hun.
– Jeg har taget ekstra vagter… der kommer en bonus ved kvartalets udgang.
Mads, en femogtrediveårig bankansat, veltrænet og ungdommelig, var lige kommet hjem fra arbejde. Hjemme ventede familien: Signe og deres tre døtre – på seks, fire år og en baby på ét. Det sidste stykke tid – eller rettere, de sidste to år – havde han undgået at komme hjem, blevet siddende på kontoret, gået lange ture gennem Københavns gader og så først vendt tilbage lejligheden sent om aftenen. Han var så træt af børnenes skrig, larm, tøjvask, sutteflasker… nattesøvn afgbrudt af gråd og en kone, der altid var optaget af børnene, uordentlig: i en gammel morgenkåbe, med en lurvet hedehår, stille, med mørke ringe under øjnene.
Da han for syv år siden giftede sig med den strålende smukke kvinde fra afdelingen, havde han da forventet, at ægteskabet ville blive sådan en byrde… sådan en skuffelse? Nej, de første år var han lykkelig: den første datter blev født. Han hjalp til hjemme, forsøgte at give hende tid til frisørbesøg og neglepleje i weekenderne. Et år senere blev Signe gravid igen – de ville have børn tæt, “få det overstået” og så ikke mere. Den anden datter var en utrøstelig baby: hun skreg hver nat de første seks måneder, og Mads kom på arbejde udhvilet, med røde øjne af søvnunderskud. Da hun endelig blev roligere, kom livet igen på ret kurs. Børnene startede i børnehaven, og Signe vendte tilbage til jobbet… Så kom overraskelsen: hun var gravid igen.
Han protesterede – “Hvorfor endnu et barn? De andre er så små… Der findes klinikker, det er en simpel ting,” – men hun græd, skreg, krævede det. Han gav efter og ville tro, at denne gang kunne det blive en dreng.
Graviditeten var hård; hun lå ofte på sygehuset. Han stod alene med de to børn: børnehave, vasketøj, rengøring… Ingen hjælp at hente. Hendes forældre boede i Grønland, langt væk. Hans eneste mor var selv syg og havde brug for støtte.
Den tredje baby var ligeså urolig – kun moderens arme kunne berolige hende. Signe bar hende konstant.
Gradvis indså Mads, at han ikke længere ville hjem.
*”Hvad har jeg oplevet i disse syv år? Det første år så vi film, spiste på caféer, besøgte udstillinger, endda på Mallorca… Og hvad nu? Gråd, bleer, sutteflasker…”*
Han længtes ikke længere efter sin kone, følte ingen tiltrækning… Han kom hjem sent, når børnene sov. Han undgik at se på hende. Han syntes, det var synd for hende – hvad var der blevet af den smukke kvinde? Men mest af alt var det synd for ham selv. Noget måtte gøres.
På arbejdet fortalte kolleger om rejser, ferier på Maldiverne, og spurgte, hvornår familiefaren ville tage sine med til solen – hans løn var jo god nok. Han tav. Hvem ville forstå, at han selv helt ville flygte, blot for en uges ro?
– Mads… jeg er gravid igen, – hviskede Signe og sank langsomt ned på en stol.
Han frøs, skeen med suppe hængende i luften.
– Er du sindssyg? Jeg kan ikke engang huske, hvornår vi sidst var sammen! – rasede han.
– Det er for sent… tolv uger, – svarede hun stille.
– Du er vanvittig! Det er nok, Signe. Dette er ikke et liv – det er et mareridt. Se dog på dig selv! Hvornår var du sidst ved frisøren? Du lovede, du tog forholdsregler! Du ligner en skygge… Jeg kan ikke se på dig. Jeg går. Bliv du med børnene, gør hvad du vil!
– Hvor skal du hen? Hvad med os? – en enkelt tåre løb ned ad hendes kind.
– Lejligheden og alt hvad der er i den, er jeres. Jeg tager bilen og flytter til min mor. Jeg kan ikke se dig mere, – hans stemme blev kun højere.
Han regste sig brutalt og marcherede mod døren.
– Jeg kunne ikke drømme om noget værre. Det her er ikke et liv – det er tortur, – råbte han, mens han styrtede ud af lejligheden.
