Kærlighed
Du ved, jeg stod en aften og gjorde rent i den lille lægeklinik og så hørte jeg døren knage, tungt, som om nogen skubbede til med skulderen. Jeg vendte mig om og Gud hjælpe mig! Der stod én, som lignede Michael, ham fra Overmarksvej du ved, den dygtige, lidt gammeldags mand, altid hjælpsom og respekteret. Han har jo normalt en kæmpestor grå skæg, der lugter af savsmuld og hjemmerullet tobak. Men denne her havde glatte, blege kinder, et plaster på halsen hvor han havde skåret sig, og han stank af en ordentlig omgang Brun Sæbe eau de cologne. Det brændte nærmest i næsen på mig. Tænk, har Michael virkelig barberet hele skægget af??
Michael Christensen, sagde jeg og smed gulvkluden fra mig, er det virkelig dig? Eller er det din lillebror, du har sendt?
Han rodede nervøst med huen i hænderne og så væk.
Det er mig, Kirsten, det er mig Du må give mig noget til hjertet. Og til nerverne.
Jeg tog straks min professionelle attitude, satte ham på briksen og fandt blodtryksmåleren frem.
Hvad er der sket? Hvor gør det ondt?
Overalt, mumlede han. Det banker indeni, som en hammer mod blik. Jeg kan ikke sove. Og mine hænder de ryster.
Hans blodtryk var 160 over 100, hvilket altså er højt for Michael, der aldrig besøger lægen og kan bøje søm med fingrene.
Okay, sagde jeg bestemt. Ærlig snak nu. Har du overanstrengt dig, eller har du skændtes med Margrethe?
Da jeg sagde hans kone Margrethe, blev han straks rød i ansigtet, kæberne spændte. Margrethe Andersen har hele sit liv fulgt ham som nål og tråd, aldrig sagt ham imod, omtaler ham kun som Mikkel. Han derimod ham kan man ikke komme tæt på, som en knudret gren.
Giv mig nogle dråber, og lad være med at spørge. Dit arbejde er at lindre så gør det.
Jeg gav ham et par dråber hjerte-medicin og en vildin-tablet under tungen. Han sad lidt, kom til sig selv, mumlede et tak og gik. Jeg så efter ham i vinduet gangarten var pludselig let og ungdommelig.
Åh, tænkte jeg, mon fanden har været på spil? Er han blevet forelsket i en sen alder?
En landsby er som en bikube nyser du i den ene ende, har de i den anden allerede døbt dig døende. Dagen efter kom Janne, postdamen, flyvende ind:
Kirsten! Har du hørt om Michael? Han er helt tosset. Ikke nok med at han har barberet skægget, så tog han bussen til Roskilde og kom hjem med poser, han gemte under jakken. Nanna fra tøjbutikken ringede og spurgte, hvorfor Michael selv købte stof og var forbi guldsmeden?
Mit hjerte slog et ekstra slag. Det er da klart han har fundet én! Men hvem? Alle vi kender bor her.
Og hvad med Margrethe? spurgte jeg stille.
Janne lavede et bedrøvet ansigt.
Hun hun går rundt som en regnvejrsdag. Græder så snart hun er alene. Kvarterets koner siger, hun må sove i annekset fordi Michael siger: Du forstyrrer, jeg har et projekt. Hvilket projekt har en snedker midt om natten? Jo, vi ved jo nok
Et par dage senere kom Margrethe Andersen forbi hos mig, lille og slank, med et gammelt uldsjal over skuldrene.
Kirsten, hvisker hun, må jeg komme ind?
Jeg satte hende ved brændeovnen og gav hende varm te med hindbær. Hun sad med koppen i begge hænder og stirrede ud i luften.
Han forlader mig, Kirsten. Vi har været sammen i fyrre år, opdraget børn, ventet på børnebørn Nu er det slut.
Hvorfor tror du det, Mikkel? forsøgte jeg, mens katten i min mave rev kløerne frem.
Han er blevet så fremmed. Barberer sig hver dag. Og det der – hun rynkede næsen cologne. Og i går fandt jeg en kvittering fra Gyldne Tråd i hans jakkelomme. Han lyver for mig, ser mig ikke i øjnene, – stille, gamle tårer trillede ned ad kinderne og gjorde rynkerne endnu dybere. Han har åbnet kisten med mit gamle tøj på loftet. Jeg kom ind han stirrede på mig og sagde: Hvad glor du på? og lukkede døren. Ja, jeg er gammel og ikke køn mere. Men han er jo heller ikke nogen Adonis
Jeg klappede hende på hendes tynde skulder og tænkte: Mænd, hvad tænker I dog på?
Vent lidt, Margrethe, sagde jeg. Måske er det ikke, hvad det ser ud til.
Hvordan skulle det ellers være? smilede hun bittert. Han synger. Lukker sig inde i skuret, banker og synger. Åh, hvor blomstrer hyldet Han har aldrig sunget før. Han er forelsket, Kirsten. Det er helt sikkert.
Hun gik hjem, og jeg lå vågen hele natten. Michael, stærk som en eg, han er ikke sådan én der smadrer familien på sine gamle dage. Ja, han er barsk men ikke ond. Bare lidt mut.
Der gik en uge. Stemningen i landsbyen var som gærdej, der boblede. Rygterne var vilde: fra den unge bibliotekar fra Roskilde til en byfrue der havde købt sommerhus i nabobyen.
Michael gik rundt med ild i øjnene, slanket og let, fra verden, men ligesom forvandlet. Ingen kunne nå ham.
Så, lørdag aften, kom nabodrengen løbende:
Kirsten! Michael er faldet i haven! Margrethe kalder på dig!
Jeg tog min lægetaske over skulderen og løb, galosherne bumpede, alt jeg tænkte var: Bare det ikke er et hjerteanfald! Kære Gud, bare ikke
I haven lå Michael på græsset, ansigtet gråligt, læberne blå. Margrethe sad med hans hoved i skødet og græd. Hele gården var fyldt med brædder, udskårne lister, spande med maling og midt i det stod en halvfærdig luftigt, hvid havepavillon.
Jeg løb hen til ham, tjekkede pulsen. Hurtig. Blodtrykket højt.
Hvad skete der?
Tung bræt løftede mørkt for øjnene ryggen brændte – han pegede mod brystet.
Klar overbelastning. Jeg gav ham et par injektioner, lindring og får blodtrykket ned. Han lå lidt, vejrtrækningen faldt til ro.
Okay, Margrethe hent naboen, vi må have ham ind i huset. Han skal ikke ligge på kold jord.
Vi fik ham ind og lagt på sengen.
Mikkel spurgte Margrethe stille. Hvorfor denne pavillon? Det er jo efterår, vinter snart.
Michael så på hende længe, trak vejret dybt, rodede under puden og fandt en lille fløjlskasse og en gammel, slidt notesbog.
Det var ikke sådan jeg havde forestillet mig det, Margrethe, siger han med en stemme der ryster som en drengs. Kan du huske hvilken dag det er i morgen?
Margrethe tænkte tyvende oktober Søndag
Og hvad skete for fyrre år siden?
Hun gispede og dækkede munden.
Åh Mikkel, jeg havde helt glemt det alt det her rod, de dårlige tanker. Vores rubinbryllup!
Michael rakte hende notesbogen.
Det er din gamle dagbog, Margrethe. Jeg fandt den i kisten på loftet.
Har du læst den? blev hun rød.
Ja Undskyld, gamle fjols. Jeg læste og min sjæl græd.
Jeg sad med hjertet helt oppe i halsen. Der blev helt stille, kun urene på væggen sagde tik-tak, tik-tak.
Du drømte om et hus, en have og en hvid pavillon ved åen, hvor vi kunne drikke te og høre plader. Du skulle have en blå kjole med blonde Men jeg har bare arbejdet hele livet på byggepladser, i skoven Huset kom, men pavillonen blev altid senere. Penge, tid, kræfter manglede Du sagde intet, led bare med min bjørnetrøje.
Han vendte sig mod sin kone:
Halvtredje år gik jeg gav dig aldrig eventyret, aldrig det blå kjole. Så jeg ville nå det til vores dag. Tog til byen efter stof og ring. Olga fra syersken lavede kjolen efter dine gamle mål. Pavillonen ja, jeg blev for træt, gammel nar. Ville overraske, men endte med at gøre dig ondt og blive til grin.
Margrethe satte sig på knæ ved sengen, krammede hans ru snedkerhånd.
Din dumme Mikkel, hviskede hun gennem tårerne men hendes stemme var så lykkelig, det var til at blive glad af. Så dum Jeg troede du havde fået én, en yngre, og ikke elskede mig mere. Men du pavillonen
Margrethe? sprøger han, du ved da Ingen anden. Kjolen er i skabet. Prøv den se om den passer.
Den passer, nikkede hun uden at løfte blikket. Selv hvis den er for lille jeg tager den på.
Jeg snøftede, mærkede øjnene blive våde. Pakkede blodtryksmåleren sammen.
Nå, sagde jeg med lidt hård stemme. Patienten skal holde sengen ingen brædder, ingen hammer. Jeg kommer i morgen og tjekker.
Michael så på mig med taknemmelighed.
Kirsten Du skal ikke sladrer til landsbyen. De vil grine. Sige jeg er blevet tosset.
Hvad ved de, svarede jeg og viftede hånden. Slap af, og vær glad!
Da jeg gik ud på trappen, spredte skyerne sig og månen var stor og gul. Luften var ren, fyldt med duften af våde blade, røg og lidt æbler, selvom de var for længst plukket.
Intet kan holdes hemmeligt i en landsby. Lyden gik straks: Michael ville overraske Margrethe og blev overbelastet.
Næste morgen strømmede folk til Michael og Margrethes hus mændene med værktøj, smeden med fine hængsler, snedkeren med maling. Arbejdet gik i gang, det var ren folkefest!
Ved aftens tid stod pavillonen hvid og let, som en brud. Der blev dækket bord med broderet dug, sat samovar og kopper. Det var så smukt! Alle sad i pavillonen og udenfor omkring den.
Så kom Margrethe i det blå kjole, med ring på fingeren, håret sat og smilet skinnende og ved siden af hende den blege Michael, i sin fine jakke med arbejdets medaljer og slips.
Michael fandt det gamle grammofon, han havde købt hos en marskandiser i København. Satte en plade på det knasede, og så lød Hjertet, du vil aldrig finde ro gennem haven.
Så tog Michael Margrethe ud på gulvet, og de dansede. Benene var sløve, og de var rustne men den måde Michael så på hende Det var som om de havde set hinanden for første gang for 40 minutter siden, ikke 40 år.
Hele landsbyen så på. Kvinderne tørrede øjnene med hjørnet af deres sjal. Mændene stod og røg, kiggede ned, nok tænkte hver på sin kone hvornår har jeg sidst givet blomster, sagt tak?
Og jeg tænkte på, hvor meget energi vi bruger på at være sure, mistroiske, på ligegyldige snakke men livet er kortere end man tror. Alt hvad der virkelig betyder noget, er varmen fra den hånd du elsker, når du kigger ind i øjnene og ser det lys, der kun brænder for dig…
