Kærlighed til graven
Mette kom ud af supermarkedet og skiftede grebet om posen med dagligvarer. Hun havde kun købt lidt, alligevel syntes den at veje en ton. Da hun nåede hjem, standsede hun. “Der er ikke lys i vinduerne. Julie er løbet ud igen.” Mette rystede på hovedet. “Bare vent til hun kommer hjem… Siden hun begyndte at hænge ud med den… Jørgen, er hun begyndt at skippe lektierne. Lærerne klager. Og eksamen og optagelse på universitetet står for døren. Bare vent til du kommer hjem, så skal jeg nok…” Hun arbejdede sig op ad trappen med mørke tanker.
Derhjemme satte hun posen på en stol ved bordet. Et blik på komfuret fik hende til at sukke. “Selvfølgelig. Jeg bad hende om at skrælle kartofler eller lave pasta. Men nej, hun skulle ud. Hvad skal hun dog blive til?”
Hun smed jakken af sig i entreen og marcherede tilbage til køkkenet, smækkede med skabe og tallerkener mens hun lavede aftensmad, alt imens hun lovede sig selv at sætte foden ned denne gang.
Men Julie havde ikke travlt med at komme hjem. Klokken var halv elleve, og stadig ingen tegn til hende. Mette gik frem og tilbage, mumlende som en besværgelse:
“Bare vent til du kommer hjem… Jeg skal nok lære dig at huske, hvem der bestemmer. Jeg slider mig selv ihjel for at give dig alt, og du kan ikke engang lave en simpel middag… Tror du, jeg ikke også drømte om et liv uden bekymringer? Jeg var ikke meget ældre, da jeg stod alene med en baby. Utaknemmelige… Vil hun virkelig gentage min skæbne? Lad hende bare prøve, så skal hun lære, hvor hårdt livet kan være.”
Vreden kogte i hende. Hun havde lyst at smadre noget for at få det ud.
Da nøglen endelig raslede i låsen, var hun først lettet. Men da hun så sin datters skyldbevidste ansigt og øjne, der strålede af lykke, vældede vreden op igen.
“Hvor har du været? Ved du, hvad klokken er? Og lektierne? Eksamen står lige om hjørnet, men du fiser rundt hvor det passer dig!”
“Jeg har lavet lektierne…”
“Ti stille! Modsiger du din mor? Jeg har kæmpet for at du skal få en fremtid, og så gentager du mine fejl!”
“Jeg gentager ingen fejl. Hvorfor skal du altid skrige?” Julies øjne mørknede, kinderne blussede.
Mette bed sig i læben for ikke at sige noget ondt. Hun så sig desperat om efter noget at slå med, men Julie forsøgte at smutte forbi hende.
“Mor!” skreg Julie og dukkede sig i frygt.
Hånden med paraplyen faldt pludselig slapt ned. Mette følte alt luften gå ud af hende.
“Jeg har været ude af mig af bekymring, og du… Hvad er det på din finger?” spurgte hun træt og sank sammen på en taburet.
Julie tog langsomt hånden ned og kiggede på det simple guldring med en lille sten.
“Jørgen gav mig den,” sagde hun med et sky blik.
“Du går stadig i skole! Ved han det ikke?”
“Jo. Men om to måneder er eksamen ovre, og så…”
“Voksen? Åh ja. Men indtil da, så respekterer du mine regler. Tror du, det er okay at løbe om natten? Ikke komme hjem? Hvad nu hvis du bliver gravid?”
“Mor, han elsker mig. Og jeg elsker ham,” sagde Julie desperat.
“Hvis han virkelig elskede dig, ville han ikke sætte din fremtid på spil! Hvor kom han egentlig fra?” Mette rystede på hovedet, en smertefyldt lyd slap ud af hende.
Om natten vendte hun sig utålmodigt. Nervespidserne fra skænderiet holdt hende vågen. Hvordan kunne dette ske? Hendre dygtige, kloge datter, hendes stolthed? Tankerne løb løbsk med katastrofescenarier. Til sidst ringede hun til sin eneste veninde.
“Hvad er der galt?” spurgte Lise søvnigt.
“Undskyld, men jeg har brug for at tale. Julie… hun…”
“Vi har talt om det før. Du må ikke kontrollere hende så meget. Hvad har hun nu gjort?”
“Åh, Lise, hun er faldet for en ældre fyr. Hun sklumper med skolen. Lærerne klager! Og nu har han givet hende en ring!”
Et gæsp fyldte linjen.
“Undskyld. Hvad gør jeg?”
“Det skal nok gå. Måske er det bare en fase. Ring i morgen.”
Mette lagde på. At dele sorgen havde lettet lidt. Hun faldt i en urolig søvn.
Næste morgen syntes tingene mindre skræmmende. Men hvordan nåede hun sin datter?
Da hun kom hjem fra arbejde, så hun en forsamling foran nabobygningen. En nabo stoppede hende.
“Lise, hvad foregår der?”
“Åh, Mette…” Lise stirrede medfølende. “Du må ikke blive bange. De har ringet til politiet og beredskabet…”
“Hvad er der sket?”
Hjertet hamrede allerede en advarsel.
“Sig mig, er det din Julie deroppe på taget?”
Lysstrålerne blændede, men Mette fik øje på to figurer på tagkanten. De holdt hinanden i hånden.
“Hun kunne ikke komme ud! Jeg tog hendes nøgler!”
“Måske kom han med en kran. Er det din datter?”
Folk hviskede.
“Julie!” Mettes stemme knækkede.
Da politiet ankom, råbte Jørgen: “Kom ikke nærmere! Vi springer!” Stemmen dirrede af frygt.
Mette så ikke, at nogen var smuttet ind ad bagdøren. Tårerne gjorde det svært at se. Pludselig vaklede Julies figur. Mette troede, hun sprang – hun styrtede frem for at fange hende – men så sortnede det for øjnene…
Da hun åbnede øjnene igen, stirrede en redningsmand på hende.
“Rolig. Din Julie er i live.”
Julie kastede sig grædende i armene på hende.
Bagefter blev Jørgen båret væk i en sortpose. Han havde sprunget, da redningsfolkene greb dem.
Julie tav i ugevis. Men langsomt kom livet tilbage. Hun bestod eksamen, blev student.
En dag kom en ung mand på besøg.
“Mor, det her er Peter. Han reddede os dengang.”
Mette genkendte ham ikke.
“Vi mødtes tilfældigt i Magasin. Vi købte fødselsdagsgaver til vores mødre!”
Mette lavede te. Peter fortalte vittigheder, og hun så kærligheden i hans blik.
Den nytårsaften fejrede de sammen. To år senere blev Peter og Julie gift.
Kærlighed kan være både lys og mørke. Den første kærlighed bør ikke ende i tragedie. Nogen vælger at kæmpe, mens andre giver sig hen. Livet er for langt til kun én kærlighed – men nogen springer, før de har set hele billedet.
