Jeg hedder Freja, og jeg er seksogtyve år. I flere år har jeg boet sammen med min mor i en hyggelig treværelseslejlighed midt i København. Mine forældre blev skilt for længe siden – dengang gik jeg stadig i folkeskole. Min far flyttede til Odense og har kun været til stede i mit liv ved højtider: en juleopringning eller en kort fødselsdagsbesked. Han efterlod os lejligheden og forsvandt.
Min mor har aldrig fundet en ny partner. Der var forsøg, men intet seriøst. Hun fokuserede hele sin energi på mig, arbejdet og hverdagen. Alt hendes kærlighed og bekymring hvilede på mine skuldre. Jeg delte alt med hende – hver date, hver flirt. Men ingen føltes rigtig. Hvis gnisten manglede, stoppede jeg det.
Så mødte jeg Magnus. Vi fandt hinanden på en universitetsforelæsning. Der var en umiddelbar varme mellem os – en blanding af nysgerrighed og ro. Han var ikke påtrængende, men altid nærværende. Lyttede. Grinede. Talte ord, der fik tid til at forsvinde. Vi begyndte at være sammen.
Som altid fortalte jeg min mor om ham. Men denne gang var hendes reaktion iskold. Hun havde ikke mødt ham, men dømte ham på stedet: «En jyde, der flytter til hovedstaden for studie? Selvfølgelig! Nu har han fundet dig med en central lejlighed. Han udnytter dig.»
Jeg protesterede. Magnus arbejdede selv, delte en lille lejlighed i Nørrebro og havde aldrig foreslået at bo sammen. Han gav blomster, skænkede øl til mine veninder, lavede små overraskelser. Alt for en bolig? Men min mor var ubøjelig. Hun græd, sagde jeg var naiv, påstod hun «reddede min fremtid».
Pludselig begyndte jeg at tvivle. Var hans smil ægte? Var hver hånd på min skulder beregnende? Alligevel forblev han den samme – omsorgsfuld, tålmodig, uden krav. Men min mors ord hang som tåge. Jeg var splittet mellem hende, der altid havde været mit anker, og ham, der fik mit hjerte til at slå hurtigere.
Måske frygter hun at miste mig. Måske projicerer hun sin egen ensomhed efter skilsmissen. Men er det retfærdigt at kvæle min kærlighed for hendes frygt?
Jeg ved det ikke. Jeg ønsker bare at tro på, at Magnus elsker mig – ikke murstenene omkring os. At han ser mig, ikke en adresse. Og at min mor en dag vil huske, at kærlighed ikke altid har en bagtanke.
